KAPITEL 61

POV ISABELA

Tavsheden i huset gik mig på nerverne.

Efter Noah og Alex var gået, føltes alting … for stort.

For tomt.

Stuen, som lige før havde været fyldt af stemmer, forsigtige grin og halvhjertede forsøg på at aflede mig, føltes nu kold og fjern. Sofaen, hvor jeg havde siddet, bar stadig...

Log ind og fortsæt med at læse