KAPITEL 109

POV ISABELA

Noah gik ikke.

Han blev lige dér.

Siddende i lænestolen ved siden af min seng holdt han min hånd fast, som om det at slippe betød at miste mig.

Lyset på stuen var dæmpet, blødt, næsten hyggeligt. Den slags lys, der får verden udenfor til at føles langt væk… som om rummet var en...

Log ind og fortsæt med at læse