Kapitel 4: Kun du kan gøre det
Lauras hele krop rystede, og så tog hun hurtigt et udtryk på af pludseligt chok og fortvivlelse.
Som om hun ikke så de spredte perler på gulvet, trådte hun med vilje på én af dem og snublede hen imod Charles.
Charles havde netop løftet hånden, da Laura faldt yndefuldt ind i hans arme.
Hun løftede hagen en anelse, øjnene var allerede rødkantede, og med en ynkelig stemme sagde hun: „Charles, jeg bad bare Zoey om at redde Celeste. Ikke alene nægtede hun, hun ydmygede mig også og blev fysisk over for mig. Da jeg prøvede at komme væk, kom jeg til at ødelægge hendes armbånd.“
Lauras stemme knækkede af følelser, og sammen med det sårede udtryk i ansigtet fik hun sig selv til at ligne et hjælpeløst offer.
Da Diana så koralperlerne ligge spredt ud over gulvet og hørte Lauras totale fordrejning af sandheden, vendte hun sig om og gav hende en lussing.
„Fru Windsor, hvis du ikke kan gengive fakta korrekt, så hold mund.“
Fem år havde forandret Diana fuldstændigt.
Hun så koldt på Laura, der stadig krøb sammen i Charles’ arme og endnu ikke havde forstået, hvad der var sket. Et glimt af had fór gennem Dianas øjne.
„Dig! Charles, hun slog mig!“ Laura greb sig om kinden, stemmen sitrede ophidset. Hun ville slå igen, men beherskede sig, fordi Charles var der.
I stedet sendte hun Diana et blik så giftigt af nag.
Charles rynkede let brynene og så op på Diana, hans blik hvilede et kort øjeblik ved øjenkrogen.
Så så han ned på Laura igen, hjalp hende op at stå med hænderne og sagde lavmælt: „Hold op med at skabe drama. Vi har noget, der skal ordnes.“
Tonens lethed ændrede ikke på, at der ikke var plads til indvendinger.
Laura havde stået ved Charles’ side længe nok til at kunne læse hans humør til punkt og prikke.
Hun kvælede straks sin vrede og rettede sig modvilligt op.
„Undskyld, hun mente ikke at ødelægge dit armbånd,“ sagde Charles til Diana og hævede stemmen en smule.
Så vendte han sig mod sin assistent og instruerede: „Nathan, notér modellen, og sørg for, at Dr. Green får et identisk armbånd som erstatning.“
Nathan nikkede hurtigt.
Uden at afvente Dianas svar fortsatte Charles køligt: „Dr. Green, du skal operere min bedstemor. Om det er penge eller andre krav, så sig, hvad du vil have. Hvad end Windsor-familien kan stille til rådighed, får du.“
Diana lo dæmpet.
Hun ignorerede Charles’ ord, bøjede sig ned og samlede de spredte perler op én for én.
Mens hun gik og samlede dem, faldt der en fuldstændig stilhed over loungen.
Både Joseph og Nathan kunne ikke lade være med at kaste flere blikke på Diana.
Joseph tørrede i smug sveden af panden; han havde virkelig ikke råd til at fornærme nogen af dem, der stod der.
Hvis han kunne, ville han helst have sagt ja til at udføre operationen på Zoeys vegne med det samme.
Han sendte et par tavse bønner i Zoeys retning, før han også gik i gang med at samle perlerne.
Først da alle perlerne var samlet op, så Zoey op på dem. „Undskyld, jeg kan ikke udføre operationen.“
Zoeys afslag gav straks Laura et sted at få afløb for sin frustration igen.
„Zoey, lad være med at spille så fin på den, bare fordi du kan et par tricks. Der findes masser, der er dygtigere end dig.“
Efter at have svinet Diana til vendte Laura sig mod Charles og sagde forarget: „Charles, hun er ikke den eneste gode læge. Med så arrogant en attitude er hendes evner nok ikke så gode, som rygterne siger.“
„Man kan ikke stole på alt, man læser på nettet nu om dage. Hendes kunnen er sikkert blæst op.“
„Læger som hende, uden reel dygtighed og med tvivlsom moral, burde sortlistes.“
"Charles, lad os se det her som en tjeneste for offentligheden. I dag afslører vi hendes falske ry."
Lauras uafbrudte snak fik hurtigt stemplet Diana som en bedrager.
Zoey lod sig ikke mærke med noget som helst.
Joseph derimod rynkede utilfreds panden.
"Fru Windsor, Dr. Greens evner er veldokumenterede. Hendes operationsvideoer bliver brugt som undervisningsmateriale på lægestudiet."
Diana var den levende reklame, han personligt havde skaffet for dyre penge.
Windsor-familien var måske fin på den, men Zoey var afgørende for hospitalets overlevelse.
Af hensyn til hospitalets omdømme sagde Joseph alligevel fra, selv om Laura sendte ham et blik, der kunne slå ihjel.
"Du..." Laura kogte af raseri over at blive modsagt.
"Det er nok." Charles’ strenge stemme afbrød hende. "Laura, undskyld over for Dr. Green. Du skulle ikke have betvivlet hendes faglige dygtighed."
Han havde set alle Zoeys læge- og operationsvideoer.
Selv om han ikke var fra det medicinske fag, kunne han tydeligt se på optagelserne, at Zoeys evner var helt usædvanlige.
"Dr. Green, du kommer til at operere min bedstemor, uanset hvad."
Charles så lige på Zoey, blikket urokkeligt.
"Du kan sige nej, men så er det ikke sikkert, du kan håndtere konsekvenserne."
"Så prøv mig, hvis du ikke tror på det."
"Når alt kommer til alt," ændrede Charles toneleje, "har alle nogen, de holder af."
Da mild overtalelse ikke virkede, droppede Charles sin diplomatiske facade.
"Dr. Green, du er klog. Du skal nok komme på andre tanker. Lad os håbe, din operation forløber godt."
Med de sidste ord vendte Charles sig og gik.
Laura fnøs lavt og fulgte lige i hælene på ham.
Pludselig var der kun Joseph og Diana tilbage i opholdsstuen.
Dianas ansigt var stenhårdt.
Joseph så lige så bekymret ud.
Han sukkede og ville til at komme med et råd, da Diana talte først: "Jeg er træt og har brug for at hvile."
Så vendte hun om og gik.
Charles’ ord lå som en kampesten over Dianas bryst.
Hendes to børn var hendes liv.
Charles kom ikke med tomme trusler.
Han var nådesløs.
Næsten enhver dårlig egenskab passede på ham.
Diana frygtede, at Charles ville opdage tvillingerne.
På vej tilbage kunne hun ikke holde op med at skælve; sveden sprang frem på hendes pande.
Charles kom tilbage til sin opholdsstue sammen med Laura. Han havde tænkt sig at spørge, hvorfor hun overhovedet havde været der, men hans opmærksomhed blev fanget af noget på bordet.
Charles kneb øjnene sammen. "Nathan, hvem har været inde i den her opholdsstue?"
Det var hans private stue. Ingen kunne komme ind uden hans tilladelse.
Nathan, der gik et par skridt bag ham, mærkede hjertet synke.
Han fulgte hurtigt Charles’ blik og så, at navneskiltet med "Charles" nu havde fået skrevet "Stor Slem Fyr" hen over sig med pæn, omhyggelig håndskrift.
Det andet navneskilt var ikke bare blevet tilskrevet, men havde også tegninger af to hunde.
Nathan gispede straks.
Hvilket uheldigt, frækt møgunge havde gjort det her!
Det ville blive hans død!
Nathan havde lyst til at græde, mens han forsigtigt begyndte: "Det kan have været et barn, der er faret vild og er kommet ind i det forkerte rum..."
Charles sendte ham et blik, der øjeblikkeligt fik ham til at tie.
"Jeg tjekker overvågningen med det samme."
Med det smuttede Nathan af sted.
Som forventet var det børn. Ikke ét barn, men to.
Endnu mere pudsigt: De var ikke faret vild. Det her var med vilje.
Nathan kunne mærke den trykkende stemning omkring sig og turde ikke løfte hovedet.
Han var lige ved at sige noget, da han hørte latter: "Jeg farvelægger den lille hundevaps, og så vil jeg..."
Stemmen stoppede brat.
Daisy stod der med en pensel i den ene hånd og den anden på dørhåndtaget, mens hun skottede ind med store øjne, overrasket.
