Kapitel 5: Hvor er jeg
Pige/Sarah POV
Jeg var ved at komme til mig selv, og hele min krop gjorde ondt. Jeg kan ikke bevæge mine ben. Mine øjne var hævede og lukket. Det sidste, jeg husker, er en stor mand, der rev døren af hængslerne. Hvor er jeg? Jeg hører maskiner bippe, som bliver højere og hurtigere med min hjerteslag. Det går endelig op for mig: Jeg er på et hospital, men hvordan kom jeg her? Maskinerne bipper hurtigere og hurtigere. Jeg åbner mine øjne, som kun er lidt åbne.
Så sprang døren op, og en mand i en hvid frakke kom løbende ind. Jeg skreg, og så kom en anden mand ind. Jeg kan knap nok skelne, at den anden mand har en tanktop på med shorts. Jeg begynder at hyperventilere. Jeg griber om mit bryst og fortsætter med at hyperventilere. Jeg kigger over og ser ham række ud efter en sprøjte. Han fylder den med en klar væske og sætter den i min IV. Jeg ser prikker, og min syn begynder at falme. Min hjerteslag begynder at falde, og min vejrtrækning begynder at blive roligere.
"Slap af, min lille mate," hører jeg nogen sige. Så begynder jeg at få en mareridt.
"Jeg gjorde det ikke,"
Han forhører alle om sin manglende frokost. Igen gentager jeg mig selv.
"Jeg lover, jeg gjorde det ikke,"
Så slår han mig på tværs af ansigtet.
"Jeg skal lære dig en lektie, din lille tyv,"
Han river min skjorte af mig og smider mig på hans seng. Jeg begynder at bede ham om at stoppe.
"Nej, vær sød at stoppe,"
Han slår mig og råber,
"HOLD KÆFT, DIN LUDER".
Så griber han mig om halsen. Jeg kæmper imod ham og klør hans hænder fra min hals. Jeg skreg og vågnede. Igen ser jeg manden sidde ved min seng med en tanktop og shorts. Hans grønne øjne stirrer på mig.
"Det er okay, lille mate, jeg er her,"
Jeg skreg, da han begyndte at bevæge sig mod mig, hvilket stoppede ham i hans spor. Han ser bare på mig.
"Jeg er Ray, min prinsesse,"
Prinsesse, hvad mener han med prinsesse. Så begyndte han at bevæge sig meget langsomt mod mig. Jeg prøver at skubbe væk fra ham, men mine ben er i gips, og jeg kan knap nok bevæge mig. Jeg begyndte at panikke igen. Så råber han.
"DOCTOR BERNARD."
Jeg kan knap nok få vejret. Så bliver alt sort igen. Næste gang jeg vågner, er fyren i tanktop stadig der. Han sover på stolen i hjørnet med sin skjorte af. Hvem var denne fyr, og hvorfor kaldte han mig prinsesse? Hvordan kom jeg her?
Jeg får mig selv til at holde vejret roligt og holde mig i ro. Det sidste, jeg husker, før jeg vågnede her, var, at Roland torturerede mig i fangehullet, og manden i stolen kom ind og rev kæderne af mine håndled. Før jeg besvimede, tror jeg, jeg hørte ordet mate. Han kunne ikke være min mate. Jeg ville have duftet ham. Jeg stirrer bare på denne mand, der kalder sig Ray. Han har brunt hår og et par dages skægvækst. Han har en dal-tatovering på brystet; man kan se, han har været igennem flere kampe.
Han har et ar på maven, et på sin venstre brystmuskel og et par stykker mere, der må gå rundt til ryggen. Han har enorme biceps og en tatovering af et kranium på sin højre underarm med sværd som krydsede knogler. Han må tilbringe meget tid udenfor, fordi han er solbrændt. Så jeg ville ikke vække ham. Jeg prøvede at bevæge mig, men igen kunne jeg knap løfte mine arme eller ben for den sags skyld. Der hænger en IV-pose, og IV'en er i min arm. Jeg spekulerede på, hvad der var i posen, så jeg prøvede at læse den. Det eneste ord, jeg kan tyde, er natrium. Resten af ordene er slørede. Mit syn er sløret, og mine øjne er næsten hævede lukket. Jeg kan knap se. Det er på grund af alle de skader, jeg har.
For et par måneder siden hjalp jeg et par gange på hospitalet, så jeg havde en idé om, hvad maskinerne var til og deres formål. Så jeg var ikke bange for maskinerne. Jeg er rædselsslagen for denne mand, der sidder i stolen, og hvorfor er jeg her? Hvis dette er en ny form for straf, vil jeg gøre hvad som helst for at undgå det fra nu af. Hver gang jeg begynder at blive ked af det, løber en læge ind og injicerer noget i min IV, og jeg falder i søvn. Det er en drømmeløs søvn, hvilket er fantastisk, og jeg bliver ikke vækket brutalt eller får vand hældt over hovedet. Jeg prøver at strække mig, og jeg skriger af smerte, og fyren springer op.
"Hvad er der galt?"
Mens han skynder sig hen til min seng. Igen skriger jeg, og han stopper og snubler og falder direkte på mig. Jeg skreg af smerte. Lægen løber igen og går hen for at gribe den sprøjte, der slår mig ud. Jeg rev IV'en ud af min arm, og blod begyndte at løbe ned ad min arm. Jeg følte mig svimmel og besvimede. Så har jeg endnu et mareridt. Roland angriber og voldtager mig igen.
"Please stop, det gør ondt,"
"Du elsker det,"
"Bliv stille, og det vil ikke gøre ondt, kælling"
Jeg vågnede skrigende. Fyren, der var der igen, sprang op, men denne gang løb han ikke hen til mig.
"Det er OK, prinsesse, du er i sikkerhed. Ingen vil skade dig."
Jeg sad bare der og rystede. Er dette en leg, og hvorfor kalder denne mand mig prinsesse? Han kaldte lægen ind. Men denne gang rakte lægen ikke efter sprøjten igen. I stedet satte han sig i en klapstol og begyndte at tale til mig.
"Hej, Prinsesse Sarah. Mit navn er Dr. Bernard. Du blev reddet for et par dage siden fra White River-klanen,"
Han stopper så og sidder bare der. Jeg tror, han ventede på et svar. Jeg prøver at forme ord, men kan ikke få min mund til at fungere rigtigt. Hvad er der galt med mig? Hvorfor kan jeg ikke få min mund til at fungere? Jeg begynder at gå i panik igen. Manden i tanktoppen siger.
"Det er OK, skat,"
Mens han gnider min hånd, lagde jeg ikke engang mærke til, at han var gået hen til sengen. Jeg kiggede bare op og begyndte at stirre ind i hans øjne. Der er noget, der ikke lader mig kigge væk; underligt nok finder jeg det meget beroligende. Denne gang er hans stemme beroligende, lav og trøstende. Så hørte jeg en stille stemme i mit hoved sige, "Mager." At være så tæt på ham og ham gnide min hånd, fik mig straks til at falde til ro. Jeg er træt nu. Jeg kan knap holde mine øjne åbne igen.
"Det er OK, skat,
Hans tilstedeværelse er så beroligende. At hele min krop slapper af. Jeg er så afslappet, at jeg føler mine øjenlåg blive tunge og glider hen i søvn.
