134: Du ved... den specielle?

Khans synsvinkel

Rummet føltes rart, da de var gået, og Enzo og jeg var alene. Det var bare mig og min mage i den store sofa. Enzo havde sin te, jeg havde armen om ham, og alting føltes varmt og godt.

Vi sad der lidt uden at sige noget, og imens kunne jeg ikke lade være med at tænke på den amu...

Log ind og fortsæt med at læse