♥ PROLOG ♥
22:40 - Gyldne Horisont. - Zephyria.
Aurelia Dusk.
Jeg lukkede min bog med et frustreret suk, mine rystende fingre afslørede mit hjertes hurtige rytme. Jeg vidste, at jeg var sent på den igen. Jeg rejste mig hurtigt, samlede mine ting sammen, mens en blanding af vrede og bekymring boblede indeni mig. I byen, hvor jeg bor, er Zephyria ikke kendt for at være venlig om natten, især ikke for en ung kvinde alene.
"Satans!" bandede jeg i frustration og irritation. "Jeg misser altid den skide bus! Hvorfor skal jeg blive så opslugt af bogen? For fanden!"
Mens jeg hastede gennem bibliotekets tomme gange, gav mine fodtrin genlyd som en konstant påmindelse om mit kapløb mod tiden. Jeg bandede stille over mig selv for at være så dum, mens jeg tænkte på de seneste rapporter om røverier og vold, der hjemsøgte Zephyrias gader. Det var ikke sikkert at være ude på denne tid af natten, og jeg hadede følelsen af sårbarhed, der fulgte mig på mine natlige gåture.
Jeg vil aldrig føle mig sikker i denne lorteby!
Da jeg nåede bibliotekets udgang, ramte den kolde natluft mig som et slag, og jeg krøb sammen i min frakke, mens jeg bandede over min egen dumhed for at være så fokuseret på mine studier. Det er sket meget på det seneste, jeg er altid i fare for at blive dræbt eller røvet.
"Satans!" mumlede jeg, mens jeg så den sidste bus, jeg kunne nå, køre væk. Jeg vidste, at der ikke var tid til at nå den. "Lort! For fanden! Du er en idiot, Aurelia."
Jeg bandede frustreret over mig selv, følte hjælpeløsheden blande sig med min vrede, mens jeg resignered mig til, at jeg igen måtte gå hjem. Jeg sukkede tungt og begyndte at finde vej gennem Zephyrias mørke gader, mens mit hjerte hamrede i brystet, og jeg tvang mig selv til at være opmærksom på de skjulte farer, der lurede i mørket.
Det første man skal gøre, er aldrig at sænke paraderne i denne by.
Jeg var næsten hjemme, da jeg så de røde-blå lys fra en politibil blinke bag mig. Min mave knugede sig nervøst, mens jeg så bilen nærme sig, og så, med et lille hyl fra sirenerne, stoppede bilen ved siden af mig. Jeg sank en klump, mens en kuldegysning løb ned ad min ryg.
"Stands der, nu!" råbte betjenten, hans stemme fyldt med autoritet og grovhed.
Uden tøven adlød jeg hans ordre, mit hjerte hamrede, mens jeg nærmede mig muren. Han steg ud af bilen med et strengt udtryk, hans øjne fastlåst på mig med mistro.
"Hvad laver du ude så sent?" spurgte han, hans stemme hård og mistænksom.
"Jeg er på vej hjem efter at have tilbragt lang tid på universitetsbiblioteket, som jeg er en del af, hr. Jeg vil bare gerne hjem hurtigt." svarede jeg, mens jeg forsøgte at holde min stemme fast trods den voksende frygt indeni mig.
Der er altid rygter om, at politiet planter stoffer i folks tasker og tager dem med i fængsel. Jeg håber virkelig, det bare er rygter, for Guds skyld.
Betjenten rullede med øjnene, som om han ikke troede på et eneste af mine ord. Med en hurtig bevægelse rev han min rygsæk af mine skuldre og begyndte at rode i den uden ceremonier.
"Put hænderne bag ryggen og vend dig om, mens jeg tjekker dine ejendele." Jeg sank en klump, følte at noget slemt ville ske, hvis jeg vendte mig om, men jeg kunne ikke trodse ham.
Jeg stod med ryggen til ham, mens han tjekkede mine ejendele.
"Hvad er det her?" brummede han og trak en lille pakke marihuana op af min rygsæk og holdt den op foran mig.
Mine øjne blev store af chok, mens jeg så hjælpeløst til.
Mit hjerte sank i fortvivlelse, da jeg indså, hvad han havde gjort. Det var en fælde, en grusom løgn.
"Vær venlig, jeg sværger, jeg har ikke brugt marihuana, jeg ved ikke, hvordan det er endt i min rygsæk!" bad jeg, mine ord kom ud i en strøm af fortvivlelse. "Jeg har ikke gjort noget forkert, jeg sværger!"
Han gjorde det her mod mig!
Betjenten gav mig bare et skeptisk blik, hans læber stramme i en hård linje.
"Spar mig for dine løgne," svarede han koldt, fuldstændig ignorerende min bøn. "Du skal med på stationen, og der finder vi ud af hele sandheden."
Jeg var i chok, da han uden videre satte håndjern på mig og førte mig til bilen, hans foragtende blik skar igennem mig som en skarp klinge. Mens vi blev kørt til stationen, var jeg meget bange, frustreret og hjælpeløs over for den brutale uretfærdighed, der blev påført mig. Alt, hvad jeg kunne gøre, var at vente og bede om, at retfærdigheden ville søge sandheden.
Med hænderne bag ryggen blev jeg pludselig brutalt trukket ud af politibilen. Betjenten holdt stramt om min arm, hans ansigt fortrukket i afsky over for mig.
"Ud af bilen, din bølle!" brølede han og skubbede mig mod indgangen til Horizon Politicenter.
Mine fødder slæbte hen ad jorden, mens jeg forsøgte at følge med betjentens hurtige tempo. Mit hjerte hamrede hårdt i brystet, en blanding af frygt og harme boblede indeni mig.
"Vær venlig, jeg er ikke en kriminel!" bad jeg, mine ord druknede i larmen omkring mig. "I begår en fejl!"
Betjenten fnøs bare hånligt, hans udtryk upåvirket, mens han førte mig ind i politistationen. Horizon Politicenter tårnede sig truende op foran os, en mørk fæstning af autoritet og kontrol.
Jeg følte mig lille og sårbar i kontrast til bygningens storhed, mit sind snurrede med uretfærdigheden i situationen. Jeg hørte ikke til her, jeg fortjente ikke at blive behandlet som en kriminel. Men på trods af mine protester vidste jeg, at jeg ville blive tvunget til at stå over for retssystemet, der nu opslugte mig.
Jeg blev brutalt skubbet ind på chefens kontor, mit hjerte hamrede i brystet, mens jeg kiggede rundt og følte mig omgivet af autoritet og fortvivlelse. Betjenten, der fulgte mig, skubbede mig foran chefen med en hurtig bevægelse.
"Chef, jeg fandt denne her med marihuana i hendes rygsæk," sagde han, hans stemme dryppende af foragt.
Jeg kiggede på chefen, mit hjerte sank endnu mere, da jeg så det kyniske smil på hans ansigt.
"Vær venlig, jeg sværger, jeg har ikke gjort det her!" bad jeg igen, mine ord kom ud i en desperat blanding af frygt og fortvivlelse. "Det var betjenten, han lagde marihuanaen i min rygsæk!" Jeg fortæller sandheden, håber han kan tro mig.
Chefen lo bare, en kold og skærende lyd, der ekkoede i kontorets spændte stilhed.
"Hvor mange gange har jeg hørt den historie, pige?" sagde han, hans stemme hård og ubøjelig. "Mange siger det samme. Men beviserne taler for sig selv."
Mine ben rystede under mig, mens jeg kæmpede mod tårerne af frustration og uretfærdighed. Jeg vidste, at jeg ikke havde nogen måde at bevise min uskyld på, ikke mod et system, der syntes så fast besluttet på at dømme mig.
Med en håndbevægelse gav chefen den endelige dom.
"Tag hende til Horizon Fængsel. Der vil hun lære lektien om aldrig at bruge stoffer igen."
Luften blev tung omkring mig, da jeg hørte chefens ord, og fortvivlelsen greb fat i mig. Jeg skreg, bad med al min kraft om ikke at blive taget til det helvedes fængsel.
"Vær venlig, jeg kan ikke tage derhen!" Mine ord kom ud i en hulken af fortvivlelse. "Jeg beder dig, hav barmhjertighed!"
Men betjenten lo bare, hans latter skarp som en klinge, der gennemborede mit allerede sønderrevne hjerte.
"Hvis du ikke ville derhen, skulle du ikke have begået denne forbrydelse," sagde han med et grusomt smil.
Tårerne strømmede ned ad mine kinder, min stemme blev til et skrig af ren smerte, mens jeg blev brutalt trukket mod min dystre skæbne. Jeg vidste, hvad der ventede mig i det fængsel, et lovløst land, hvor kaos herskede, og menneskeligheden var forladt til sin egen vildskab.
Panikken greb mig, da jeg indså, at jeg var ved at træde ind i helvedes mave. Jeg vidste, at når jeg først var derinde, var der ingen håb, ingen retfærdighed. Det var stedet, hvor de desperate blev endnu mere desperate, hvor loven kun var et fjernt minde.
Og mens jeg blev trukket ind i mørkets afgrund, omsluttede følelsen af hjælpeløshed mig som et ligklæde, der annoncerede begyndelsen på min pine i Horizon Fængsel.
