4.
Arsinoe kiggede på moderen. Der var desperation og hjælpeløshed i hendes øjne. Hun spildte ikke et sekund før hun smed fadet og løb mod den nærmeste stald for at få fat i en hest.
"HEY! HVAD HAR DU GANG I?" Hun hørte staldknægten råbe, da hun brød ind i stalden. Hun ignorerede ham bevidst, mens hun gik direkte ind i stalden og valgte en hest. Det var en hvid en, og blot ved at se den i øjnene vidste Arsinoe, at den ville kunne klare arbejdet.
Arsinoe tog en af knivene frem fra under sin kjole og brød låsen med den, før hun nærmede sig den hvide hest.
"KVINDE! KOM UD DERFRA!" Hun hørte nogen brøle bag hende. Hun kiggede over skulderen og så staldejeren stå sammen med et par staldknægte ved døren med en pil rettet mod hende.
Arsinoe hævede udfordrende et øjenbryn mod dem, før hun vendte sig om for at se dem i øjnene. Hun gav dem et uskyldigt smil, før hun talte med sin blide, åndeløse stemme, "Vær venlig, må jeg få denne hest. Han er så smuk."
Staldejeren stirrede vredt på hende. Hun brød sig ikke om det, noget af det. Hun bed tænderne sammen, før hun mærkede sine kræfter komme til overfladen.
"Jeg sagde, jeg vil have hesten!" Hun brølede vredt, før violet lys strømmede ud af hende og væltede alle omkuld. Et øjeblik stod hun stille og kiggede ned på deres kroppe med et selvtilfreds udtryk i ansigtet, "Jeg sagde venligst, men I lyttede ikke," Hun trak på skuldrene, før hun vendte sig mod hesten, der var optaget af at tygge noget hø.
"Jeg vil kalde dig Sylvius. Lad os gå," mumlede hun til hesten, der var ligeglad med hendes ord. Dog vrinskede Sylvius, da den rødhårede klatrede op på hans ryg uden sadel. Hun beroligede hesten ved at køre sin hånd gennem dens man, før hun dirigerede den til at gå ud af stalden.
Da de var ude af stalden, styrede Arsinoe Sylvius mod skoven. Sylvius galopperede gennem den mørke skov. Hendes hjerte bankede i brystet, mens hun følte et adrenalinsus i blodet. Det tog hende ikke lang tid at indse, at hun nød det. Hun nød eventyret. Det var langt mere interessant end at lade som om hun var præstinde i et forladt tempel.
Det var så mange år siden, hun havde smagt den kolde nattevind, mens hun red gennem skoven. Det mindede hende om, hvor fri hun plejede at være. Det mindede hende om, hvem hun virkelig var. Alle minderne fra Alexandria kom tilbage til hende i glimt. På det seneste havde hun følt et behov for at vende tilbage dertil. Ikke at nævne, at hendes situationer gjorde det sværere for hende ikke at tænke på at tage tilbage hele tiden. Hun sukkede, mens hun koncentrerede sig om nuet.
Hun behøvede ikke ride særlig dybt ind i skoven, før hun fandt stedet, hvor deres stamme boede. Hun kunne se dem på lang afstand, da ilden de havde tændt omkring deres huse var synlig gennem træerne. Den lave summen af deres stammelange malede luften i skoven.
Arsinoe strammede sit greb om Sylvius' hals, da han øgede farten. Hun dirigerede ham til at storme direkte ind i lysningen, hvor stammen boede. De syntes at være midt i en fejring, da de pludselig blev mødt med synet af den rødhårede på en hvid hest.
Alle stoppede op og kiggede på præstinden. Arsinoe standsede Sylvius, før hun steg ned og gik hen mod stammefolket.
"Åh, folk fra vildmarken, giv mig barnet tilbage, som I stjal fra mit folk," talte Arsinoe til dem på deres sprog.
"Nej, det barn er til vores hellige offer!" sagde stammens leder, da han trådte frem fra mængden og stod foran Arsinoe. Han var høj og muskuløs. Hans udseende var råt, og hans hud og ansigt var dekoreret med forskellige tatoveringer og piercinger. Arsinoe løftede hagen og stirrede ham direkte i øjnene.
"Det barn er ikke til jeres offer. Overdrag barnet til mig," sagde Arsinoe med en fast stemme, mens hun trådte tættere på høvdingen og så ham direkte i øjnene. Hun vidste, at han ikke var særlig tilfreds med, at hun så ham direkte i øjnene. Det betød, at hun udfordrede hans position.
"Vi er ingen til at lytte til dig," hvæsede høvdingen til Arsinoe. Hun kunne mærke sin vrede stige langsomt. Høvdingen vidste ikke, hvem hun var, og hun tvivlede på, om han ville turde tale til hende på den måde, hvis han vidste, hvem hun virkelig var. Arsinoes læber krøllede, da hun bemærkede, at høvdingen studerede hendes udseende. Hun bemærkede, hvordan hans øjne dvælede ved hendes røde hår.
"Kan du ikke se, hvad jeg er?" mumlede Arsinoe, mens hun cirklede rundt om høvdingen, før hun gik gennem mængden og så på stammens medlemmer, som kun stirrede på hende med rædsel. Hun havde et listigt smil på læberne, da hun spottede en mor, der holdt et barn. Langsomt nærmede hun sig moderen og så ned på barnet.
"Stop!" brølede høvdingen til Arsinoe, men hun fnisede. Moderen krammede sit barn tættere, mens hun stirrede på den rødhårede med rædsel.
"Fortæl jeres høvding at overdrage barnet, de stjal fra mit folk, ellers vil dit barn blive ofret," sagde Arsinoe sødt. Moderens øjne blev store af rædsel, da den rødhåredes ord sank ind. Samtidig hørte Arsinoe høvdingen beordre sine mænd til at angribe hende.
Hun undveg den første angriber med en skarp spyd med få centimeter. Hendes pludselige bevægelse fik hendes hår til at slippe ud af knolden og falde ned i fuld længde. Hun hørte flere gisp rundt omkring sig, da de alle så hendes hår ordentligt. De vidste straks, hvad hun var.
"I har bragt døden over jer selv," erklærede hun, før hun trådte ud af sin præstindeidentitet og viste alle, hvorfor hun blev sagt at være dødens indbegreb. Hun dræbte alle, der stod i vejen for hende. Efter ti tabte hun tællingen over, hvor mange mænd hun dræbte. Det krævede ikke meget for hende at dræbe dem. De var blot dødelige, langt underlegne hende i enhver henseende.
"Vær venlig, lad mig være!" græd høvdingen, da hun endelig havde en kniv presset mod hans hals, mens hun holdt ham fast mod jorden. De resterende stammemedlemmer så på den rødhårede med rædsel, da hun nådesløst skar halsen over på deres høvding.
"Nu, overdrag barnet til mig, ellers vil jeg ofre resten af jer også," sagde Arsinoe ligegyldigt, mens hun afslappet tørrede blodet af sine knive og satte sit hår tilbage i en knold. Straks så hun et af stammemedlemmerne bringe barnet og præsentere det for Arsinoe.
"Mange tak," sagde Arsinoe med sin samme blide og åndedrættede stemme, da hun tog barnet i sine arme og så ned på det. Det var en pige. Hun var en lille pige, der nysgerrigt så rundt på alle menneskerne, uden at vide at de få øjeblikke tidligere var ved at ofre hende. Arsinoe smilede til den lille pige, da hun vendte sig om og gik hen til Sylvius.
"Lad os få dig hen til din mor," sagde Arsinoe blidt til den lille pige, efter hun var klatret op på hesten. Hun kastede et sidste blik på stammens folk, der var ved at komme sig over chokket ved at have halvdelen af deres mænd dræbt af en enkelt kvinde, som tilfældigvis var en præstinde.
Arsinoe bemærkede ikke de kvinder, der græd over tabet af deres mænd. Hun løftede hagen højt, uden at føle nogen sorg eller anger for dem, før hun gav Sylvius et spark i siden, som galopperede ind i skoven med et vrinsk.
