KAPITEL 7 Flugt
Tabitha
Ulvene spredte sig, i et forsøg på at finde et sted at beskytte sig. Jeg fulgte ulven, som havde barnet. Han søgte dækning nær SUV'en, mens barnet klynkede i hans arme.
"Giv mig barnet, Ulv. Ingen af os vil overleve, hvis Markisen finder os," sagde jeg til ulven, som var Gamma til Alfa Turner.
"Nej! Han lovede, at jeg kunne vende hjem til Storbritannien," protesterede han. Skudsalverne stoppede pludselig. I mit sind kunne jeg allerede se vagterne ligge på den kolde, hårde asfalt... alle sammen, døde.
"Dette er en udslettelse. Hvilke løfter Markisen end har givet dig, er tomme løfter. Han har ingen planer om at lade nogen af jer slippe væk. Turner-efterkommeren såvel som alle hans pakkemedlemmer er dømt til at dø. Det inkluderer dig." Jeg pegede på det lille jetfly i hangaren. "Tag flyet og forsvind. Giv mig bare barnet, så skal jeg sørge for, at flyet letter. Du kan tage hjem, hvis det er det, du vil, eller hvorhen dit hjerte begærer."
Han kiggede på mig og derefter på den lille pige i hans arme. Hendes blå fløjløjne var trætte og bedrøvede. Jeg løftede mine hænder for at lokke hende ind i mine arme. Hun lænede sig overraskende frem, så jeg kunne tage hende, som om hun forstod, at hun skulle med mig. Ulven så, at den lille pige stolede på mig, og med et beklagende suk slap han hende, så hun kunne finde sig til rette i mine arme. Jeg kiggede på hendes uskyldige ansigt og smilede til hende for at berolige hende.
"Gå, Ulv. Tag så mange mænd med dig som muligt. Taxy ud på landingsbanen og flyv så hurtigt du kan," instruerede jeg. "Jeg skal sørge for, at I alle flyver herfra, som jeg har lovet."
"Mænd, ind i flyet nu," råbte Alfa Turners Gamma. Alle ulvene løb mod flyet og skyndte sig op i kabinen. Piloten sad allerede i cockpittet og ventede på, at alle skulle stige ombord. Så snart dørene lukkede, taxiede han flyet ud på landingsbanen. Alt, hvad jeg nu skulle gøre, var at holde piloten i live, så han kunne få den fugl ud herfra.
Skudsalver brød igen ud fra den nærliggende hangar. Vampyrerne havde opfanget duften af ulveblod, men min mands mænd havde svært ved at finde den rigtige hangar. Vinden var taget til og blæste i alle retninger og forvirrede dem.
"Der!" hørte jeg nogen sige. "Det fly er ved at lette!" For fanden!
"Skat, jeg har brug for, at du gemmer dig her og dækker dine ører. Jeg skal bare ordne noget." Jeg satte den lille pige på gulvet ved siden af en kasse som skjold. "Jeg kommer tilbage, det lover jeg." Hun nikkede med sit lille hoved, og jeg skyndte mig ud af hangaren og trak min pistol frem. Jeg havde overraskelsesmomentet på min side.
Jeg løb hen mod hver af mændene og skød en pæl ind i deres kolde, sorte hjerter. Én efter én blev de til aske og forsvandt i den hvirvlende vind. Da jeg var færdig, var alt, der var tilbage af dem, deres våben på jorden. Jeg vendte mig om og så, at flyet allerede var ved at accelerere for at lette.
Jeg løb tilbage til den lille pige, som lydigt blev, hvor jeg havde efterladt hende, med hænderne over ørerne. Hun havde ravnsort hår, bleg hud og var iført lyseblå pyjamas. En ulvebamse sad på hendes skød, mens en halskæde med et lille blåt safirvedhæng hang om hendes hals. Jeg bøjede mig ned og løftede hendes hage, så hun kunne se på mig. Langsomt sænkede hun hænderne fra ørerne og løftede sine blå øjne for at møde mine. To helt forskellige væsener forenet af et fælles mål.
"Er de onde mænd væk?" spurgte den lille pige og krammede sin bamse.
"Ja, skat. Det er tid til, at jeg tager dig til dit nye hjem," sagde jeg. Jeg løftede hende op og kiggede rundt i hangaren. Desværre opdagede jeg, at Alpha Turners Beta var efterladt til at dø alene i denne hangar. Jeg gik hen til ham med barnet i mine arme. Han gestikulerede, at jeg skulle komme nærmere. Jeg bøjede mig ned med barnet på hoften.
"Halskæden er bevis på, at hun er en Turner. Når tiden er inde, kan hun kræve sin fødselsret. I babytasken i bilen er de ting, hun har brug for. I moderens taske er hendes pas og andre dokumenter, hun kan få brug for i fremtiden. Beskyt hende med dit liv," sagde han.
"Det har jeg tænkt mig, Beta," svarede jeg.
"Nu gå. L-lad mig være. Jeg vil dø nær min Alpha, og hvis Månegudinden tillader det, blive begravet ved siden af ham," sagde han med blod, der løb ned fra mundvigen. Han hostede og lavede en frygtelig kvælningslyd, så faldt hans hoved pludselig slapt til siden.
Jeg lukkede hans øjenlåg og hviskede: "Må Månegudinden vejlede dig på din rejse."
"Vi skal afsted så hurtigt som muligt," sagde jeg til den lille pige, mens jeg stod oprejst med hende i armene. Jeg løb hen til bilen og tog hendes taske og hendes mors taske. Derefter løb jeg mod den sidste hangar for enden af flyrampen, hvor min pilot og fly ventede. Min pilot var menneske og blev betalt godt for at holde mund, så alt, hvad han gjorde, var at åbne døren og instruere os i at spænde vores sikkerhedsseler.
"Du er virkelig hurtig, og du har røde øjne. Jeg kan godt lide farven rød," sagde den lille pige.
"Og jeg kan godt lide farven blå," sagde jeg, mens jeg spændte hendes sikkerhedssele. "Jeg er din tante Tabitha. Hvad hedder du, min lille?"
"Jeg hedder Safir."
"Safir...sådan et smukt navn, men folk må ikke vide, hvem du er. Hvad siger du til, at vi kalder dig Fire for kort?" spurgte jeg hende. Hun nikkede med sit lille hoved og var enig med mig. Pludselig gabede hun. Jeg tog hendes taske og fandt en flaske mælk. "Vil du have noget mælk?" spurgte jeg hende.
Hun rystede på hovedet. "Jeg vil bare sove," sagde hun træt. "Vil du være her, når jeg vågner, tante Tabitha?"
Jeg smilede ved nævnelsen af mit navn. Jeg tog hendes sko af og justerede hendes sæde. "Selvfølgelig, skat. Jeg er lige her, når du vågner," forsikrede jeg hende. Jeg trak et lille tæppe ud af hendes taske og puttede hende. "Godnat, lille én." Hun lukkede øjnene og faldt straks i søvn. Jeg flyttede mig til sædet overfor hende og tog min telefon frem.
Jeg ringede til en ulv, som jeg havde talt med de sidste par måneder. Jeg fandt hans nummer blandt min mands ting og så ordene 'FLAMMENDE SVÆRD'.
"Dit fly står klar på landingsbanen," sagde jeg, da han tog telefonen. "Det vil flyve dig til hvilken som helst destination, du ønsker. Har du sværdet?" spurgte jeg, håbende på en bekræftelse.
"Jeg er allerede taget af sted, Blodsuger, og ja, jeg har sværdet. Men det er ikke hendes at få," sagde ulven. Jeg tøvede. Jeg havde hørt hans stemme før. Han talte med Alfa Turner i Templet lige før bagholdet. Jeg indså, at jeg talte med en forræder. Mine øjne blev smalle af raseri.
"Ulv, hun vil få det sværd," sagde jeg. Han lo, tydeligvis nydende min frustration.
"Det Flammende Sværd er måske blevet betroet Fortryllersken, men det er ikke hendes at få endnu," argumenterede han.
"Jeg ved ikke hvilken ordbog, du bruger, men betro betyder at sætte noget i nogens beskyttelse, og dermed er det hendes at have, indtil den tid kommer, hvor personen, der skal bære det, bliver fundet," argumenterede jeg.
"Hun er ikke gammel nok til at beskytte det, derfor har rådet tildelt mig at overvåge det Flammende Sværds beskyttelse," forklarede han. "Udødelighed burde efterhånden have lært dig værdien af tålmodighed, Blodsuger."
"Du taler om tålmodighed, men du har taget sværdet, før hun er gammel nok," spyttede jeg tilbage.
"Der er visse ting i ulvenes verden, som du ikke ved noget om, Blodsuger. For nu har rådet instrueret mig i at beskytte sværdet. Med tiden vil det falde i hænderne på den, der er forudsagt til at bære det."
"Jeg vil finde dig, Ulv. Mærk mine ord." Han brølede af latter.
"En tom trussel, Blodsuger," sagde han tørt.
"Det er ikke en trussel, men et løfte. SOM JEG SAGDE, ULV, HUN VIL FÅ SVÆRDET. JEG SVÆRGER DET… TIL MIT SIDSTE ÅNDEDRAG."
Orakel
Natten var allerede faldet på i Cebu, da jeg ankom. Da jeg steg ud af flyet, ramte den varme, fugtige luft mig; en skarp kontrast til det kolde vejr i USA. Da jeg var færdig med immigration og told, vraldede jeg udenfor og forsøgte at ordne mit uplejede hår og forpjuskede tøj, mens jeg gik. Der fandt jeg en mand, der ventede på at bringe mig til Templet. De vidste åbenbart, at jeg ville komme.
Da jeg ankom, ventede Lorenzo, en ung ulvepræst, på mig. Han var en protegé af den Ældre Ulvepræst, måske i slutningen af tyverne, med mørkebrun hud, mørkt hår og sorte øjne. Han havde en kåbe og en traditionel hat på. Han førte mig ind i et rum, hvor mad og drikkevarer var sat på et lille bord.
"Det er sædvane i Filippinerne at tilbyde gæster mad og drikke. Jeg antager, at du er sulten efter den lange flyvetur," sagde han.
Jeg ignorerede maden. "Hvor er han, Lorenzo? Jeg vil gerne tale med ham," sagde jeg.
"Den Ældre Præst er taget afsted," svarede han.
"Og familien under vores beskyttelse? Hvor er de, Lorenzo?" spurgte jeg.
Han sænkede hovedet, så jeg ikke kunne se hans øjne. "De er her ikke længere."
"Hvad mener du med, at de ikke er her længere?"
"Jeg er bange for, at du er ankommet en dag for sent. Familien tog også afsted i går med et privatfly." Han holdt blikket mod gulvet, et klart tegn på, at han løj.
"Så var min rejse forgæves." Jeg rejste mig op. "Tak for din gæstfrihed, men jeg må desværre tage afsted."
"Søster, jeg har et brev til dig fra den Ældre Præst. Han har sagt, at du vil vide, hvilken retning du skal tage på din rejse, når du har læst indholdet af hans brev," sagde Lorenzo og bukkede. Han rakte mig derefter en rød konvolut. "Jeg håber, du finder det, du søger."
Jeg bukkede farvel til Lorenzo og gik uden hjælp ned ad den lange række trapper til bilen, der ventede på mig. Jeg havde allerede ringet til en ven for at få indkvartering. Mens jeg var her, ville jeg foretage min egen undersøgelse.
Før jeg gik ind i bilen, bemærkede jeg noget skinnende nær kantstenen. Jeg bøjede mig ned for at samle det op, men stoppede. Det var en lille sølvkugle.
Jeg kiggede op mod Templet og bemærkede, at Lorenzo betragtede mig. Jeg gik hurtigt ind i bilen. Noget forfærdeligt var sket her i nat. Chaufføren manøvrerede hurtigt bilen ud af komplekset og ud på gaden.
Jeg åbnede konvolutten og fandt, at den Ældre Præst kun havde skrevet ét ord...SVÆRD.
"Chauffør, du kan sætte mig af der," sagde jeg og pegede på en restaurant.
"Jeg er ked af det, men jeg har fået besked på at bringe dig tilbage til lufthavnen," sagde han. Jeg stirrede vredt på ham, men jeg kæmpede ikke imod. Jeg besluttede, at det ville være bedst, hvis jeg lod ham køre mig til lufthavnen.
Da vi ankom til lufthavnen, gav han mig en flybillet sponsoreret af menigheden. Jeg mistænkte, at der var spioner inde i lufthavnen for at bekræfte min afrejse, så jeg checkede ind og gik op til afgangsområdet.
På toilettet vendte jeg tilbage til mit sande udseende og skiftede tøj. Jeg var faktisk en asiatisk kvinde i trediverne, en efterkommer af en præstinde, der tjente under Huang, en af de sidste af mine slægtninge.
Jeg rakte min vandrestav til toiletbetjenten. "Jeg tror, nogen har glemt den," sagde jeg på filippinsk. "Du bør passe godt på den. Måske kommer hun tilbage efter den."
Jeg gik ud af toilettet og ud af lufthavnen. Ulvepræsten tog ikke til Kina. Han var her...et sted.
Men først måtte jeg vide, om Fortryllersken var kommet ud af landet i live.
