Kapitel fire

Jeg stirrede chokeret på de hvide vægge på mit værelse. Der var gået over en time, og jeg kunne stadig ikke komme mig over overraskelsen.

Jeg havde kun et meget uklart minde om min stedonkel. Min mor havde aldrig nævnt ham. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde forventet på vej herhen, men det var i hvert fald ikke det her.

Der var ingen tvivl om, hvem han var. Han gik, som om han ejede stedet. Den dominerende aura, der væltede ud fra ham i bølger, var nok til at bekræfte det.

Og han var min onkel?

Hvis jeg nogensinde havde set en Adonis, så var det den mand. Han var synden selv. Det måtte være ulovligt at se så godt ud. Det måtte det bare.

Sort hår, pjusket på den mest syndigt perfekte måde, gennemtrængende blå øjne i havets farve, en skarp kæbelinje, der kunne skære i glas, og en krop som en, der spiste mursten til morgenmad.

Han ragede op over mig, omkring en meter og treoghalvfems, med muskuløse arme dækket af tatoveringer så langt, jeg kunne se. Hvordan fanden kunne nogen se så godt ud?

Tankerne om ham fik det til at prikke i mig indvendigt. En dunkende fornemmelse begyndte mellem mine ben, som overhovedet ikke burde eksistere, når jeg tænkte på min onkel, men for helvede om jeg kunne stoppe den.

Jeg havde brug for at se ham igen.

Jeg havde brug for at se ham igen, bare for at være sikker på, at mit hoved ikke havde overdrevet det hele.

Det måtte være det.

Ingen kunne i virkeligheden se så godt ud.

Tanken gav mening, så jeg sneg mig ud af mit værelse og gik mod den del af huset, der var “forbudt område”.

Jeg fnøs. Hvorfor gik han den vej, hvis det var forbudt?

Det er hans hus, mindede min underbevidsthed mig om.

“Det er ligegyldigt,” tænkte jeg og himlede med øjnene.

Den lille ordveksling inde i mit hoved var bare en afledning fra den høje banken i mit hjerte. Det var sent, huset var fuldstændig stille, så jeg bevægede mig så lydløst, jeg kunne.

Fem minutter senere var jeg faret vild i en labyrint af ens gange og stønnede frustreret.

Jeg var ved at gå tilbage ad mine egne spor, da jeg hørte en lyd.

Nej—et støn.

Havde min onkel sex?

Jeg burde have været frastødt. Væmmes. I stedet løb et gys ned ad ryggen på mig og satte sig lavt i maven. Før jeg kunne nå at stoppe mig selv, fulgte jeg lyden.

Déjà vu, hva’? hånede min underbevidsthed og mindede mig om, hvad der skete for en måned siden. Jeg lukkede hende straks ude og listede tættere på.

Døren var lukket. Jeg pressede øret mod den. Den våde lyd af hud mod hud, blandet med støn og grynt, fyldte mine ører. Jeg klemte lårene sammen.

Jeg burde være gået.

Det gjorde jeg ikke.

Nysgerrigheden vandt. Jeg drejede håndtaget. Den gled lydløst op. Jeg kiggede ind.

Mine øjne blev store. Da jeg spændte lårene, mærkede jeg trusserne blive fugtige.

Jeg havde aldrig set to mennesker have sex med mine egne øjne. Scenen var rendyrket porno, rå og erotisk.

Kvinden var på knæ, håndleddene bundet stramt bag ryggen med et bælte. Min onkel Henry stødte ind i hende uden nåde.

Jeg sank. Et øjeblik forestillede jeg mig selv i præcis den stilling.

Min hals blev tør, da Henry trak sig helt ud og gav mig frit udsyn til hans tykke pik, skinnende af hendes væde, spidsen sivende af forvæske. Så stødte han ind igen så hårdt, at jeg mærkede det i min egen klitoris.

„Kan du lide det?“ spurgte han, stemmen lav og hæs.

Jeg lukkede øjnene og så for mig, at det var mig, der lå under ham i stedet.

Kvindens eneste svar var et højt støn. Han lo dæmpet, mørkt, og lyden sendte en sitren lige gennem mig.

Jeg kunne ikke holde igen længere. Jeg lod hånden glide ind under kjolen og begyndte at cirkle min klit.

Da jeg åbnede øjnene igen, bed kvinden i lagnet, mens Henry kneppede hende i et vanvittigt tempo.

„Fuck, jeg kommer,“ skreg hun.

„Ikke så hurtigt,“ knurrede Henry og satte farten ned. Hun gav en desperat klynken fra sig.

Synet af ham—muskuløs, svedig, huden skinnende i det dæmpede lys, mens han stødte ind i hende—var næsten for meget. Min fantasi havde ikke overdrevet en eneste detalje. Hvis noget, så så han endnu bedre ud.

For helvede.

Jeg var aldrig blevet kneppet før, men hvis det skulle ske, ville jeg have det præcis sådan her.

„Vær sød, Henry,“ tryglede kvinden.

„Vær sød om hvad, luder?“ brummede han.

Det trak sig sammen i mig med en trang, jeg aldrig før havde kendt. Bare hans stemme fik mine øjne til at rulle bagover.

„Vær sød at lade mig komme,“ hulkede hun.

„Er det det, du vil?“

Jeg arbejdede hurtigere med fingrene i samme sekund, han satte tempoet op igen.

„Ja! Ja! Ja!“ messede hun, vild og sønderbrudt.

Han hamrede hårdere ind i hende. En strøm af forbandelser væltede ud af hendes mund.

„Kom, luder,“ beordrede han.

I præcis samme øjeblik strammede det sig i maven på mig, og min første orgasme flængede gennem mig i skarpe, rystende bølger.

Henry fulgte lige efter hende. Han trak sig ud i sidste sekund, tykke, hvide strenge sprøjtede ud over hendes ryg og ind i hendes hår.

Et lille støn slap ud af mig.

Det var ikke lille nok.

Henrys lystfyldte blik snappede i min retning.

Jeg dukkede mig og løb, som om mit liv afhang af det—for det gjorde det.

På en eller anden måde fandt jeg mit værelse, smækkede døren i og pressede ryggen mod den. Brystet gik op og ned. Jeg forsøgte at få ro på den paniske hamren i hjertet.

Lort. Lort. Lort.

Jeg begravede ansigtet i hænderne, men intet hjalp. Frygten skyllede ind over mig … og alligevel nægtede den søde, vedvarende dunkende fornemmelse mellem mine lår at forsvinde.

Jeg ventede, hvad der føltes som timevis, med hjertet helt oppe i halsen, indtil jeg endelig lod mig selv trække vejret og gik hen til sengen.

Jeg lå der, mens et dusin tanker snurrede rundt i hovedet på mig.

Måske skulle jeg stikke af.

Så han mig virkelig?

Jeg dukkede mig så hurtigt. Måske gjorde han ikke.

Det måtte være sådan.

Jeg trængte mig på. Hvis han havde set mig, ville han ikke have tøvet med at smide mig og mine ting ud. Han så mig ikke.

Jeg klamrede mig til den tanke, indtil den til sidst vuggede mig i søvn. Næste morgen vågnede jeg stadig våd efter den mest erotiske drøm, jeg nogensinde havde haft.

Mit hoved var stadig tåget, da der lød et bank på døren.

„Ja?“ råbte jeg.

Adaline åbnede. I modsætning til i går var der intet smil i hendes ansigt.

„Jeg går ud fra, at De har sovet godt,“ sagde hun. Det var ikke et spørgsmål.

Jeg nikkede alligevel.

Så smed hun bomben, der fik mig til at ønske, at gulvet ville åbne sig og sluge mig hel.

„Deres onkel har sendt bud efter Dem.“