Kapitel 5 Forstyrrer dig igen

I direktørens kontor sad Brielle og græd, så hun nærmest var ved at få øjnene ud af hovedet. Hun så helt ynkelig ud. „Hr. Whitmore, jeg ved godt, at frk. Rothwell ikke kan lide mig, og det er okay. Jeg er villig til at rette ind efter hende, bare hun er tilfreds. Men hvis frk. Rothwell opfører sig sådan her, hvordan skal jeg så overhovedet kunne passe mit arbejde?“

Hun snøftede sig igennem en lang jammerhistorie og brugte Serenas påståede urimelighed til at få sin egen venlighed og storsind til at lyse endnu stærkere.

Men Chase opfangede kun én ting: Serena var tilbage. Han vidste det. Hun kunne ikke nænne at forlade hverken virksomheden eller ham. Uanset hvor skarpe hendes ord havde været, var det bare det sædvanlige kvindelige drama. Inderst inde kunne hun ikke holde ud at gå fra ham.

Så snart hun kom for at sige undskyld, ville han tilgive hende.

Da han havde besluttet sig, sagde han til Brielle: „Hun har en pointe. Alle projekter skal fremad, og vi kan ikke have, at alle slipper det, de har i hænderne. Når du skal omfordele folk, så sørg bare for at planlægge det fornuftigt.“

Brielles gråd stilnede af. Hun sagde lavmælt: „Ja, hr. Whitmore, det forstår jeg.“

De fire ord var gennemvædet af såret resignation. Hun bed sig hårdt i underlæben, øjnene røde og blanke – den slags blik, der kunne få mænd til at smelte.

Chase mærkede, hvordan hjertet blødte op. Han vinkede hende hen til sig. „Kom her.“

Brielle gik lydigt rundt om skrivebordet og hen til ham. Chase rakte ud, trak hende ned på sit skød og tog derefter en elegant indpakket, rektangulær gaveæske op af skuffen.

„Den her er til dig. Nu må du ikke være ked af det længere.“

Brielle åbnede den nysgerrigt og fandt en funklende diamantkæde, der greb sollyset og kastede det tilbage i skarpe glimt. Hendes øjne lyste op, og hun smed armene om Chases hals og kyssede ham hedt.

„Tak, hr. Whitmore!“

Fem minutter senere havde næsten alle ansatte i Chasey Group set Brielles opslag på sociale medier.

Serena stod og printede dokumenter på sit kontor, da hun helt naturligt også fik øje på opslaget. Teksten lød: [Den store direktør siger, at piger skal være stærke og ikke græde, når de bliver såret. Så jeg følger ordre, min direktør!]

Under stod et billede af Brielle med diamantkæden om halsen.

Serena genkendte den med det samme – den halskæde var specialfremstillet efter hendes specifikationer for to måneder siden. Hendes design.

Chase var bestemt gavmild med sine gaver. Han forkælede virkelig sin lille elskerinde.

Serenas latter var kold, hendes smukke øjne som is. Et øjeblik efter fik hun presset den tætte smerte i brystet ned og gik mod Chases kontor med sine kontrakter.

På vejen samlede hun masser af medlidende blikke op. Da hun trådte ud af elevatoren, kom Tom, som stod ved døren til direktørens kontor, straks hen imod hende.

„Frk. Rothwell, er det hr. Whitmore, du skal tale med?“

„Ja.“ Serenas svar var køligt, mens hun gik forbi ham mod døren.

Tom skyndte sig at stille sig i vejen. „Frk. Rothwell, hr. Whitmore har travlt lige nu. Lad mig lige melde dig først.“

Han nåede knap at tale ud, før der drev liderlige støn ud fra kontoret.

Serenas læber krummede sig i et køligt smil. »Han er virkelig … temmelig optaget.«

Går de i gang lige her på kontoret? Tom så splittet ud og fik en smule medlidenhed med Serena. »Frøken Rothwell, måske kunne De komme tilbage senere?«

At komme brasende ind midt i det her ville være akavet for alle.

Serena nikkede med blikket sænket. »Tom, der er et hul bagi dine bukser.«

»Virkelig?« Tom gik i panik og troede på hende uden at blinke. Han dækkede sin bagdel med hænderne og skyndte sig ind på sit eget kontor.

Serena gik hen mod Chases kontor. I stedet for bare at storme ind bankede hun høfligt på og hørte febrilsk roden derinde.

Serena trak på munden, iskoldt, og skubbede så døren op.

Chase sad ved sit skrivebord, mens Brielle stod ved siden af ham. Begge var fuldt påklædte, som om der ikke var sket noget. Men Brielles rødmende ansigt afslørede dem, ligesom den tunge, efterladte stemning i rummet.

Serenas isnende blik gled over dem begge, før det standsede ved Brielles hals. »Flot halskæde.«

Brielle smilede genert. »Hr. Whitmore gav mig—«

Chase afbrød hende hurtigt, bange for at hun ville få sagt noget, der ikke kunne gøres ugjort. »Hvad laver du her?«

Serena så køligt på ham. »Dårlig timing igen? Afbrød jeg jer to?«

Chases ansigt mørknede. »Lad være med at sige noget vrøvl. Det her er mit kontor—hvad skulle jeg dog lave her andet end at arbejde?«

Serena lo pludseligt. »Du kunne jo give smykker til unge damer.«

Chase var et øjeblik mundlam. »Du har ikke været i firmaet i evigheder, og så kommer du herind og ydmyger folk. Skal jeg altid rydde op efter dig?«

Igen havde han skubbet skylden over på Serena.

Serena løftede et øjenbryn, smilet nåede ikke helt op til øjnene. »Chase, jeg er marketingdirektør og vicepræsident i virksomheden. Har jeg ikke beføjelse til at irettesætte en medarbejder? Og så skal der et halskæde til en million til for at glatte det ud? Burde Whitmore-koncernen ikke for længst være gået fallit?«

Det havde Chase intet svar på.

Brielle tog klogt halskæden af og gik hen til Serena med den i cuppede hænder. »Frøken Rothwell, vær sød ikke at være vred. Hr. Whitmore sagde aldrig, at han gav den til mig—den var til Dem. Han lod mig bare prøve den for at se, hvordan den tog sig ud, fordi han gerne ville gøre Dem glad. Vær sød ikke at blive vred på hr. Whitmore. Jeg giver halskæden tilbage til Dem.«

Efter den lille tale så Brielle dybt forurettet ud, mens Chase følte en irriteret snert. Han havde aldrig før været nødt til at tage noget tilbage, han havde givet væk. Brielles gestus gav ham mulighed for at redde ansigt, men den fik ham også til at føle sig beskyttende over for hende.

Han så utilfreds på Serena. »Er du tilfreds nu?«

Serena smilede. »Hvorfor er De vred, hr. Whitmore? Giv den, hvis De vil give den, men brug ikke ‘at irettesætte medarbejdere’ som undskyldning, ellers bliver jeg for alvor bekymret for, om vi går konkurs.«

Hun tog ikke halskæden fra Brielle. I stedet lagde hun to dokumenter på hans skrivebord. »De her to kontrakter haster. Jeg tog dem med, så hr. Whitmore kunne underskrive—jeg var ikke ude på at afbryde jer to.«

Hun rakte ham en kuglepen. »Hr. Whitmore, vil De underskrive.«