♥ Kapitel 9 ♥

Aurelia Dusk.

Men selv i mødet med overvældende fortvivlelse vidste jeg, at jeg ikke kunne give op. Jeg måtte finde styrken til at modstå, til at kæmpe for et glimt af håb midt i mørket. Selvom hver fiber i min krop skreg efter flugt, måtte jeg finde modet til at møde endnu en dag i det helvedes fængsel.

''Skynd jer for helvede!!!'' råbte politimanden rasende, hans stemme ekkoede ned ad korridoren med en underforstået trussel.

''Vi kommer!'' Hinas stemme var en blanding af raseri og beslutsomhed, hendes mod inspirerede mig selv i de mørkeste øjeblikke.

Vi slukkede for bruserne og klædte os hurtigt på, hver bevægelse en kamp mod smerten og ydmygelsen, der stadig brændte på min hud.

Politimanden eskorterede os tilbage til cellen, hans undertrykkende tilstedeværelse hang over os som en dyster skygge.

''Gå og spis!!!'' beordrede han, og Hina holdt min hånd, fast besluttet på at beskytte mig selv i mødet med sådan grusomhed.

''Vi skal have noget til Trix.'' sagde jeg med besvær, min hals brændte stadig af smerte.

''Det ved jeg.'' Hinas stemme var fast, hendes beslutsomhed urokkelig selv i mødet med modgang.

Vi gik ned ad jerntrappen og stillede os i køen for at få vores mad, min mave vendte sig ved tanken om at spise efter det, der var sket.

''Godmorgen, piger!'' Tinas begejstrede stemme skar gennem luften, men da hendes øjne mødte mine, falmede hendes smil til bekymring. ''Skat, hvad er der sket med dig?

Jeg kiggede ned, ude af stand til at møde hendes blik, min skam og smerte knuste mig indvendigt.

''Hawkeye tvang hende til at udføre oralsex på ham.'' Hina talte med tilbageholdt vildskab, hendes stemme rystede af undertrykt vrede.

''Den søn af en tæve.'' Tina krammede mig ømt, hendes medfølelse omsluttede mig som et varmt tæppe i en storm. ''Det skal nok gå.

Jeg ved, at hun prøver at overbevise mig om dette, men hendes ord virker så fjerne, så umulige at tro på midt i mit eget mørke. Det er som om, jeg synker ned i en bundløs afgrund, uden noget lys i sigte til at lede mig tilbage til overfladen.

''Tak.'' mumlede jeg, mine ord en svag hvisken midt i kaosset omkring mig.

Hun kyssede min pande, og vi vendte vores opmærksomhed mod køen, tog vores mad og gik hen til et bord væk fra de andre.

''Hvor er Trix?'' spurgte Dora, da vi satte os ved bordet.

Hina og jeg udstødte et fælles suk, mindet om, hvad der var sket, vejede som et anker i vores hjerter.

''Hun beskyttede mig mod at blive voldtaget af Bødlen... Nu ligger hun i sengen.'' mumlede jeg blidt, ordene undslap mine læber med en blanding af taknemmelighed og fortrydelse.

''Den skide bastard, hvis jeg havde modet, ville jeg dræbe ham. For jeg er sikker på, at han ikke ville dø af bare ét knivstik, men flere. Men den mand er for stor.'' sagde Dora, hendes stemme fyldt med magtesløs vrede.

Et svagt smil krusede mine læber ved hendes beslutsomhed.

''Nå, lad os spise, og så går vi og ser til Trix,'' sagde Hina, og vi nikkede i enighed.

Mens vi spiste, blev kantinen invaderet af de andre fanger, en konstant summen fyldte luften. Jeg ignorerede det, vidende at det var praktisk talt normalt her.

Pludselig overtog stilheden kantinen, og jeg kiggede på Hina med et spørgende udtryk.

''Hvad sker der?'' spurgte jeg, og mit hjerte begyndte at slå hurtigere i brystet.

Hun udstødte et tungt suk.

Jeg kiggede i den retning, hun pegede, og så en høj, muskuløs mand, hans krop prydet med forskellige tatoveringer, og hans udtryk var alt for alvorligt til min komfort. Han lignede djævelen selv inkarneret, et spekter af magt og autoritet, der dominerede det omkringliggende rum med en aura af overhængende fare. Hver tatovering på hans hud var som et mærke af hans grusomhed, og hver spændt muskel var et løfte om indeholdt vold.

Han satte sig ved bordet, hvor Dragen sad, og begyndte at spise i stilhed. Jeg bemærkede, at alle omkring ham begyndte at bevæge sig igen, men i en ubehagelig stilhed, som om de alle var hypnotiseret af hans imponerende tilstedeværelse.

Jeg så Nebula nærme sig ham og kysse ham, en scene der fik min mave til at vende sig i afsky.

''Den kælling spilder ingen tid,'' sagde Tina, hendes stemme fuld af foragt og foragt.

Jeg kiggede tilbage på "parret", der kyssede, og så, så snart de stoppede med at kysse, mødtes vores øjne.

Jeg var stivnet ved synet af farven på hans øjne, så sorte at de syntes at absorbere alt det omgivende lys. Det var som om, jeg stirrede på mørket selv personificeret, en endeløs afgrund, der truede med at opsluge alt på sin vej. Hvert blik var som en skarp kniv, der skar gennem min sjæl og afslørede alle mine dybeste frygt og mørkeste hemmeligheder. Jeg følte mig fanget i hans blik, ude af stand til at undslippe hans hypnotiske indflydelse, som om jeg var fanget i et mareridt, jeg aldrig ville vågne fra.

''Aurelia!'' Jeg blev forskrækket af Hinas skrig, følte mit hjerte hamre i brystet.

''Hvad er der?'' Jeg kiggede på dem, så overraskelsen i deres ansigter. ''Hvad er der galt?

''Hvad laver du? Kig ham aldrig i øjnene.'' Tina talte, hendes stemme fuld af bekymring og hastværk. ''Han hader enhver, der udfordrer ham; vi advarede dig.

En kuldegysning løb ned ad min ryg, da jeg huskede advarslen. Frygt sivede gennem mine årer som en giftig slange, efterladende mig lammet af ren rædsel.

''For fanden!'' udbrød jeg, dækkende mit ansigt med mine hænder, som om det kunne beskytte mig mod hans gennemtrængende blik. ''Jeg er meget uheldig.

De forblev tavse, men jeg kunne stadig mærke den mands blik brænde i min ryg - en iskold, dyster fornemmelse, der fik mig til at ryste helt ind i kernen, som om jeg blev overvåget af et bæst, der lurede i mørket.

For fanden, hvad har jeg gjort?