Kapitel 5 En fars vrede

Connor så op på Elena og sagde: »Mia gik på toilettet.«

Elena snurrede rundt og skyndte sig mod toilettet. Mens hun løb, råbte hun: »Connor, pak vores ting hurtigt. Charlotte venter på os nede i forhallen. Det er svært at finde parkering, så vi skal af sted med det samme.«

Inden hun nåede at sige mere, havde Elena allerede mast sig ind på toilettet.

Inde på toilettet strakte Lily sig på tæer for at nå håndvasken og vaske hænder. Før hun kunne nå at reagere, stormede Elena ind, løftede hende op i ét greb og skyndte sig tilbage mod personalerummet.

Presset ind mod Elenas bryst blev Lilys tanker helt tomme. Da den blide, velkendte duft fra Elenas hud nåede hendes næse, skyllede en uventet bølge af tryghed og samhørighed gennem hende, som om kvinden, der holdt hende, var et sted, hun hørte til.

Da Elena kom tilbage til personalerummet med Lily, havde Connor allerede pakket alle deres ting. Elena tog ham i hånden og trak ham hurtigt med ned ad trapperne.

Imens, da Harrison var færdig med sit arbejde, gik han endnu en gang tilbage for at vente uden for operationsstuen.

I samme øjeblik Mandy fik øje på Harrison på vej hen imod hende, skyndte hun sig ivrigt hen til ham.

»Harrison, lyset uden for operationsstuen er lige slukket. Operationen må være færdig. Hvis vi går derhen nu, kan vi helt sikkert nå at fange Dr. Johnson.«

I nærheden hørte Mia Mandy lægge planer om at spænde ben for Ella, og tankerne begyndte at køre. Elena havde lige gennemført en stor operation og var udmattet. Hvis de pressede hende op i en krog nu, hvem vidste, hvor meget det ville tære på hende.

Nej, hun kunne under ingen omstændigheder give Mandy en chance for at brillere foran Harrison.

Selv om Mia endnu ikke havde fået bekræftet, om den høje, intimiderende Harrison virkelig var den far, Lily havde talt om, var hun fast besluttet på at gribe ind.

Harrison ignorerede Mandys forsøg på at gøre sig til og tog blidt Mia i hånden, mens han førte hende hen mod operationsstuen.

I det øjeblik blev Mia overbevist om, at Harrison faktisk var den far, Lily havde nævnt—den samme mand, der havde fået lavet en faderskabstest sammen med hende. Hun måtte indrømme, at Harrison virkede til at behandle sin datter temmelig godt.

Fast besluttet på at hævne det nap, Mandy havde givet hende, sprang Mia—den dramatiske lille skuespillerinde—lige ind i rollen.

Lige som Harrison gik og holdt hende i hånden hen mod operationsstuen, begyndte Mia—som havde set helt normal ud for et øjeblik siden—pludselig at skrige, så det gjaldede.

»Far, det gør ondt! Jeg har ondt!«

Harrison gik straks ned på knæ, og panikken strammede hans ansigt.

»Lily, hvad er der galt? Hvor gør det ondt? Fortæl mig det.«

Ved siden af ham stod Mandy og så til med voksende uro. Hun sendte Mia et hårdt blik, en ordløs advarsel om at holde mund.

Til Mandys uheld var Mia ikke Lily—hun var ikke et barn, man bare kunne skræmme til tavshed.

Mens Harrison undersøgte hende, sørgede Mia for at vise det forslåede sted, hvor Mandy havde klemt hende.

Så snart Harrison fik øje på det violette blå mærke, mørknede hans blik. Det var, som om luften omkring ham pludselig blev flere grader koldere.

"Lily, fortæl mig, hvordan har du fået det blå mærke?"

En bølge af tilfredshed skyllede gennem Mia. Havde Mandy ikke lige sendt hende det truende blik? Så kunne Mandy lære en lektie.

Mia skævede sky til Mandy og så derefter på Harrison med et lille, bekymret udtryk. Hun snøftede, men sagde ingenting.

Det ene blik var nok. Harrison forstod alt. Så det blå mærke på barnet skyldtes Mandy?

"Mandy, fortæl mig, hvordan har Lily fået det blå mærke?" forlangte Harrison, hård og ubarmhjertig i stemmen.

Mandy gik i panik. Hun stammede: "Harrison, hør nu, jeg—"

Før Mandy kunne sige mere, brød Mia ud i gråd og kastede sig ind i Harrisons arme.

"Far, det er ikke mors skyld. Lily var slem. Lily gjorde mor ked af det, så mor klemte Lily. Jeg er ikke god. Jeg er ikke en god pige. Jeg skal blive stor hurtigt, så mor ikke behøver at tage mig med på toilettet."

Harrisons ansigt stivnede. Langsomt vendte han sig mod Mandy.

"Mandy!"

"Harrison, jeg—"

Mandy var så skræmt af udtrykket i hans ansigt, at hun knap kunne få ordene ud. Hun stod bare og stirrede på ham, mens hun undertrykte trangen til at fare på Mia.

"Mandy, hvor mange gange skal jeg sige det? Hvis du vil passe Lily, så fint. Hvis ikke, så skal jeg ikke lægge det på dine skuldre, for hun er min datter, og jeg tager ansvaret for hende. Hun har en hjertesygdom. Hun er skrøbelig. Jeg er altid ekstremt forsigtig med hende, bange for at hun kommer til skade. Hvordan kan du finde på at klemme hende? Leder du efter ballade?"

Harrison rejste sig brat, øjnene brændte af vrede, mens han borede blikket ind i Mandy.

Da Mia så hans udbrud, kunne hun ikke lade være med at beundre ham. Han var faktisk ret god ved Lily—som en rigtig far.

Vent lige.

Lily havde sagt, at en faderskabstest havde bekræftet, at Harrison var hendes biologiske far. Og Lily var med stor sandsynlighed hendes enæggede tvillingesøster.

Hvis det var sådan, kunne den mand så også være hendes og Connors biologiske far?

Bare tanken fik Mias lille hoved til at løbe af sted med muligheder.

Skældt ud af Harrison stod Mandy og krampede om kanten af sin bluse, så bange at hun knap turde trække vejret.

Det var en slem situation—Harrison så ud, som om han rent faktisk kunne slå hende ihjel. Hun måtte få styr på det med det samme.

Som om skyldfølelsen pludselig væltede ind over hende, slap Mandy et kvalt hulk og trak den grædende Mia ind i et stramt kram.

Mias lille krop stivnede med det samme, fuldstændig overrumplet.