Kapitel 5 Hjælp mig med at bringe mine børn tilbage
"Jason, hjælp!"
Daisy var den første, der reagerede. Hun lod penslen falde og spurtede mod døren.
Mens hun løb, kunne hun ikke styre sine paniske råb.
"Du må ikke løbe!"
Nathans hele krop slog over i handling, da han satte efter hende.
Hvis han lod den her unge smutte lige for næsen af ham, ville Charles sikkert flå ham levende.
Daisy kiggede tilbage i rædsel og så Nathan komme tættere på. Hendes små arme og ben arbejdede endnu hurtigere.
Hun var bange for at blive fanget.
Hvis Diana fandt ud af det, ville hun helt sikkert få problemer.
Jason havde lige været på toilettet og skulle til at vaske hænder, da han svagt hørte Daisys skrig.
Han rynkede panden og mumlede for sig selv: "Har hun stadig ikke fundet penslen? Tog vi ikke en med?"
Daisy elskede at tegne og slæbte sine pensler med sig overalt.
Da de var blevet færdige med deres lille hundetegning, føltes det, som om der manglede noget. Det tog dem et stykke tid at indse, at den skulle farvelægges.
De blev straks enige og vendte tilbage til loungen for at hente penslen, før de gik op til Charles’ rum.
Men Jason skulle virkelig på toilettet.
Så han lod Daisy gå tilbage alene for at hente den og tænkte, at han bagefter ville finde hende i Charles’ lounge.
Selv om han havde tusind spørgsmål kørende rundt i hovedet, tog han sig alligevel god tid til at vaske hænder.
I det øjeblik han var færdig og trådte ud, så han Daisy komme løbende direkte imod ham i fuld fart.
Han nåede lige at åbne munden for at råbe, da nogen pludselig sprang frem bag hende og snuppede hende med lynets hast.
"Tror du, du kan stikke af? Din lille ballademager, du har vist nerver!" Nathan hev efter vejret, mens han prøvede at holde styr på Daisy, der vred sig i hans arme.
"Hold op med at sprælle! Og så fortæller du mig lige: Hvor er din medskyldige?"
"I er knap nok blevet store, og I laver allerede rav i den—hvordan bliver I så, når I bliver voksne!"
Nathan plaprede løs, mens han håndterede Daisy hårdhændet.
Daisy var allerede skræmt. Og den måde Nathan behandlede hende på fik hende til at bryde ud i hjerteskærende hulken.
Jason havde aldrig set Daisy græde så ynkeligt. Vreden skød gennem ham. Han fór frem som en projektil og hamrede en ond, hård spark ind i Nathan, der ikke anede noget.
Nathan vaklede af smerte og var tæt på at miste grebet, så Daisy røg ud af balance.
Da han vendte sig for at se, hvem der havde overfaldet ham, blev hans ben pludselig grebet af små arme. "Slip Daisy, din store lede stodder, ellers sparker jeg dig igen!"
Jason var lille—hans slag gjorde ikke rigtig ondt, men hans spark gjorde!
Han hvæsede trusler, mens hans fødder blev ved at arbejde. Han klyngede sig til Nathans ben og gav spark efter spark.
"Hvad står I og glor på? Kom og hjælp!"
Gangen eksploderede i kaos.
Inde i VIP-loungen.
Gråd bølgede frem og tilbage.
Charles sad med den ene hånd støttende under hagen, den anden på knæet, mens fingrene trommede i en rolig rytme.
Han så fascineret på de to børn foran ham. De havde endda koordineret deres gråd.
Når den ene græd højt, græd den anden lavt.
Når den ene blev træt, byttede de.
De fjernede enhver mulighed for stilhed.
Jason håbede at irritere Charles så meget, at han smed dem ud, men i stedet blev Charles mere og mere interesseret.
At græde var hårdt arbejde.
De to børn var i forvejen små, og efter alt det gråd føltes de helt drænede.
Daisy kunne ikke græde mere og nappede i kanten af Jasons trøje.
Jason kastede et hurtigt blik på hende.
Hendes små øjne var helt røde.
Med kæben spændt stoppede han sin klagesang.
"Undskyld. Det var vores skyld."
Jason undskyldte kontant, selv om han indeni blev ved med at kalde Charles en stor, led bølle.
Daisy sagde ingenting. Hun holdt fast i Jasons trøje, mens hendes underlæbe helt automatisk skød frem i en fornærmet trut.
Børns øjne var klare og ærlige.
Begge børns blikke var fulde af usagte forbandelser rettet mod ham.
Charles hævede et øjenbryn og rakte hånden ud mod Daisy.
Daisy krøb straks sammen af skræk, og Jason stillede sig hurtigt foran hende.
"Du skal ikke vove at slå Daisy, din store, onde bølle!"
Charles ignorerede Jason og trak i stedet Daisy ind til sig.
Hans blik gled hen over Daisys lidt snavsede knæ — mærkerne var friske, som om hun lige havde slået sig i et fald.
Nathan fulgte Charles’ handlinger med en vis overraskelse.
Charles brød sig ikke om børn, især ikke beskidte nogen.
Daisy havde grædt sig helt ud af den, og ansigtet var smurt til.
Alligevel opførte Charles sig, som om han slet ikke lagde mærke til det, og holdt hende tæt ind til sig.
Daisy var lamslået, og alt inde i hovedet blev tomt, mens Charles holdt om hende.
Det var… far!
Daisy var lille, og både i kroppen og i sindet længtes hun efter selve idéen om en "far".
Jason derimod var oprørt. "Slip min søster! Slip hende med det samme!"
Jason kastede sig arrigt frem, men bragede hårdt ind i Charles’ brystkasse.
Hans pupiller trak sig straks sammen.
Også hos Charles rørte der sig noget mærkeligt i hjertet.
Kun Nathan forblev tydeligt utilpas.
"Find ud af, hvem de børn tilhører!" beordrede Charles lavmælt.
Nathan trak straks lettet vejret og ringede hurtigt for at få det arrangeret.
Mens VIP-loungen summede af aktivitet, stod Diana i sin private lounge, som om hun var fanget i en iskold grotte.
Da hun så den tomme plads, slog Dianas hjerte et slag over.
Panikken sneg sig op over hende, og koldsveden sprang frem på panden.
De to børn havde altid været selvstændige.
Og de vidste, at Charles var deres far.
De her børn elskede hende og var skarpe.
Diana frygtede, at de kunne finde på at opsøge hævn på hendes vegne.
Hun turde ikke forestille sig…
Hun trak vejret dybt og ringede hurtigt til Layla.
Så snart Layla trådte ind, kunne hun se, at noget var galt med Diana.
Laylas hjerte sank.
"Zoey, hvad er der galt?"
"Layla, Jason og Daisy er væk. De er forsvundet."
Dianas øjne var røde, da hun støttede sig til Layla for at rejse sig.
Layla blev forskrækket — Jason og Daisy var Dianas et og alt.
"Zoey, gå ikke i panik. Måske er de bare smuttet ud for at lege. Der er overvågningskameraer i gangene og ved værelserne — vi kan se optagelserne."
"Ja, og deres ure! Deres ure har GPS."
Laylas ord var som en åbenbaring for Diana.
Hun trak vejret dybt, greb hurtigt sin telefon og åbnede sporingsappen.
"Se, Zoey, begge små røde prikker er på kortet."
"Sydøstlige hjørne, omkring tredive meter væk." Diana læste afstanden. "Hvor er vagtcentralen?"
"For enden af denne etage."
Layla støttede hurtigt Diana, mens de gik mod vagtcentralen.
Da hun så rummet i det sydøstlige hjørne og fik at vide, hvem der var derinde, stivnede Dianas ansigt og blev med det samme kridhvidt.
Charles! Hvordan kunne det lade sig gøre?
Hvordan kunne det ske så hurtigt?
"Zoey, er du okay?"
Layla greb Diana i tide.
"Jason og Daisy er i Mr. Windsors lounge. I det mindste er de ikke blevet væk."
Layla havde undersøgt det på forhånd og vidste, hvem Charles var.
"Lad os gå ind og hente børnene tilbage med det samme."
Det tog Diana lang tid at finde sin stemme, og pludselig greb hun Layla om håndleddet.
"Nej, du går!"
"Layla, jeg kan ikke se Charles lige nu!"
Hun ønskede ikke at se Charles.
Hun var bange for at blive genkendt.
Diana havde brugt fem hele år på at prøve at komme videre.
"Layla, vær sød at hjælpe mig. Undskyld at jeg lægger det over på dig, men hjælp mig med at få børnene tilbage."
Diana kunne ikke gå.
