Kapitel 6
”Ingen gråd. Det går også over,” lo Lisbeth gennem tårerne.
Hun havde lært sandheden på den hårde måde—uanset hvor bittert, smertefuldt eller vanskeligt det er, så udvisker tiden til sidst alting. Selv de dybeste sår ender som ubetydelige ar, der en dag ikke gør ondt, når man rører ved dem.
Hendes assistent kunne ikke holde tårerne tilbage længere. ”Frøken Whitaker … du behøver ikke være så stærk. Jeg hader at se dig sådan. Det gør helt ondt i hjertet.”
”Hvis du mistede noget, du engang holdt af, ville du så blive ked af det?” spurgte Lisbeth sagte.
”Selvfølgelig!” Assistenten tørrede øjnene. ”Jeg ville tude øjnene ud.”
Lisbeth gav en hul latter og strøg de sidste fugtige spor væk fra kinderne. ”Men livet går videre. Det er jo ikke verdens undergang, vel?”
Assistenten blev tavs. Det var rigtigt.
Jorden drejer videre, solen står op igen. Set i det store billede—hvor meget betyder ét menneskes knuste hjerte egentlig?
”Kom nu, ikke flere tårer,” sagde Lisbeth, og i samme øjeblik forsvandt hendes egne tårer, afløst af et blidt smil. Kun hendes let rødsprængte øjne afslørede, hvad der var sket.
”Godt, at hr. York ikke var her. Det havde været pinligt, hvis vi begge stod og græd sådan.” Hun sukkede. ”I dag skulle jo handle om at få dem til at tage deres ord tilbage.”
Hun var bange for, at Sebastian ville blive skuffet over hende. Hun følte sig ikke sejrrig—bare trist.
Assistenten snøftede. ”Det ville han ikke. Hr. York er et godt menneske. Han ville aldrig gøre grin med dig.”
Lisbeth havde været igennem så meget—offentlig ydmygelse, at blive efterladt af den skiderik Leopold, tyngden af hendes barns hospitalsregninger og at miste roller, fordi arrene kostede hende jobs.
Hun nåede næsten at tænke på, om Lisbeth overhovedet ville kunne betale hendes løn.
Gudskelov var Sebastian dukket op, da han gjorde.
På hospitalet havde Elora ikke forladt Leopolds side, siden han klappede sammen.
Da lægen kom hen, spurgte hun febrilsk: ”Hvordan har han det? Bliver han okay? Vil han huske sin fortid?”
”Bare rolig, han skal nok klare den. Og hvad angår hans hukommelse … det er usandsynligt.”
Elora trak vejret lettet. ”Det er vidunderlige nyheder, tak, doktor.”
Lægen gik ud, stadig forvirret—ønskede hun virkelig ikke, at hendes partner fik minderne tilbage?
Leopold sov til hen på aftenen. Da han endelig vågnede, stirrede han tomt op i loftet, som om han var i en døs.
Elora iagttog ham nervøst. ”Leopold, hvad er der galt?”
Var minderne kommet tilbage?
Leopold drejede langsomt hovedet og så på hende. ”Hvem er du?”
Da Sebastian kom tilbage til villaen, fandt han Ava, der sukkede tungt.
”Hvad går du og tumler med?” spurgte han.
Ava kastede et blik op ad trappen. ”Frøken Whitaker er ikke kommet ned, siden hun kom hjem. Hun har været deroppe hele tiden, spiste end ikke aftensmad … Jeg tænker, om der er nogen, der har såret hende.”
Hun fulgte ikke med på sociale medier og vidste intet om skandalen på nettet. Hun vidste kun, at Lisbeth var gået hjemmefra strålende og var kommet tilbage, som om hun havde grædt.
Sebastian var stille et øjeblik. ”Lav noget let til hendes mave. Jeg går op og henter hende.”
Han gik ovenpå og bankede på døren til hendes soveværelse. ”Lisbeth, maden er klar.”
Efter en lang, anspændt ventetid—så lang, at han nåede at overveje at åbne døren selv—hørte han den svage lyd af tøfler mod gulvet. Døren gik op.
Lisbeth stod der med afrenset makeup og i afslappet hjemmetøj. ”Undskyld, jeg faldt i søvn,” sagde hun.
”Du har grædt.”
Sebastian kunne høre, at hendes stemme var tydeligt snottet.
”Jeg har allergi.”
Selvom han vidste, det var en undskyldning, pressede Sebastian hende ikke. ”Ava siger, du ikke har spist. Hun er bekymret.”
”Jeg var bare helt færdig,” svarede Lisbeth og sendte ham et undskyldende smil. ”Jeg kommer ned nu.”
Hun var på vej ud, da hun opdagede, hvor uglet hun så ud. Med endnu et forlegent smil gik hun tilbage for at skifte, før hun gik nedenunder.
Da hun satte sig ved bordet, fik hun øje på to hårdkogte æg foran sig. Hun rakte ud efter det ene for at spise det, men Sebastian standsede hende.
»De er ikke til at spise.«
»Nå?«
»De er til dine øjne.«
Lisbeth forstod endelig. Hun ville sige noget, men ordene ville ikke komme.
Hun bøjede hovedet og pressede i stilhed æggene mod sine hævede øjne.
Sebastian sukkede for sig selv. Hendes øjne var så opsvulmede, og alligevel påstod hun, at hun ikke havde grædt.
Han skubbede en skål grød hen til hende. »Jeg kommer lige fra hospitalet. Dennis er vågen.«
Lisbeth lagde æggene fra sig, men efter Sebastians insisterende blik tog hun dem op igen.
»Jeg tager på hospitalet med det samme. Jeg har haft så travlt på det sidste, at jeg ikke har været nok sammen med Dennis …« Hun følte sig som en fiasko som mor.
Sebastian nikkede. »Jeg kører dig derhen.« Lige nu havde hun mere end noget andet brug for sin søns nærhed.
Efter aftensmaden kørte Sebastian selv Lisbeth til hospitalet. Dennis lå i sin hospitalsseng, tydeligt kedsommelig og for svag til andet end at hvile.
Da han fik øje på sin mor, lyste hans ansigt op. »Mor.«
Lisbeth strøg ham blidt over den lille kind. »Mor er kommet for at se dig. Jeg bliver hos dig i nat.«
Som treårig forstod Dennis ikke ret meget af verden. Men det her forstod han. »Jubii, mor bliver.«
Lisbeths hjerte smeltede fuldstændig.
Sebastian havde forudset det. »Jeg har sørget for, at Dennis bliver flyttet til enestue. Der er en ekstra seng til dig.«
»Tak.« Lisbeth vidste ikke, hvordan hun skulle få sin tak til at lyde som nok.
Sebastian talte blidt. »Hvis du virkelig vil takke mig, så få sovet lidt. Jeg gider ikke have, at min mor tror, jeg har behandlet dig dårligt, når hun møder dig.«
Lisbeth rettede sig straks op. »Jeg skal nok se så godt ud som muligt så hurtigt som muligt.«
Sebastian lo lavt og vendte hovedet—kun for at møde Dennis’ nysgerrige blik. Barnet studerede ham intenst fra top til tå, som om han forsøgte at regne noget ud.
Stuen blev så stille, at de kunne høre hinandens vejrtrækning.
»Far.«
Ordet faldt som en sten og splintrede stilheden.
Sebastian stivnede; smilet forsvandt fra hans ansigt.
Bange for at han skulle blive vred, forklarede Lisbeth hurtigt sin søn: »Dennis, han er ikke din far. Du må ikke kalde ham det.«
»Hvem siger, at jeg ikke er?«
Lisbeth stirrede chokeret på Sebastian. Forstod han vægten af sine ord? Hvis sandheden kom frem senere, ville det føles som en løgn for barnet. Hun anede ikke, hvordan hun så skulle forklare det.
Men Sebastian fortsatte: »Glem ikke, hvilket forhold vi har lige nu. Du er min kone, og så er dit barn vel også mit barn, ikke?«
Lisbeth var målløs.
Hun så, hvordan han satte sig på sengekanten og spurgte den nysgerrige Dennis: »Er far flot?«
Lisbeth var ved at segne af forbløffelse.
Dennis nikkede. »Ja.«
Han vidste sikkert ikke engang, hvad »flot« betød. Siden fødslen havde han været syg, og selv om Lisbeth både bar på skyld og kærlighed, havde hun aldrig presset ham for hårdt.
Hun havde altid bare ønsket, at hendes lille dreng skulle være så glad som muligt.
Sebastian smilede. »Så bare bliv ved med at kigge på mig, okay? En dag bliver du lige så flot som mig.«
Dennis blinkede, og selv om han ikke forstod, hvad »flot« betød, mærkede han instinktivt, at det var noget godt, så han stirrede endnu mere intenst.
Sebastian kunne ikke lade være med at le. Han lagde blidt hånden over Dennis’ øjne. »Hvis du kigger sådan, bliver dine øjne trætte. Tag det roligt—vi har masser af tid foran os.«
Lisbeth stod tavst og så på dem sammen.
Siden Dennis blev født, havde Leopold ikke én eneste gang holdt ham. Nu, hvor Dennis endelig var vågen, kunne Leopold ikke engang få sig selv til at komme og se til ham.
Dennis vidste stadig ikke, at hans far var viklet ind i en hed affære med en anden kvinde.
Hun rystede på hovedet for at jage tankerne væk—og drejede sig så og så Leopold stå i døråbningen med Elora lige bag ham.
