Kapitel 2 Jeg er færdig!
Serena så på den hensynsløse måde, han behandlede hende på, i skærende kontrast til hvor blidt han beskyttede Brielle. Langsomt begyndte hun at smile – koldt og endegyldigt.
Efter et øjeblik nikkede hun. »Fint, Chase. Når det er dit valg, så værsgo at være sammen med hende. Jeg er færdig med de her lege!«
»Så smut nu bare og drop det dér nummer med at slå op hver anden dag og så tigge om at komme tilbage. Det er pinligt!«
Chase var presset helt ud over kanten og fik endelig sagt, hvad han virkelig mente. Han troede ikke et sekund på, at Serena rent faktisk ville forlade ham.
Serena så på ham en sidste gang. Uden at sige et ord mere vendte hun sig om og gik.
Stemningen i hele rummet sank som en sten. Vennerne skyndte sig at glatte ud: »Chase, Serena siger det jo bare i vrede. Hun elsker dig alt for højt til virkelig at gå.«
»Ja, Chase, alle i vores omgangskreds ved, at Serena ikke kan leve uden dig. Selv hvis hun siger, hun slår op i kampens hede, så er hun tilbage inden for tre dage – maks.«
»Men helt ærligt, jeg synes, du gik for langt den her gang.«
Den kommentar kom fra Daniel Brooks, den yngste i gruppen – og ham, der havde sendt Serena den besked.
Chases ansigt blev mørkt som torden. De andre venner skyndte sig at blande sig: »Arh, stop. Du er for ung til at forstå, hvor meget Serena elsker Chase. Jeg vil vædde på, hun står ved hans side igen inden for to dage.«
»Jeg sætter min spritnye Maserati på det – tre dage.«
»Jeg satser min villa ude ved Scenic Bay – fire dage.«
»Min yacht siger syv dage, højst.«
Chase skævede mod døren, der ikke var helt smækket i, og trak på smilbåndet. »Hvad er der overhovedet at vædde om? Hun sidder helt sikkert derhjemme og venter på mig. Jeg tager ikke hjem i nat – lad hende lige tænke over, hvad hun gjorde.«
Udenfor døren havde Serena stået stille længe nok til at høre hvert eneste ord. Hun hørte også, hvad Chase sagde.
Var det her manden, hun havde opgivet familiens virksomhed for, vendt ryggen til sin arv for, brudt med slægtninge for, afbrudt en forlovelse for, lagt sig ud med Locke-familien for – manden, hun havde elsket uden forbehold i syv år?
I det øjeblik bredte en bundløs ødelæggelse sig i Serenas hjerte. Hun hev døren hårdt i, så den smækkede, og forlod klubben.
I bilen sad hun et øjeblik i tavshed, før hun tog sin telefon frem og sendte en besked: [Sarah, du havde ret. Chase er ikke værd at opgive alt for. Jeg skal ikke giftes. Jeg har besluttet det – jeg kommer hjem.]
Sarah: [Gjorde han dig noget?]
Serena ville ikke gøre sin søster bekymret og havde endnu ikke fundet ud af, hvad hun skulle svare, da der tikkede endnu en besked ind.
Sarah: [Når du har besluttet dig, så kom tilbage. Jeg giver dig en måned til at rydde op i dit rod derovre. Hvis du ikke er hjemme om en måned, så lad være med at kalde mig din søster længere.]
Serena: [Det forstår jeg.]
Hun smed telefonen ned i tasken og kørte hjem. Den ufærdige, hvide brudekjole lå stadig stille på sofaen i stuen. Kjolen, som havde opsuget alt af Serenas hjerte og sjæl, virkede nu som en kold iagttager, der tavst overværede verdens grusomhed og hånede alle deres engang så søde minder.
Det havde været ét eneste skridt fra at være færdigt. Ligesom Serenas og Chases kærlighedshistorie – også kun ét skridt fra målstregen.
Serenas øjne fyldtes langsomt af tårer. Uden at tøve greb hun en lighter og satte ild til kjolen.
Så begyndte hun at pakke sine ting. Hun havde boet her med Chase i tre år, og størstedelen af alt til hjemmet havde de købt sammen. Nu hvor hun ikke længere ville have den mand, ville hun bestemt heller ikke have tingene.
Hun kontaktede tre firmaer: et rengøringsfirma, en eksklusiv kommissionsbutik og et fragtfirma. Hun betalte ekstra for ekspres, så selv om det var midt om natten, kom folk for at hjælpe.
På bare tre timer havde hun sendt sine personlige ejendele hjem til familien Rothwell. Chases dyre gaver solgte hun videre til spotpris. Tøjet og de nødvendigheder, hun skulle bruge med det samme, pakkede hun i én enkelt kuffert.
Hun trak kufferten ned ad trappen og kastede et sidste blik rundt i stedet, hun havde kaldt sit hjem i tre år. Hvert eneste spor af hendes tilstedeværelse var væk. Perfekt.
Uden at tøve lagde hun villaens nøgle på bordet i entréen og trådte ud i nattens mørke uden at se sig tilbage.
Chase vaklede hjem klokken fem om morgenen, beruset og støttet af Brielle. Hun lod blikket glide hen over den velplejede have og dernæst den treetagers villa med den prangende stue. Hendes øjne glimtede. Endelig var hun sluppet af med den kvinde. Endelig kunne hun være sammen med ham uden at skjule det.
Med den tanke strammede hun grebet om Chases arm, og hendes stemme blev sukkersød og klæbrig. “Chase, lad mig hjælpe dig ovenpå, så du kan hvile.”
“Gå nu bare hjem.” Chase slog hendes hånd væk og stavrede alene op ad trappen. Han skulle finde Serena. Efter en hel nat måtte hun være færdig med sit hysteri. Hvis hun bare undskyldte ordentligt, ville han stadig være god ved hende.
De slørede tanker bar ham ind til sengen, hvor han straks sank bevidstløs ned.
Da han vågnede, var klokken over ni. Han satte sig op, gned sine dunkende tindinger og rakte af vane ud mod natbordet. Når han havde drukket for meget, stod der altid kaffe parat fra Serena.
Denne gang greb hans hånd ud i ingenting. Han så mod natbordet – ikke alene var der ingen kaffe, men vandglasset var også væk. Det glas hørte sammen med Serenas i et sæt til par, som hun altid havde passet på.
Var det væk nu? Ikke kun glasset – der manglede en masse. Det enorme soveværelse virkede mærkeligt tomt, uanset hvor han kiggede hen.
Chases blik blev hårdt. Den kvinde havde ikke engang ventet på ham derhjemme?
Hans ansigt fortrak sig mere og mere. Pludselig drev lyden af klirrende service op nedefra stuen. Det lød præcis som Serena, der lavede morgenmad hver eneste morgen.
Isen i Chases ansigt smeltede og blev afløst af et selvsikkert smil. Han vidste det. Serena ville aldrig gå. Hun elskede ham for meget til at forlade ham. Og desuden skulle de giftes om en måned. Hun havde ventet i så mange år på det bryllup – hvordan skulle hun kunne gå fra ham nu?
Fyldt af selvtillid gik han ud af soveværelset.
