Kapitel otteogtredive

Jackson

Skoven føles forkert.

Ikke bare stille. Forkert. Som om noget holder vejret. Som om træerne lytter. Som om sneen selv husker, hvad der skete her.

Vi bevæger os i en tæt linje gennem de frostbelagte grene, kulden bider i vores ansigter, hænder og lunger. Solen er oppe, men det føles som om d...

Log ind og fortsæt med at læse