Kapitel 6

Mariannes pande rynkede sig let, mens hun langsomt trak ordene ud. »Seth, jeg kender dig virkelig godt. Jeg kan tydeligt se, om du kan lide nogen eller ej, men Layla er en god pige. Svigt hende ikke.«

Hver gang Seth hørte sin mor eller sin afdøde morfar rose Layla, gjorde det ham grundigt utilpas. Nogle gange spekulerede han på, hvilke kneb Layla havde brugt for at få dem til at holde så meget af hende.

Så han slog det hen. »Mor, jeg har tilbragt meget tid sammen med Layla. Jeg ved præcis, hvilken type menneske hun er.«

»Hvad? I dit hjerte er Layla faktisk et forfærdeligt menneske, ikke?« Der var et gransken i Mariannes blik.

Seth forblev tavs, som en bekræftelse.

I dagligstuen sad Elizabeth i sofaen, mens Layla stod foran hende.

»Sagde jeg ikke til dig, at som Seths kone skal du altid holde øje med dit udseende, når du går hjemmefra? Hvad er det, du har gang i nu? Skal mine ord bare prelle af på dig?« Elizabeths stemme dryppede af foragt.

Layla pressede læberne sammen. »Bedstemor, det var en nødsituation. Jeg nåede det ikke.«

»Nå. Og hvordan klarede Seth det så?«

»Fordi Seth lige var kommet hjem og ikke havde skiftet endnu,« forklarede Layla, ude af stand til at få sagt, at de havde været…

Elizabeth hævede øjenbrynene med en kølig mine. »Svarer du mig igen nu?«

Layla skyndte sig at rette ind. »Nej, nej, bedstemor. Jeg forklarer bare.«

I virkeligheden var en af grundene til, at Elizabeth havde kaldt Layla til sig, den samme som Seths: Hun ville ikke have, at Layla kom for tæt på Marianne. Marianne levede trods alt stadig og havde både status og indflydelse i Stanton-familien.

De så ned på Layla og ønskede naturligvis ikke, at nogen i Stanton-familien skulle komme til at holde af hende.

Elizabeth tænkte endda, at når Marianne engang var væk, ville hun sørge for, at Seth og Layla blev skilt.

»Gå ikke tilbage på værelset. Lad Seth og Marianne være alene lidt. At du står og hænger dér, ser upassende ud.«

Layla nikkede, mens brystet fyldtes af en ubeskrivelig smerte.

»Jeg har set de seneste nyheder, og jeg har mødt Jennifer. Hun virker til at fejle noget, selv om jeg ikke ved præcis hvad. Seth siger ingenting.« Elizabeth målte Layla med åbenlys foragt. »Jennifer står tilbage for dig både i figur og udseende, så hvorfor tænker du ikke over, hvorfor du ikke kan vinde Seths hjerte, når Jennifer kan?«

Den anklage fik Laylas i forvejen sårede hjerte til at synke endnu dybere.

Hendes øjne blev tomme og fjerne, og efter lang tid sagde hun: »Måske har Jennifer noget, Seth elsker.«

»Lad mig sige dig én ting: Alle mænd er styret af lyst. Kom ikke med det følelsessnak. Du må finde årsagen i dig selv. Tro ikke, det hele er hans skyld. Mænd kan godt lide at rende rundt, men det vigtigste er, om en kone kan holde sin mand i kort snor. Det kræver snilde.« Elizabeth tog en slurk te uden at gøre mine til at byde Layla at sætte sig og drikke med.

Under Laylas tilsyneladende rolige ydre væltede en tung, mørk skyldfølelse op. Hun nåede endda at tænke: Var det virkelig hendes egen skyld?

Var hun ikke i stand til at fange Seths opmærksomhed, og var det derfor, det hele var endt sådan?

»Seth, Layla er et godt menneske. Gør hende ikke ondt, ellers får jeg aldrig fred — ikke engang efter døden.« Marianne greb Seth i hånden og bad ham indtrængende.

Da Seth hørte de samme ord, blev han rasende indeni, men foran sin syge mor kunne han ikke vise det.

Så han kunne kun sige: „Jeg forstår. Du skal ikke bekymre dig.“

„Nyhederne om dig og Jennifer er over det hele. Hvordan skulle jeg kunne lade være med at bekymre mig? Medmindre du hurtigt får et barn med Layla. Så behøver jeg ikke frygte, at du udnytter mit fravær til at skubbe Layla væk, når jeg er væk.“ Mariannes mundvig sank en anelse, som om den blev trukket ned af tyngden af hendes bekymringer.

Da de forlod Stanton-herregården, var klokken allerede elleve om aftenen. Marianne havde egentlig bedt dem blive, men Seth havde afslået.

Layla vidste, at han havde travlt med at komme til North Shore Heights for at være hos sin elskerinde.

I bilen sagde ingen af dem noget. Stilheden i kabinen var tung og trykkende; kun den svage brummen fra motoren skar igennem.

Seth kastede et blik til siden på Layla. Selv i profil var hun smuk—bløde linjer, en elegant, svaneagtig hals, alt sammen fremhævet af det dæmpede lys, der fik hende til at se udsøgt ud.

Selv om han ikke elskede Layla, kunne han ikke benægte, at hendes ansigt fængslede ham. Han havde set mange smukke kvinder, men sjældent én som Layla—frisk og ren, og alligevel med en dragende glød. Hun var ikke særlig høj, men hendes 165 centimeter og de perfekte proportioner gjorde hende nærmest fejlfri.

Efter et stykke tids tavshed sagde Layla pludselig: „Du kan sætte mig af ved vejen. Jeg tager en taxa hjem.“

Seth fór sammen og vendte sig mod hende. „Hvad?“

„Du skal til North Shore Heights, ikke? Oceanview Estate ligger ikke på vejen.“ Laylas tone var flad, blottet for følelser.

Af en eller anden grund gav det Seth et lille stik af dårlig samvittighed at se hende sådan, men det forsvandt næsten med det samme.

„Jeg skal ikke til North Shore Heights i aften. Det er sent. Jeg kører tilbage til Oceanview Estate.“

I Laylas hoved måtte det være, fordi Seth var bange for at forstyrre sin elskedes nattesøvn, at han valgte at tage hjem sammen med hende.

Hvor hensynsfuld han dog var over for Jennifer.

Efter omkring femten sekunder talte Seth igen: „Jeg har allerede fået Ryan til at tage sig af Brian Hawkins. Han har fået nogle tæsk og en advarsel. Hvis han prøver at kontakte dig igen, så siger du det til mig med det samme.“

Hvis Seth havde sagt det for et par dage siden, ville Layla være blevet rørt og have fortsat sin ensidige kærlighed til ham. Men nu var det for sent.

Hun svarede ikke på det, men sagde i stedet: „Lad være. Efter vores skilsmisse forlader jeg Haven City. Så kan hverken Brian eller min mor finde mig.“

På et øjeblik blev Seths ansigt mørkt, og hans pande trak sig sammen af utålmodighed. Før havde han affejet Laylas snak om skilsmisse som et forbigående raserianfald, der nok skulle gå over, men han havde ikke ventet, at hun ville bringe det op igen.

„Layla, min tålmodighed har en grænse. Hvis du er utilfreds, giver jeg dig et kreditkort uden beløbsgrænse. Du kan bruge, hvad du vil, og du behøver ikke vente på, at Ryan sender dig en check hver måned.“

Layla var tæt på at le højt. Hun lo af sig selv. Var hun i Seths øjne kun ude efter hans penge og titlen som hans hustru?

„Du kan give så mange penge, du vil. Af ejendom vil jeg kun have vores nuværende hjem. Du og Jennifer har sikkert alligevel ikke lyst til at bo der, når du gifter dig med hende. Det er det eneste, jeg beder om. Lad os skrive under nu. Der er ingen grund til at trække det ud.“