Kapitel 3 Uventet møde

"Jeg er virkelig ked af det." Astrid holdt hovedet bøjet, kinderne flammede røde, mens hun mumlede sin undskyldning, før hun hastigt forsvandt.

Silas så hende smutte væk, både irriteret og en smule underholdt.

"Silas! Hvad går du og drømmer om? Kom herind," råbte Jack Wilson, idet han trådte ud fra sit kontor. Han vinkede sin ven hen til sig.

"Vent. Jeg har brug for, at du gør noget for mig først," sagde Silas og blev stående.

Jack sendte ham et uforstående blik. "Hvad drejer det sig om?"

Silas lænede sig frem og sænkede stemmen. Da Jack havde lyttet, gled hans ansigt over i et skælmsk grin.

"Livet er godt nok ikke retfærdigt. Den kvinde kom ind på grund af alt for meget sex, mens du lider under langvarig afholdenhed. Pas på—hvis du bliver ved med at undertrykke lysten, kan det ende med, at det ikke virker." Mens han talte, gik det pludselig op for Jack. Han stivnede og stirrede forskrækket på Silas. "Vent lige lidt! Hvad er din relation til den patient? Hvorfor vil du have hendes oplysninger?"

Silas beholdt sin vanlige ro, og tonen var næsten henkastet. "Ja, det er præcis det, du tror. Du skal endelig bare lade fantasien løbe af med dig."

Imens var Astrid endelig tilbage i sin lejlighed. Hele vejen havde hun forbandet Silas i sit stille sind. Hvordan kunne han være så hårdhændet? Hvilken kvinde kunne holde til så voldsom en intensitet?

Da hun kom ind, fik hun øje på en ny kjole, som Oliver havde fået leveret. Hun lod den ligge og gik direkte ind i soveværelset. Oliver havde aldrig været fedtet; han svarede rundhåndet på enhver anmodning. Før havde Astrid troet, at det var et bevis på hans kærlighed. Nu så hun det for, hvad det var: endnu et greb i hans omhyggeligt konstruerede bedrag.

Næste dag ringede Oliver og sagde, at hans chauffør var på vej. For ikke at presse hende talte han sukkersødt. "Astrid, alle fra Montgomery-familien kommer i aften. Jeg kan ikke slippe væk lige nu, men så snart du er fremme, har du min fulde opmærksomhed."

Astrid afsluttede opkaldet og kæmpede mod kvalmen. Oliver væmmedes hun ved, men gallaaftenen var en værdifuld chance for at knytte kontakter i de fine kredse. Hun skiftede til en snehvid aftenkjole og satte håret op i en enkel, stram knold.

Ved stedet stod de dyre biler på række foran indgangen. Oliver ventede ude ved kantstenen. Da han fik øje på hendes bil, skyndte han sig frem, åbnede døren med omhu og rakte armen ud. Astrid skjulte, hvad hun følte, og lagde let sin hånd på hans arm.

"Jeg vil præsentere dig for min onkel. Flere af mine projekter kræver hans godkendelse, og han dukker næsten aldrig op til den slags arrangementer. Du skal gøre et godt indtryk," hviskede Oliver, uden at ane, at alles blik i virkeligheden var rettet mod Astrid.

Kort efter førte Oliver hende hen til et mere afsides område og ventede på, at Silas gjorde sin samtale færdig, før de nærmede sig.

"Silas, det her er min kæreste, Astrid," bekendtgjorde Oliver stolt. "Astrid, det her er min onkel, Silas Montgomery."

"God aften, hr. Montgomery," hilste Astrid høfligt, med et klart blik og en rolig, fast stemme.

Silas bar en mørkelilla habit, den hvide skjorte stod åben i kraven. Hans greb om champagneglasset strammede næsten umærkeligt, mens hans iskolde blik gled hen over deres sammenflettede arme. Han svarede med et kort nik, tydeligt uden den mindste lyst til at smalltalke, og gik straks sin vej.

Oliver så efter sin onkel med en rynke mellem brynene. Havde han fornærmet ham?

"Jeg skal lige på toilettet," sagde Astrid og benyttede chancen til at trække hånden til sig.

Mens hun snoede sig gennem mængden, sorterede Astrid hurtigt i hovedet, hvem der overhovedet var værd at hilse på. Hun var stadig i gang med at lægge sin netværksplan, da hun trådte ind på dametoilettet.

Døren smækkede bag hende med et tungt brag.

Astrid vendte sig og så den massive skikkelse i mørkelilla stå der. Alle hendes indre alarmklokker gik i gang.

"Hr. Montgomery, det her er dametoilettet. De er gået forkert," advarede hun.

Silas’ mundvige trak svagt. "Hvad er det her? Har du glemt, hvem jeg er?" Der lå en hård undertone i hans stemme, som om han allerede var irriteret.

"Skulle jeg kende Dem?" svarede Astrid koldt. Hvorfor havde alle i Montgomery-familien den der overlegne attitude?

"Du får én chance for at gå. Tro ikke, at det at være Olivers onkel forhindrer mig i at udstille Dem som en klamling," sagde Astrid og vendte sig mod spejlet.

Hun nåede knap at få ordene ud, før brændende hænder greb om hendes talje. Han løftede hende uden besvær op på bordpladen ved vasken og spærrede hende inde med armene på hver side.

"Lad mig hjælpe dig med at huske præcis, hvem jeg er," mumlede han.

"Din idiot! Slip mig!" protesterede hun og famlede efter sin telefon.

Før hun nåede at ringe op, begyndte den at ringe. Olivers navn lyste på skærmen.

Noget i Silas knækkede. I én hurtig bevægelse hørte Astrid stoffet blive flænset og mærkede et pludseligt køligt sug mod huden.

"Din rene brute! Har du nogen anelse om, hvad du laver?" hvæsede Astrid, rasende og dybt ydmyget.

"Ved du, at du glemte din medicin på hospitalet?" Silas’ frie hånd fremdrog en tube salve.

Astrid åbnede munden, lamslået. Skammen brændte endnu værre, og hun løftede benet for at sparke ham. Silas greb hendes ankel uden besvær og klemte salve ud med den anden hånd. Før hun nåede at reagere, førte han hånden ind under hendes kjole.

En elektrisk fornemmelse skød gennem hende, og hun kom til at skælve. Silas lænede sig frem, blikket låst på hende. Han pustede blidt på salven, han havde smurt på.

"Stille. Jeg giver dig din medicin. Tving mig ikke til at tage dig lige her." Hans stemme var mærkbart hæs.

Astrids hoved blev helt tomt. Først da hun mærkede noget hårdt presse sig imod hende, samlede tankerne sig i et kaos.

"Slip mig! Oliver ringer!" udbrød hun.

"Oliver?" Silas’ ansigt blev mørkt, ubehersket og vredt. Som en straf pressede han knoerne hårdere mod hende.

Astrid klemte instinktivt lårene sammen og slugte med besvær en bristet stønnen. "Du er jo helt urimelig!"

"Astrid?" Olivers stemme lød pludseligt ude fra den anden side af døren. "Er det dig, der snakker?"

Astrid så forskrækket op og bed sig hårdt i læben.

"Hvorfor tager det så lang tid? Hvis du ikke svarer, så kommer jeg ind."