Kapitel 1 Den uægte datter

I festsalen blev Emily Johnsons fingre helt hvide om stilken på sit champagneglas. Hun lod blikket glide hen over forsamlingen, indtil det faldt på hendes far, Simon Johnson, der stod og småsnakkede med damerne i nærheden.

Ansigtet, hun engang havde elsket, lignede nu kun en maske. Ikke engang tre måneder efter hendes mors begravelse havde den mand lukket Celeste Johnson og hendes datter, Clara Johnson, ind i deres hjem.

„Emily, hvorfor står du og gemmer dig herovre? Mr. Murphy vil stadig gerne tale med dig om det samarbejde.“ En kvalmende sød stemme, tung af parfume, sneg sig ind på hende og fik Emilys ryg til instinktivt at stivne.

Emily vred sig fri af den uønskede berøring med væmmelse. „Ikke interesseret.“

Clara, som var tre år ældre end Emily, var Simons uægte datter.

Mens Emilys mor, Scarlett Lewis, havde ligget syg og bundet til sengen, havde Simon frækt slæbt Celeste, sin elskerinde, med på eksklusive klubber. Og nu havde han taget hende med hjem uden skyggen af skam. Celeste svansede rundt i dyre kjoler og pyntede sig med de smykker, Emilys mor havde efterladt, som om hun allerede var fru Johnson.

Clara var på én nat gået fra at være den hemmelige datter til at være familiens prinsesse.

Claras smil veg ikke en tomme, da hun rakte Emily et cocktailglas med en bær-rød væske. „Vær nu ikke så kold. Vi er jo søstre, trods alt. Vil du ikke smage? Jeg så fru Bailey drikke den forleden. Det er en ny cocktail, der hedder ‘Drømmende beruselse’.“

Kirsebærpynten på kanten glimtede på en underlig måde, og Emilys mave vendte sig. Hun kunne ikke glemme, hvordan Simon i utålmodighed havde presset lægerne til at opgive behandlingen i hendes mors sidste dage. Og hun kunne heller ikke glemme det selvtilfredse udtryk i Celestes ansigt, da Celeste første gang trådte ind i deres hjem.

Den mand, hans elskerinde og deres datter havde flået utallige sår op i Emilys hjerte.

„Drik den selv.“ Emily trådte et skridt tilbage, øjnene lynede af åben foragt.

Men Clara ignorerede reaktionen og trykkede glasset bestemt ind i hendes hånd. „Gør mig en tjeneste. Se dig omkring—så mange holder øje med os. Vi kan da ikke lade dem tro, at vi ikke kan sammen, vel?“

Emily så sig omkring og opdagede, at mange blikke var rettet mod dem, fyldt med gætterier og nysgerrighed.

De her mennesker levede for sladder. Hvis de så hende behandle Clara sådan, hvem vidste, hvilke ubehagelige rygter der kunne begynde at løbe.

Mens Emily tøvede, sænkede Clara stemmen. „Far bad os helt specifikt om at opføre os som ordentlige søstre. Gør ham ikke vred over sådan en bagatel.“

Noget skarpt borede sig ind i Emilys hjerte.

Hun vidste alt for godt, at Simon nu kun havde øjne for Clara og Celeste. Den mindste ulydighed fra Emilys side ville blot udløse hårdere kritik og kold ligegyldighed.

Desuden kontrollerede Simon stadig Mirage Fashion—virksomheden, som Emilys mor havde viet hele sit liv til at opbygge. Emily havde ikke råd til at blive uvenner med Simon, før hun havde fået Mirage Fashion tilbage.

Modvilligt tog Emily glasset.

„Sådan.“ Claras smil blev endnu sødere, som om det ikke havde været hende, der lige havde truet Emily.

Emily lagde hovedet tilbage og tog en lille slurk. Den bitre væske brændte hele vejen ned.

Få øjeblikke efter skyllede en mærkelig, feberagtig varme gennem hende.

Emily greb efter sin halsudskæring, mens en iskold sved øjeblikkeligt trængte gennem kjolen. Hun stirrede på Clara i vantro, og triumfen i Claras øjne skar igennem hende som en kniv.

"Du …"

Hvordan vovede Clara at dope hende til ved sådan et offentligt arrangement?

Var hun blevet vanvittig?

Eller var det noget, deres far havde givet grønt lys til?

Clara støttede Emilys svajende krop, hendes stemme kvalmende blid. "Hvad er der galt, Emily? Du ser forfærdelig ud. Lad mig tage dig et sted hen, hvor du kan hvile."

Mens hun blev slæbt gennem gangen, begyndte Emilys bevidsthed at flyde ud.

Claras parfume fyldte hendes næsebor – præcis den samme duft, Clara havde båret den første gang, hun stormede ind på Emilys mors sygeværelse.

"Slip mig …" kæmpede hun gennem sammenbidte tænder, men blev brutalt skubbet ind i et gæsteværelse.

Da døren lukkede, hørte hun Clara hviske med en mand ude på gangen, hans ulækre latter fik hendes mave til at slå knuder.

Ilden i hendes krop blev mere og mere ubærlig. Emily sank sammen på tæppet, tårerne gled ned over ansigtet gennem den kolde sved.

Hun hadede Simon for hans hårdhed, foragtede Clara for hendes ondskabsfuldhed og væmmedes ved sig selv, fordi hun stadig sad fast i en familie, der for længst var holdt op med at fortjene det navn – hvor selv hendes mors begravelse var blevet forstyrret af det afskyelige par.

"Nå, goddag, smukke. Jeg har ventet på dig."

Den slibrige stemme skar i hendes trommehinder. Emily rykkede hovedet op og så den ølmavede mand – Roy Murphy, en af hendes fars forretningsforbindelser, som ved en nylig forretningsmiddag havde målt hende med sleske øjne. Han kom nærmere, gned hænderne mod hinanden, og hans guldringe glimtede hæsligt i lyset.

"Hold dig væk fra mig!" skreg hun af al kraft, mens hendes negle borede sig ned i tæppet.

Manden vaklede tilbage efter hendes skub, men kastede sig så frem igen, rød af raseri og ydmygelse. "Hold op med at spille så fin på den! Simon serverede dig nærmest på et sølvfad! Ved du hvad? Læg dig ud med mig, og så sørger jeg for, at din familie går fallit i dag!"

Simon!

Så han havde godkendt det!

Hendes egen far var villig til at kaste hende for ulvene!

Emily fandt en styrke et sted helt inde fra og sparkede Roy lige op i skridtet. Mens han krummede sig af smerte, kom hun på benene og styrtede ud ad døren.

Hun ville hellere dø end lade den klamme mand røre hende!

Emily løb barfodet ned ad gangen, den kolde marmorgang gav mærker under fødderne. De store krystallysekroner over hende fik det til at svimle for hende, men hun turde ikke standse.

Bag hende blandede Roys vrede forbandelser sig med hans tunge skridt, der dunkede i ørerne som et hjerteslag.

"Din lille kælling! Det her kommer du til at betale for!"

Emily kunne mærke den narkotiske varme brede sig nådesløst gennem kroppen, mens hendes bevidsthed flakkede. Lige som hun var ved at segne, gik en dør foran hende pludselig op. En høj mand trådte ud og skyndte sig væk, døren blev stående på klem.

Uden at tænke gled Emily gennem sprækken som en fisk. Da hun lukkede døren bag sig, famlede hun efter låsen. Det bløde klik, da den gik i, var den sødeste lyd, hun nogensinde havde hørt.

Hun havde knap nok fået støttet sig mod døren, før hun hørte Roys tunge vejrtrækning udenfor. "For helvede! Hvor blev den lille luder af? Når jeg finder dig, så sørger jeg for, at du ikke kan gå i en uge!"

Emilys krop rystede ukontrollabelt. Ville den klamme mand smadre døren i raseri?

Hun kiggede ud ad vinduet – 28. etage. Der var ingen steder at flygte hen.

Var hun nu helt prisgivet skæbnen?