Kapitel to

En måned senere.

Et vedholdende bank på døren fik mig til at bande lavmælt, mens jeg trak den tykke dyne op over hovedet. Hvem end der stod derude, var stædig som bare fanden. Jeg havde ligget under dynen den sidste halve time og håbet, at de til sidst ville blive trætte og skride. Lyden smadrede min idé om en fredelig, stille morgen, og til sidst besluttede jeg mig for at åbne og få det overstået.

Jeg slæbte mig ned ad trappen og sparkede tomme ølflasker og halvspiste pizzabakker til side, indtil jeg nåede hoveddøren.

“Hvad fanden vil du…” begyndte jeg, idet jeg flåede døren op, men resten af ordene døde i munden på mig, da jeg så, hvem det var. “Tante Carrie!”

“Sophia, skat.” Hun så ud, som om hun gjorde sig umage for at holde smilet fast, mens hun tog mit udseende ind.

Jeg lignede noget, katten havde slæbt ind, ved siden af min mors bedste veninde. Hendes elegante pelsjakke, dyre kjole og fejlfri makeup fik kun min egen forfatning til at se endnu værre ud. Hun rynkede svagt på næsen, mens hun målte mig, og jeg kunne ikke engang bebrejde hende. Jeg havde ikke været i bad i tre dage. Eller var det fem? Mit hår var en fuglerede, og der var nærmest gang i en hel fest bagi.

“Sophia…” hviskede hun blidt, før hun trak mig ind til sig.

Jeg mærkede en klump i halsen, da hun omsluttede mig i et varmt kram. Den velkendte duft af hendes parfume og trygheden ved hendes nærvær fik dæmningen af følelser, jeg havde forsøgt at holde tilbage, til at briste.

“Det er okay, skat. Jeg er så ked af, at jeg ikke kunne være her for dig,” græd hun sammen med mig.

Min krop rystede, mens hulken rev i mig, og efter det, der føltes som en evighed, faldt jeg endelig til ro.

Da vi trak os fra hinanden, var Tante Carries øjne lige så hævede og røde som mine. Hendes blik gled hen over stuen—eller det, der var tilbage af den. Snavset tøj lå smidt overalt, et par sokker hang fra lysekronen, og brugte tallerkener og tomme madæsker var spredt i hele rummet. Hendes ansigt bar både sorg og bekymring.

“Du kan ikke blive ved med at leve sådan her, Soph,” sagde hun og førte mig hen til den eneste sofa, der ikke var begravet under tøj. “Jeg kunne ikke komme tidligere på grund af modeugen, men jeg er her nu, og nu får vi styr på det.”

“Hvad mener du?” spurgte jeg, mens jeg fornemmede de usagte ord bag hendes sætning.

“Jeg har sørget for, at du kan bo hos din stedonkel,” fortsatte hun. “Han er villig til at tage dig ind og sørge for dig.”

“Hvad?” Jeg sprang op, som om jeg havde sat mig på en glohed kogeplade.

Min mors stedbror?

Den samme mand, der aldrig havde anerkendt os som familie? Den samme mand, jeg ikke engang vidste, hvordan så ud, fordi jeg kun havde set ham én gang, da jeg var… fire? Den samme mand, der ikke engang gad række ud til mig efter min mors død?

Min mors eneste tilbageværende familie, og alligevel var han ikke andet end en komplet fremmed.

Den stedonkel?

“Det kan du ikke mene,” lo jeg uden glæde.

“Soph…” Tante Carrie rejste sig og tog min hånd. “Du kan ikke blive ved med at bo her. Sådan her. Din mor ville vende sig i graven, hvis hun kunne se dig i den tilstand.”

Mine læber sitrede.

Jeg rystede på hovedet, mens en bølge af panik skyllede ind over mig. “Jeg vil ikke af sted.”

Tante Carries udtryk var fast, men blidt. “Jeg ved godt, det er svært, når du næsten ikke kender ham…”

“Næsten? Jeg kender ham ikke!”

“…men det her er det bedste for dig. Du får et stabilt hjem og en chance for at begynde forfra,” fortsatte hun og talte hen over min protest.

“Jeg vil ikke af sted!”

„Jeg kan ikke lade dig være alene her. Ikke længere.“

„Så tag mig med.“ Jeg vendte mig mod hende, fuld af håb.

„Du ved godt, jeg ikke kan. Jeg rejser hele tiden, og du ville aldrig få ro på.“ Hun holdt en pause, før hun fortsatte: „Hør her, det her er sikkert det, din mor ville have ønsket. At du skulle bo hos hendes eneste familie. Selv om deres forhold var anstrengt, er jeg sikker på, hun ikke ville have dig noget andet sted. Du kommer til at bo godt hos ham, og så kan jeg endelig få fred med mig selv.“

Langsomt sivede hendes ord ind i sprækkerne af sorg og ensomhed i mit hjerte, og jeg mærkede min beslutsomhed smuldre. Måske var det det, jeg havde brug for—en ny begyndelse, en chance for at lægge fortiden bag mig.

„Okay,“ hviskede jeg til sidst, mens en tung resignation skyllede ind over mig.

Tante Carries ansigt lyste op i et varmt smil. „Det er min modige pige,“ sagde hun og klemte min hånd. „Du bliver glad for, at du gjorde det her, Sophia. Det lover jeg. Åh, før jeg glemmer det …“ Hun stak hånden ned i sin Birkin-taske og trak en indpakket gave op. „Tillykke med de nitten, skat.“

Den samtale var grunden til, at jeg stod foran et majestætisk hus omkring fem timer fra det eneste sted, jeg kendte som hjem, to dage senere.

Bygningen lignede noget fra en storfilm, og jeg kunne slet ikke få det til at hænge sammen, hvor overdådigt det var. Da jeg nærmede mig indgangen, blev jeg mødt af et imponerende springvand og en bred indkørsel flankeret af sirligt klippede hække og pyntede lygter.

„Frøken Brooke. Velkommen. Jeg hedder Jacob, husets butler,“ hilste den midaldrende mand.

En fucking butler?

Jeg nikkede høfligt, og han tog min kuffert, før han førte mig ind i huset.

Der skulle nok to mennesker til at løfte min kæbe op fra gulvet, mens jeg stirrede på interiøret. Jeg blev opslugt af en rummelig forhal med loft til kip, blankpolerede marmorgulve og en lysekrone, der stjal hele opmærksomheden. Indretningen var en perfekt blanding af moderne elegance og klassisk charme, med kostbare materialer, dybe teksturer og en nærmest fejlfri sans for detaljen.

Jeg var bestemt ikke vokset op i fattigdom, men det her var luksus i sin reneste form.

„Frøken Brooke,“ en ældre kvinde i et langt forklæde kom hen til mig med et venligt smil. „Velkommen.“

„Hej,“ sagde jeg, stadig helt slået ud af mine omgivelser.

„Jeg hedder Adaline, jeg er husbestyrerinde. Når du har fået hvilet ud, giver jeg dig en rundvisning i huset. Eller i det meste af det, i hvert fald.“ Hun smilede varmt. „Lige nu viser jeg dig op på dit værelse.“

Mit hoved kørte stadig rundt, mens jeg gik op ad den snoede trappe, der så ud, som om den var støbt i rent guld. Jeg vidste ikke noget om den her stedonkel, men én ting stod klart efter de tre minutter, jeg havde været der: Han var rig med store, fede bogstaver.

„Ikke den vej!“ Adalines stemme stoppede mig, før jeg nåede længere.

„Hvorfor?“ spurgte jeg og lagde mærke til skarpheden i hendes tone.

„Den fløj er forbudt område. Dit værelse er herhenne.“ Hun pegede i den modsatte retning, og selv mens hun førte mig af sted, kunne jeg ikke tage øjnene fra gangen. Spørgsmålene blev hængende i mig.

„Hvor er min … onkel?“ spurgte jeg, da hun standsede foran en dør.

„Han sender bud efter dig. Din aftensmad bliver sendt op om lidt.“ Hun smilede, før hun gik.

Jeg trak på skuldrene og trådte ind på værelset.

Det havde sin egen altan.

Jeg hoppede op på den bløde seng, der føltes som skyer, og kunne ikke ryste fornemmelsen af, at det hele var for godt til at være sandt.

Og som regel er det det, når noget virker for godt til at være sandt.