Kapitel 2

DRAVEN

"Okay." Jeg nikker og prøver at skjule skuffelsen, som jeg selv har lagt op til. "Tak."

Jeg tager drinken i hånden og begynder at nippe til den brændende væske. Smager på nederlagets smag, før jeg går ud i regnen. Jeg ser på Bartlett, mens hans øjne følger mig hen mod fyrene i hjørnebåsen. Et minut eller to går, mens jeg fokuserer på at drikke færdig. Da jeg er færdig, føler jeg mig ikke kun lidt bedre, men også lidt modigere.

"Er der tilfældigvis en stripklub i byen?" spørger jeg og rækker ham glasset tilbage.

Hans hånd fryser lige før han tager glasset. Han synker tungt og trækker på skuldrene. "Ja, det er der."

En næsten uhørlig knurren lyder et sted i rummet, og jeg vender mig rundt, forvirret, og scanner stedet for kæledyr.

Nej, ingen hunde nogen steder.

Jeg fanger blikket fra manden i hjørnebåsen. Han stirrer stadig på mig, og jeg må modstå trangen til at give ham fingeren. Jeg ruller med øjnene og vender mig tilbage mod Bartlett.

"Kan du fortælle mig, hvor det er? Jeg har brug for at finde et job så hurtigt som muligt, og jeg har ikke en telefon - så ingen GPS."

"Øh-ja. Det kunne jeg, men-øhm, jeg tror ikke, det er det rigtige publikum for en fin pige som dig." Han studerer mig nøje og trommer med fingrene på baren, som om han kæmper med trangen til at ændre mening.

Det er godt! Du vil gerne hjælpe mig! Kom nu, bare sig ja!

Jeg trækker på skuldrene, "Man skal starte et sted, ikke? En pige må gøre, hvad en pige må gøre, selvom det betyder at danse for småpenge." Så, idet jeg rejser mig fra barstolen, vinker jeg hurtigt farvel. "Undskyld for misforståelsen, hvis du bare peger mig i retning af stripklubben, så er jeg på vej."

Han sukker igen og sænker hovedet. "Den er lige forbi havnen, og så cirka en halv mil vestpå," siger han, og jeg nikker.

Idet jeg tager det første skridt mod udgangen, vender jeg mig om og støder lige ind i Mister Hestehale fra hjørnebordet. Mine hænder presser mod hans massive bryst, og jeg gyser ved varmen, der stråler fra ham.

Hellige mor...

"Undskyld," hvisker jeg og prøver at træde udenom ham. Men han lader mig ikke, griber fat i min arm for at holde mig på plads.

Gnister.

En prikkende fornemmelse af bevidsthed passerer gennem mig ved hans berøring. Mit blik fryser på hans hånd, og en stønnen af nydelse kilder i min hals. Hans greb bliver blidere, men han slipper ikke.

"Du vil heller ikke blive ansat der," siger han med et smil. Mine øjne løfter sig mod hans. Hans stemme er dyb og fyldt med arrogance. "Du har ikke, hvad der skal til for at arbejde der," siger han hånligt.

Mine kinder blusser, og jeg træder tilbage fra idioten. Ryster hans hånd af min albue og siger sødt, "Åh virkelig? Hvordan ved du det?"

Han mister sit smil og ser på mig med misbilligelse, mens han irriteret slår en knytnæve let mod sin håndflade. "Fordi jeg ejer den."

Han ejer en stripklub? Denne mand?!

Selvfølgelig gør han det. Gør alle røvhuller ikke det?

"Dit tab så," svarer jeg og krydser armene over brystet.

Jeg ved, jeg ikke er grim. Jeg er faktisk ret lækker. Jeg betragter mig selv som en ti'er - helvede ja, det gør jeg. Denne dumme idiot burde også gøre det. For ikke at nævne, at Gud tilfældigvis har velsignet mig med en rund bagdel og et fantastisk brystparti, mange tak, så hvad end denne fyr prøvede at sælge, købte jeg det ikke.

Da jeg vender mig tilbage mod Bartlett, møder jeg hans sørgmodige øjne. Han har det dårligt med dette, det kan jeg se. Så jeg lægger det hele ud for ham. Jeg er ligeglad længere.

"Se, jeg ved, det var forkert af mig at lyve på ansøgningen. Sandheden er, at jeg vidste, du ikke ville ansætte mig, hvis jeg fortalte dig, at jeg var kvinde. Men jeg havde brug for at komme væk derfra! Jeg var desperat." Så holder jeg en pause og lader de tårer, der truede med at flyde over for et øjeblik siden, endelig komme. "Jeg er stadig desperat."

Bartlett hvæser af skyld, hans blik flyder opad og bag mig, hvor Mister Hestehale stadig står. Jeg kan mærke varmen fra idioten mod min ryg, og mærkeligt nok er det underligt beroligende.

Nej, nej Dre! Ingen usunde forelskelser tilladt.

"Tag bare tilbage, hvor du kom fra, Draven," hvæser Mister Hestehale i mit øre.

"Jeg kan ikke," hvisker jeg og ryster de prikkende fornemmelser af mig, som jeg følte ved hans brug af mit navn, og tørrer mine ynkelige, frugtesløse tårer væk i processen.

"Hvorfor ikke?" spørger en af de andre fra bordet - en høj, velbygget mand med lyst blond hår. Han går hen for at deltage i vores lille samtale og stiller sig på min venstre side.

Jeg trækker på skuldrene og stirrer på ham. "J-jeg kan bare ikke. Jeg var heldig at slippe væk, da jeg gjorde." Og det var sandheden.

"Hvad løber du fra?" spørger den tredje fyr, en mørkhudet mand med lysebrune øjne.

Da jeg vender mig rundt, bemærker jeg, at de tre nu effektivt blokerer min vej ud. De har fanget mig, og jeg begynder at føle mig lidt urolig.

Jeg er en fremmed i en bar med fire muskuløse bøffer. Ingen af dem kender jeg. Mor ville være så stolt.

Jeg beslutter, at lidt mere sandhed ikke kan skade. "Min stedfar." Og hans søn - det udelader jeg.

Mister Hestehales mørke grå øjne lyser af vrede. De markerede muskler i hans velbarberede kæbe strammer sig. "Stedfar?" Han griner. "Hvor gammel er du, tolv? Hvor er din mor?"

Jeg løfter hagen i trods. Disse idioter fortjener ikke at vide noget som helst om min mor. "Hun er død. Så hvis I vil undskylde mig, vil jeg gå min vej nu."

Men de flytter sig ikke.

Det var det, hvor har jeg gemt min peberspray?

"Domonic," siger Bartlett fornuftigt. "Lad den stakkels pige komme forbi."

Mister Hestehale ryster knap nok på hovedet. Jeg hører Bartlett sukke opgivende bag mig, og jeg spænder op for, hvad der nu måtte komme.

Så det er hans navn, huh? Domonic. Selvfølgelig er hans navn også sexet.

Domonic ser ned på mig med rynkede bryn. "Hvad vil din stedfar med dig? Du er tydeligvis gammel nok til at leve dit eget liv."

Jeg stirrer på ham og prøver at lægge så meget kulde i mine grønne øjne som muligt. "Ikke din sag, så flyt venligst."

I stedet for at give mig adgang til udgangen, som jeg ønsker, placerer han begge arme på disken bag mig. Nu er jeg fanget mellem de mest sexede underarme, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at se på. Den gyldne tan af hans hud flexer med muskler, og jeg følger hver linje op over hans biceps til hans stærke, brede skuldre. Et hint af blå-sort blæk titter frem fra kraven på hans t-shirt, og jeg gyser. Billedet af hans glatte, nøgne hud dækket af tatoveringer får mine indre organer til at koge og min hjerne til at gå i stå.

Jeg løfter mine øjne yderligere opad og giver ham et bedende blik. Prøver at tage den undskyldende vej. "Jeg er ked af, at jeg kom her og forstyrrede - hvad end - lille møde I havde gang i. Jeg er ked af, at jeg spildte Bartletts tid ved at lyve på ansøgningen. Jeg kom ærligt talt her i håb om en frisk start. Tilsyneladende valgte jeg den forkerte by. Så vær venlig, Domonic, flyt dig."

Hans muskler flexer igen ved brugen af hans navn, men han flytter sig stadig ikke - han stirrer bare ned på mig.

Det her bliver mærkeligere for hvert sekund, og nu vil jeg bare væk.

Jeg beslutter at fornærme ham - for det er klart, hvad der vil løse tingene og jeg siger, "Vil du skade mig, Domonic? Er det derfor, du ikke vil flytte dig?"

Hans krop rykker, som om jeg lige har slået ham, og han slipper disken for at tage et stort skridt tilbage. Rystende på hovedet, ser han ned på mig med en sneer. "Kom så drenge," siger han til sine venner. "Lad os komme ud herfra." Så, idet han ser tilbage på mig med en mærkelig form for tristhed i øjnene, siger han, "Det sidste tog afgår om en time. Hvis jeg var dig, ville jeg være på det."

Men du er ikke mig, røvhul!

Og så, lige sådan, går de tre.

Jeg ånder lettet ud og taler uden at vende mig om. "Tak alligevel, Bart."

Jeg har taget to små skridt, da jeg hører ham råbe, "Vent et øjeblik."

Jeg smiler for mig selv, før jeg vender mig om og ser på ham med et desperat forældreløst blik. "Ja?"

Han lukker øjnene kort og bander af sig selv. "Jeg får sikkert tæsk for det her, men hvad pokker?" Han smiler til mig, hans øjne blinker af morskab. "Jeg har tilfældigvis en ledig stilling som sexet bartender og en ledig lejlighed ovenpå. Huslejen er virkelig, virkelig billig."

Min mund krummer opad i et frækt smil, spændingen bobler i mit bryst. "Hvor billig?" driller jeg og spiller med.

Han griner og nikker til mig, som for at sige, at jeg spillede mine kort godt. "Næsten gratis."