Kapitel 3 Fru Windsor
Daisy kiggede nervøst rundt, og nysgerrigheden lå tydeligt i hendes stemme. „Jason, er du sikker på, at det her er den onde mands lounge? Hvad nu, hvis vi er gået ind i det forkerte rum?“
Jason svarede med fuldstændig selvtillid: „Helt sikkert. Jeg har allerede undersøgt den her lounge. Den er kun reserveret til ham den onde.“
Mens han talte, pegede han på navneskiltet, der stod iøjnefaldende midt på bordet.
VIP-gæst — Charles.
Jason trak en tusch frem, som han havde forberedt på forhånd, og begyndte at kradse løs hen over skiltet.
„Kæmpe bølle! Den, der gør min mor ondt, skal betale prisen.“
Efter at have skrevet „Kæmpe bølle“ på navneskiltet var Jason stadig ikke tilfreds, så han vendte det om og tegnede en stor hund på bagsiden.
Daisy spurgte med oprigtig nysgerrighed: „Jason, men vi er jo den kæmpe bølles børn. Hvis han er en hund, betyder det så ikke, at vi er hvalpe?“
Jason var lige ved at kløjes i sine egne ord og hostede to gange.
„Vi er også mors børn, og vi er gode mennesker. Lad den onde mand være hund helt alene.“
Daisy nikkede alvorligt. „Det giver faktisk mening.“
Hun tog tuschen fra Jason og tegnede sin egen hund på bagsiden af navneskiltet.
De to børn kiggede på hinanden og brød ud i småfnis.
Imens, i en anden lounge.
Diana bankede på og trådte ind. Hun så hospitalsdirektøren, Joseph Jones, sidde i sofaen. „Hr. Jones, De ville tale med mig.“
Josephs ansigt lyste straks op i et smil. „Zoey, dér er du. Fru Young har kæmpet med en alvorlig sygdom, og fru Windsor håber, at du personligt vil udføre hendes operation. Nævn din pris.“
Først da Joseph var færdig med at tale, lagde Diana mærke til Laura, der sad i nærheden.
Laura var klædt op til tænderne med eksklusive smykker. Hendes blik gled fra top til tå over Diana med knap skjult hån og foragt.
Så det var altså den såkaldte topkirurg, Zoey. Alle de imponerende meritter havde før gjort Laura målløs, men nu virkede Zoey mest som en ung kvinde, der var blevet kendt på hype.
Hvilke lægefaglige evner kunne en, der var så ung, overhovedet have?
Og hun bar endda maske, som om hun ikke turde vise sit ansigt.
Diana strammede instinktivt grebet om stoffet inde i ærmet, mens minderne væltede frem fra fem år tidligere. Charles havde forladt hende uden at blinke for at redde Laura, selv om han vidste, at hun bar deres børn. Tre liv tilsammen havde ikke været mere værd end Laura alene.
Efter hun havde iscenesat sin egen død, havde Charles ikke spildt et sekund, før han giftede sig med Laura.
Titlen „fru Windsor“ var til at le ad.
Tiden var ingen mirakelkur, og ikke alle sår blev helet, bare fordi den gik.
Selv helet hud kunne bære ar, og den mindste berøring kunne udløse en skærende smerte.
Laura tog journalen med et overlegent udtryk og rakte den frem mod Diana. „Så du er Zoey. Meget yngre, end jeg havde regnet med. Her er fru Youngs journal. Hvis du kan gennemføre operationen med succes, får du en rundelig bonus oven i operationshonoraret.“
Diana så på hende med rolige øjne og gjorde ingen mine til at tage imod journalen.
„Jeg mindes ikke at have sagt ja til den her sag.“
Lauras befalingstone, den nedladende måde, var præcis som én, der skælder en tjenestepige ud.
Diana havde i årevis levet under en anden identitet og aldrig vist sit rigtige ansigt — netop for at undgå enhver forbindelse til Windsor-familien. Hvordan skulle hun nogensinde kunne påtage sig den operation?
Selv hvis de tilbød operationshonoraret plus drikkepenge, ja selv et helt astronomisk beløb, ville Diana ikke tage imod det.
Laura stirrede på hende i vantro og smækkede journalmappen ned i bordet.
"Det er allerede et privilegium for dig, at jeg har valgt dig til den her operation. Ved du overhovedet, hvem fru Young er? Og hvem jeg er?"
"Du er ikke andet end en småtspillende læge! Vi hører til i den fine verden!"
Diana kastede et kort blik på hendes stadig mere ophidsede tilstand og vendte sig mod Joseph.
"Mr. Jones, jeg har andre ting, jeg skal tage mig af. Jeg går nu."
Joseph så splittet ud og lod blikket vandre mellem Diana og Laura.
Han havde med store omkostninger hentet Diana hjem fra udlandet; hun var i praksis en levende reklamesøjle for hospitalet. Oven i det havde Diana for nylig vundet flere store priser. Men Laura var Charles’ hustru, og han havde heller ikke råd til at fornærme hende.
Diana vendte sig for at gå, men Laura skyndte sig foran hende og spærrede vejen.
"Hold op med den der bedre-end-dig-agtige facade. Alt det betyder bare, at prisen ikke er høj nok, ikke? Sig et tal."
"Der findes masser af berømte læger herhjemme og i udlandet. Hvis fru Young ikke specifikt havde bedt om dig, tror du så, jeg gad spilde et eneste ord på sådan én som dig?"
"Tro det eller ej, men ét ord fra mig, og du er sortlistet for altid."
Diana lo, med øjne fulde af hån. "Jeg tror ikke, det er Windsor-familien, der styrer sundhedsvæsenet, vel? Trusler virker kun, hvis man kan føre dem ud i livet. Hvis man ikke kan, er de bare til grin."
Hvis hun havde været i erhvervslivet, kunne Charles faktisk skabe den effekt med et enkelt ord.
Men efter år med medicin, nattevagter og reddede liv havde hun opbygget sit eget netværk af forbindelser helt oppe i toppen.
Lauras trusler var ren varm luft.
"Din—!"
Laura stammede af raseri, øjnene låst på Dianas maske, og irritationen voksede for hvert sekund.
"Du har vist brugt en hel del penge på at få medierne til at bygge dit ry op, så du kunne komme dertil, hvor du er nu, hva’? Og alligevel tør du ikke engang vise dit rigtige ansigt. Er der noget, du har dårlig samvittighed over?"
I samme øjeblik hun havde sagt det, rakte hun ud for at flå Dianas maske af.
Diana greb Lauras håndled, stemmen var iskolde. "Hvad i alverden tror du, du har gang i?"
Hun trykkede til, og Laura hvinede af smerte.
Laura skreg af ydmyget raseri: "Hvordan vover du at røre mig! Slip mig med det samme, ellers får jeg dig til at forsvinde fra den her verden!"
"Gør det endelig. Jeg vil meget gerne se, om du virkelig har den slags magt."
Diana slap hendes håndled med væmmelse og betragtede kvindens forvredne ansigt med et næsten fornøjet blik.
Hun havde gennemskuet Lauras to ansigter for længe siden: uskyldig og sukkersød for omverdenen, men et bidsk angrebshund, når ingen kiggede.
Efter alle de år var det kun Charles, der stadig troede, Laura var ren som nyfalden sne.
Diana vendte sig for at gå, men Laura kastede sig desperat efter hende igen. Diana nåede at vige til siden, men Laura fik alligevel fat i hendes armbånd.
Den fine sorte snor knækkede med det samme, og koralfarvede perler sprang ud og trillede hen over gulvet.
Vreden glimtede i Dianas øjne. Det var det sidste, hendes mor havde efterladt hende.
Hun nåede knap at sige noget, før en kold stemme skar igennem luften fra døråbningen.
"Hvad fanden foregår der her?"
Diana så instinktivt op, og hendes blik mødte Charles’ ligegyldige øjne.
