148

Loco sad alene på kanten af klipperne, benene dinglende ud over afgrunden, mens han kastede småsten ned i vinden. Luften var skarp og bar duften af fyrretræer og frisk jord. Det plejede at være hans yndlingssted at tænke—nu var det bare et ekko.

Han hørte ikke fodtrin, men han fornemmede hendes til...

Log ind og fortsæt med at læse