KAPITEL 112

POV NOAH

Der gik et par dage.

Dage, hvor jeg nærmest boede inde på det hospital.

Tiden mistede fuldstændig sin betydning for mig. Morgen, eftermiddag, nat… det hele flød sammen til en ensformig rytme af venten, bekymring og små øjeblikke af lettelse.

Jeg forlod ikke Isabela.

Ikke et enes...

Log ind og fortsæt med at læse