Kapitel 14 Min kone er så sød
"Din familie er ret interessant," sagde Howard med et skælmsk smil.
Diana fnøs, hendes øjne iskolde og fjerne.
Howard fangede hendes blik og spurgte roligt: "Så, hvad er dit næste træk?"
Han havde ikke hørt detaljerne fra telefonsamtalen, men ud fra Dianas udtryk kunne han gætte, hvad der foregik.
Da han tænkte tilbage på Dianas idé om at tage kampen op mod Getty-familien, smilede Howard skævt.
"Det er slut, jeg tager ikke tilbage!" erklærede Diana, fast besluttet på, at Lauras skæbne ikke var hendes problem.
Diana stirrede på sin tavse telefon, hendes øjne kolde.
I dette liv ville hun ikke lade Getty-familien slippe let.
Næste dag stod Diana tidligt op.
Efter en urolig nat måtte hun besøge Sophia med mørke rande under øjnene.
"Diana, har du ikke sovet godt?" spurgte Sophia, da hun så de mørke rande.
Diana rystede på hovedet med et smil. "Bedstemor, jeg er bare ikke vant til det nye sted endnu. Jeg skal nok vænne mig til det om et par dage."
"Godt. Jeg får Amelia til at lave noget suppe til dig. Drik noget, og hvis du ikke har andet at lave, så tag en lur."
"Okay," nikkede Diana lydigt.
Så, som om hun huskede noget, sagde Diana: "Men bedstemor, jeg har noget, jeg skal ordne i dag, og jeg er nødt til at gå ud."
"Okay, bare kom tilbage tidligt og pas på dig selv," sagde Sophia uden at spørge ind til detaljerne, men mindede Diana om at komme tidligt hjem.
Da hun så den ægte bekymring i Sophias øjne, følte Diana en varme i sit ellers kolde hjerte.
"Du skal ikke bekymre dig, bedstemor. Jeg kommer tidligt hjem," lovede Diana med et smil.
Efter at have spist en skål suppe under Sophias vågne øje, tog Diana en kort lur, før hun gik ud.
Da hun forlod Spencer Villa, tog Diana direkte til antikvitetsbutikken.
"Frk. Getty, du er her," hilste Joshua hende varmt. "Jeg har alt, hvad du bad om."
Efter at have takket ham gik Diana ind i værkstedet og begyndte at restaurere et gammelt maleri.
Dagen fløj afsted, mens hun arbejdede. Da hun endelig lagde penslen fra sig og gned sine ømme skuldre, tjekkede hun sin telefon.
Hun havde tilbragt hele dagen i butikken, og hendes telefon viste over et dusin ubesvarede opkald fra Howard og Sophia, hvilket gav hende hovedpine.
Hun havde været så opslugt af sit arbejde, at hun mistede tidsfornemmelsen, og Sophia måtte være bekymret.
Diana pakkede hurtigt sin taske og skyndte sig ud af værkstedet.
"Hr. Thomas, maleriet er færdigt. Som sædvanlig, overfør betalingen til min bankkonto," sagde hun, før hun hastede ud af butikken.
Heldigvis lå butikken ikke langt fra Spencer Villa. Hvis hun tog en taxa, kunne hun være tilbage inden for en time.
Mens hun tænkte på dette, tog Diana sin telefon frem for at bestille en taxa.
"Diana!" En velkendt, men alligevel fremmed stemme kaldte bagfra. Før hun kunne reagere, greb nogen fat i hendes håndled.
Diana vendte sig om med et koldt udtryk og så ind i et nogenlunde flot og velplejet ansigt.
Engang havde dette ansigt forvirret hende og fået hende til at forelske sig.
Nu fyldte det hende kun med afsky.
"Slip mig!" Dianas stemme var iskold.
I stedet for at give slip strammede Robert sit greb om Dianas håndled.
"Diana, hør nu! Laura har brug for dig lige nu. Kom tilbage med mig!"
"Hun har bare brug for min nyre." Diana fnøs. "Robert, hvis du holder så meget af hende, hvorfor giver du hende ikke din nyre? Det ville gøre hende gladere."
Ved de ord blev Roberts ansigt blegt. "Diana, hvad er det for noget vrøvl, du taler om? Du er Lauras søster; kun din nyre er egnet til hende."
Diana brød pludselig ud i en hysterisk latter. "Robert, du gør mig syg!"
"Diana..."
"Kald ikke mit navn, det er ulækkert!" råbte Diana til Robert, hendes øjne røde. "Slip mig, din skiderik!"
Dianas vrede råb tiltrak forbipasserendes opmærksomhed. Panikslagen frygtede Robert, at Diana ville sige noget pinligt, så han forsøgte at trække hende væk.
Diana forsøgte vredt at få Roberts hånd af sig, men forskellen i styrke mellem mænd og kvinder var tydelig, og hun kunne ikke slippe fri.
Lige da Robert var ved at tvinge Diana ind i en sort bil, lød en pludselig høj lyd, der forskrækkede de omkringstående. De så måbende til, mens Howard, med et koldt udtryk, nærmede sig Diana og Robert, let væltede Robert omkuld og beskyttede Diana bag sig.
Diana blinkede, kiggede på den brede ryg, der beskyttede hende, og hendes hjerte begyndte pludselig at banke ukontrollabelt.
Hun greb sig til brystet, hendes kinder blussede.
"Howard?" hviskede Robert.
I Emerald City vidste alle, at Howard, byens rigeste mand, var beundret af mange selskabspiger.
På grund af dette var Robert jaloux på Howard.
Da han så Diana blive beskyttet af Howard, blussede Roberts jalousi op, og han kunne ikke lade være med at tale giftigt, "Hr. Spencer, det her er en familiesag. Vær venlig ikke at blande dig."
"En familiesag?" Howard løftede et underholdt øjenbryn. "Du opførte dig upassende over for min kone i offentligheden. Hvordan er det ikke min sag?"
Ved disse ord blev ikke kun Robert, men også de sladrende tilskuere målløse. Ingen havde hørt, at Howard var gift.
Roberts ansigt blev hvidt af vrede, hans næver knyttet så hårdt, at hans knoer knagede. "Du lyver! Diana er stadig min forlovede. Hvordan kunne hun være sammen med en som dig!"
Howard løftede et øjenbryn, ude af stand til at skjule hånen i sine øjne.
"Skat," kaldte Howard pludselig blidt.
Før Diana kunne reagere, blev hendes talje grebet, og Howards dominerende, varme ånde omsluttede hende.
Hendes tætsluttende tænder blev brudt op af Howards kraftfulde kys, hans tunge invaderede hendes mund, krævede hendes åndedrag.
"Slip mig!" kæmpede Diana.
Efter hvad der føltes som en evighed, slap Howard endelig Diana, hendes øjne var fugtige, hendes kinder og øjenkroge blussede, hendes læber hævede og indbydende.
"Skat, du er så sød," mumlede Howard og gav Dianas læber et let kys, før han vendte sig mod den blege, vantro Robert.
