Kapitel 2 Lægens tilbagevenden

Mandy kunne ikke skjule afskyen i blikket, da hun så på Lily, som altid havde været umulig at vinde for sig, trods års ihærdige forsøg.

I de sidste fire år havde Mandy spillet rollen som den omsorgsfulde, sørget for Lilys daglige behov og ofte taget hende med til lægeaftaler. Hvis Lily ikke var Mandys billet til at blive fru Frost, ville hun ikke spilde et sekund på at forsøge at vinde hendes hengivenhed.

Selv om Lily tydeligt ikke brød sig om hende, tog Mandy sig sammen og rakte armene ud mod hende.

„Lily, kom til mor og få et kram,” kurrende hun.

Ved Mandys ord vendte Lily straks ansigtet væk og klamrede sig hårdt til Harrisons hals.

„Men jeg vil have, at far holder mig,” sagde hun med sin barnestemme. „Far, hold mig.”

Da Harrison så Lilys reaktion, strøg han hende blidt over ryggen med ømhed.

„Det er okay, skat. Du skal ikke være bange. Far er her. Far holder dig,” beroligede han hende, før han vendte sig mod Mandy med et køligt blik.

„Lily er stadig meget lille. Hvis hun ikke vil holdes af dig, så lad være med at presse hende,” sagde han fast. „Lige nu er dit vigtigste bidrag at finde Dr. Johnson.”

Netop som Harrison havde sagt det, kom hans assistent, Simon, hen med en telefon i hånden.

„Hr. Frost, vores kontakt på hospitalet ringede lige. Dr. Johnson er allerede ankommet til Westland General Hospital.”

Da Mandy hørte det, ændrede hendes ansigt sig øjeblikkeligt.

„Hvad? Vi har stået her med velkomstskiltet i evigheder, og så tager hun bare direkte på hospitalet?” Mandy havde forsikret Harrison om, at Ella ville være med det her fly. Nu hvor de havde misset hende, ville Harrison uden tvivl være utilfreds.

Simon kastede et akavet blik på Mandy og afventede Harrisons reaktion.

Efter et øjeblik beordrede Harrison: „Vi tager på hospitalet.”

Imens var Elena, som allerede var ankommet til hospitalet, i gang med at gennemgå prøvesvar og operationsplaner for Zanders far sammen med Nathan.

Nathan stod ved siden af hende og forklarede situationen: „Elena, mine evner rækker ikke helt til sådan et indgreb. Patienten er oppe i årene, og jeg er ikke tryg ved, at jeg kan klare det alene. Derfor ringede jeg til dig—vi har brug for din ekspertise.”

Mens Elena studerede papirerne, svarede hun professionelt: „Det er i orden. Den her type tilfælde er faktisk sjælden herhjemme, og operationen er meget krævende. Giv operationsgangen besked om, at vi går i gang om tredive minutter. Jeg får brug for dig som min assistent under operationen.”

Nathan nikkede uden tøven. „Selvfølgelig. Det er en ære at assistere dig.”

Elena havde faktisk brugt år i udlandet på at forfine sine kirurgiske teknikker. Hendes medicinske kunnen var ikke bare uden sidestykke her i landet, men også højt anerkendt internationalt. Alligevel foretrak hun at holde en lav profil, arbejde under navnet Ella Johnson og blive en slags gådefuld skikkelse i de medicinske kredse.

Hvis det ikke havde været for hendes tidligere forbindelse til Nathan, som havde været hendes studiekammerat, ville hun ikke have vovet at påtage sig Zanders fars sag.

Da alle forberedelser før operationen var på plads, talte Elena kort med sine to børn, før hun gik ind på operationsstuen.

„Connor, Mia, jeg har brug for, at I begge to venter stille og roligt i opholdsområdet. Den her operation kommer til at tage temmelig lang tid, så opfør jer pænt,“ sagde hun blidt. „Så snart det er overstået, kommer jeres gudmor hen på hospitalet og henter os. Hvis I får brug for noget, så spørg bare personalet—de hjælper jer.“

Begge børn nikkede lydigt. Connor sad med en bærbar computer, mens Mia klyngede sig til en topmoderne smartphone, og de var begge helt opslugte af deres skærme.

Connor vinkede Elena af. „Mor, du skal ikke bekymre dig om os. Jeg passer godt på Mia.“

Elena så på sine børn med en stille stolthed. Årene igennem, trods hendes krævende arbejdstider og de økonomiske bekymringer, var de begge blevet bemærkelsesværdigt selvstændige. Det havde været en lettelse for hende.

Da hun havde fået børnene på plads, gik Elena ind på operationsstuen.

I samme øjeblik ankom Harrison og Mandy til hospitalet sammen med deres følge. Da de via deres kontakt fik at vide, at Dr. Johnson allerede var gået i gang med operationen, blev Harrison urolig.

Hans datter Lily var født med en mindre hjertelidelse. I årevis havde han taget hende med på hospitaler både i ind- og udland, men ingen læge havde villet operere hende. Da han havde hørt om Ellas enestående evner, havde han håbet at få hendes hjælp til Lily, men igen og igen var de blevet ved med at gå fejl af hinanden.

Mandy fornemmede Harrisons bekymring og spurgte: „Harrison, hvad gør vi nu?“

Harrison sendte hende et irriteret blik. „Der er ikke andet at gøre end at vente.“

„Men hvad nu, hvis hun ikke kommer ud i timevis? Skal vi virkelig sidde her hele den tid? Hun er jo bare en læge—er det ikke lidt arrogant?“ brokkede Mandy sig.

Harrison vendte sig mod hende, tydeligt utilfreds. „Mandy, du skal passe på, hvad du siger. Hun er ikke ‘bare en læge’—hun er en af de bedste kirurger i verden. Lilys operation afhænger fuldstændig af hendes beslutning,“ sagde han skarpt. „Det handler om vores datters helbred. Er du slet ikke bekymret for det?“

Over for Harrisons spørgsmål pressede Mandy et akavet smil frem. For at nå sit mål lagde hun en underdanig tone på.

„Harrison, det var ikke sådan ment. Jeg kom til at sige det uden at tænke, fordi jeg er så bange for Lily,“ forklarede hun. „Jeg er hendes mor—hvordan skulle jeg ikke kunne bekymre mig om hendes helbred? Jeg ville give mit eget hjerte for hende, hvis jeg kunne.“

Ordene lød hule; tanken om at ofre sit hjerte for Lily var absurd.

Harrison trak sig ud af skænderiet, fandt en stol og satte sig med Lily i armene.

Mens de ventede, tog han sig fortsat omhyggeligt af Lily. Han gav hende endda frugt i små bidder, én ad gangen, for at være sikker på, at hun ikke satte noget i halsen.

Da Mandy så, hvor ømt Harrison tog sig af Lily, skyllede en bølge af jalousi gennem hende. Den lille møgunge var født med heldet på sin side—hvad havde hun gjort for at fortjene Harrisons kærlighed?

Harrison havde haft tænkt sig at vente uden for operationsstuen for at møde Ella, men midt i ventetiden fik han et vigtigt opkald om en hastesag i virksomheden, der krævede hans øjeblikkelige opmærksomhed.

Da Mandy indså, hvor presset situationen var, greb hun chancen for at træde til.