139

Matt

For fanden. Jeg kunne ikke ryste mindet om blikket i Davids øjne. Det var hånende og selvtilfreds. For fanden. For fanden. For fanden.

Det smil føltes som en søm i min kiste. Han vidste det. For fanden, han vidste det. Jeg vidste ikke, hvordan han vidste det, men han vidste det helt sikkert. J...

Log ind og fortsæt med at læse