Kapitel 4
Lisbeth rejste sig, parat til at gå ud af rummet.
"Bliv her," sagde Sebastian og stoppede hende. "Jeg tager den her udenfor." Han gik ud gennem døren, mens han tog opkaldet.
En ældre stemme kom igennem i røret. "Hr. York, jeg sætter pris på Deres omtanke, men jeg har lagt skalpellen på hylden. Jeg opererer ikke længere. Hvis De har brug for hjælp, kan jeg anbefale en af mine elever."
Sebastian lænede sig op ad dørkarmen, stemmen rolig. "Til netop den her operation skal det være Dem."
"Så kan jeg kun beklage. Havde De spurgt mig for tre måneder siden, havde jeg sagt ja."
Da han havde lagt på, stod Sebastian et øjeblik og tænkte, før han ringede til Noah. "Bestil en flybillet til Marigoldia om tre dage. Jeg bliver der i tre dage."
"Skal du ned og se den gamle professor?"
"Ja." Hvis professoren påstod, han var pensioneret, så måtte Sebastian møde ham ansigt til ansigt.
Et telefonopkald vejede måske ikke tungt nok, men han var sikker på, at den gamle mand ikke ville sige nej, når de stod over for hinanden.
"Der er ingen afgange om tre dage, men der er en i morgen."
"Så vælg en anden dag. Jeg kan ikke tage af sted de næste to dage. Aflys også mine andre aftaler."
Der var noget vigtigere, han først måtte tage sig af. Hans blik gled gennem de store vinduer fra gulv til loft hen mod Lisbeth, der sad i sofaen og stirrede tomt ud i luften med et udmattet udtryk.
"Bestil den bare," sagde han lavt. "Og kontakt Elora. Hvis hun har glemt det, må vi minde hende om, at handlinger har konsekvenser."
"Forstået." Da Noah lagde på, sukkede han. Chefen var virkelig investeret i det her.
Da Sebastian kom tilbage, så Lisbeth straks op, håbet flakkede i hendes øjne. "Om det, du nævnte før …"
"I morgen viser jeg dig noget interessant."
Noget interessant? Lisbeth forstod ikke hvad, men hans selvsikkerhed beroligede hende.
Selvfølgelig—det her var Sebastian York. Der var intet, der var uden for hans rækkevidde.
"Hvad har du tænkt dig at gøre?" spurgte hun, stadig nysgerrig.
Sebastian hældte en kop te op til hende. "Du skal ikke bekymre dig. Du får det at se i morgen." Hans smil var gådefuldt.
Lisbeth sænkede blikket, tung om hjertet. Hun havde aldrig forestillet sig, at hun en dag skulle blive fjende med den mand, hun elskede højest.
Samme aften tog Sebastian ud sammen med Lisbeth og satte hende af ved hospitalets indgang.
"Gå ind og se til Dennis," instruerede Sebastian. "Ring, når du er klar til at tage hjem, så henter jeg dig."
Hans omsorg og imødekommenhed fik Lisbeth til næsten at føle sig kejtet. "Okay. Tak."
Sebastian så ud, som om han ville sige mere, men til sidst forblev han tavs, mens bilen kørte væk.
Dennis sov stadig, da Lisbeth nåede ind på hans stue, så hun satte sig stille ved siden af ham. Da sygeplejersken kom, forlod hun hospitalet.
Ved indgangen tøvede hun, før hun ringede til Sebastian.
"Klar til at tage af sted?" Hans dybe, blide stemme lød i telefonen.
Lisbeths lille skyldfølelse over at forstyrre ham forsvandt. "Ja, jeg ville—"
Pludselig skar en kvindestemme igennem linjen. "Hr. York, jeg har truffet min beslutning. Jeg accepterer Deres betingelser."
Lisbeth skyndte sig at lægge på. Den stemme var ikke til at tage fejl af. Det var Elora.
Sebastian stirrede på den afbrudte forbindelse, før han løftede blikket mod Elora, der sad over for ham. Hun bar et koket smil, men i øjnene lå tilfredsheden over en vellykket intrige.
"Det var med vilje," konstaterede han.
Elora spillede uskyldig. "Jeg forstår ikke, hvad De mener. Jeg sagde bare ja til Deres anmodning."
Hun holdt sin bitterhed nede; hun vidste bedre end at vise den mindste utilfredshed i Sebastians nærhed.
"Jeg overtaler Leopold til at holde et pressemøde, så alt bliver gjort klart, og Lisbeth får sit navn renset. Men De skal holde Deres løfte—det her materiale forsvinder for altid."
Til hendes overraskelse gennemskuede Sebastian hende med det samme. "Du er temmelig bitter."
Elora bed tænderne sammen. »Med din position – at du ligefrem vil synke så dybt som at true mig med gammel historie … Selvfølgelig ville jeg aldrig drømme om at nære harme mod dig. Men jeg kan ikke se, at den offentlige mening tager fejl. De kalder dig en gentleman, men det virker ærlig talt tvivlsomt.«
»Og hvorfor skulle det interessere mig, hvad du mener?« svarede Sebastian og holdt hendes blik uden at vige.
Han lod tydeligt forstå, at hun ikke var hans opmærksomhed værd. »Du behøver kun at vide én ting – handlinger efterlader spor. Kun mennesker med ren samvittighed behøver ikke frygte, at fortiden indhenter dem.«
Med det rejste han sig og gik, mens teen foran ham stod urørt.
Det var under hans værdighed. At opholde sig i nærheden af mennesker med lav moral føltes, som om det forurenede selv luften.
Da han gik ned ad gangen, hørte han lyden af porcelæn, der knustes, inde fra det private rum.
Sebastians læber trak sig i et svagt smil. »Leopolds smag er godt nok blevet ringere.«
På vej tilbage kunne Noah ikke få det til at hænge sammen. »Mr. York, du behøvede ikke at tage derhen personligt.«
En kvinde som Elora var ikke værdig til Sebastians direkte opmærksomhed.
Sebastian lod hagen hvile mod hånden; hans smalle øjne glimtede af underholdning. »Jeg var nysgerrig efter, hvilken slags kvinde der kunne gøre Leopold så fortryllet, at han ville gifte sig med hende. Det viser sig, at hun ikke er noget særligt. De passer fint sammen.«
Bilen standsede ved hospitalets indgang, og Lisbeth satte sig ind. Hun forblev tavs, og bilen sank ned i en akavet stilhed.
Sebastian brød den først. »Er der ikke noget, du vil spørge om?«
Lisbeth strammede let grebet om sine knæ. »Nej.«
Hun sagde til sig selv, at det, at Sebastian overhovedet var villig til at hjælpe én med hendes plettede rygte, allerede var mere, end hun havde ret til at forvente.
Hun havde ingen ret til at udspørge ham, selv hvis han havde noget kørende med Elora. Det var hans sag.
Med den tanke fik hun det en anelse bedre.
Pludselig hvilede en hånd oven på hendes hoved. Hun frøs.
Sebastians mørke stemme bar et strejf af opgivenhed.
»Hvornår er du blevet så forsagt?« Han holdt en pause. »Hvis du vil spørge om noget, så spørg. Hvad end du vil vide, skal jeg fortælle dig – men du skal spørge først.«
»Jeg vil vide, hvorfor jeg hørte Eloras stemme i din telefon.« Lisbeth opdagede, at ordene var sluppet ud, før hun nåede at stoppe sig selv.
Men hun fortrød ikke. Hun var ligeglad var hun ikke. Det var ikke jalousi – Sebastian var Dennis’ livline. Hvis Elora på en eller anden måde også fik vendt ham imod hende … hun kunne ikke holde ud at forestille sig, hvad der så ville ske.
Sebastian talte roligt. »Lovede jeg ikke, at jeg ville hjælpe dig med at få retfærdighed?«
Lisbeth blev overrumplet. »Hjælpe mig?«
Sebastian betragtede hende.
Lisbeth var stadig smuk, men arrene i ansigtet var som knivsnit i porcelæn og fik den ene halvdel til at virke en smule skræmmende.
Den anden halvdel var stadig engleagtig som altid – hun var trods alt blevet kendt som »den lille engel«, siden hun debuterede.
»Hvorfor kigger du på mig sådan?« Lisbeth vendte instinktivt ansigtet væk og skjulte arrene på sin højre kind.
Hun var vant til det, egentlig. Men lige nu følte hun sig uforklarligt mindreværdig, som om hendes ar besmittede Sebastians blik.
»I morgen klæder du dig smukt på,« sagde Sebastian. »Jeg vil have, at du skal se dem tage hvert eneste ord tilbage, de har sagt.«
Lisbeth forstod det ikke.
Men næste morgen kom Noah med et nyt sæt tøj og en makeupartist – en anerkendt mester, som Lisbeth aldrig ville have haft råd til.
»Ms. Whitaker, du er smuk. Der er ingen grund til at være usikker. Overlad det til mig,« sagde makeupartisten med et smil. Hun havde hænder, der kunne trylle og forvandle hvad som helst.
Da hun var færdig, stirrede Lisbeth forbløffet på kvinden i spejlet. Var det virkelig hende?
Da de var på vej ud, kunne hun ikke lade være med at spørge Sebastian: »Hvor skal vi helt præcist hen?«
Sebastian svarede kort: »En pressekonference.«
