Kapitel 11
Rachel sad i Michaels bil, helt stille under hele turen. Snart holdt de ind ved Smith-familiens hjem.
Catherine boede i forstæderne, elskede freden og roen, gik altid til kristne bønner og havde et par tjenere til at passe på sig.
Rachel kunne høre Catherine hoste ikke så langt væk.
"Bliv ved døren," sagde Catherine til Michael, mens hun så bleg og syg ud. Hun førte derefter Rachel indenfor.
Catherine sukkede tungt, "Jeg troede ikke, at noget så stort ville ske lige efter jeg rejste. Rachel, du handlede for overilet."
Rachel vidste, at Catherine talte om hendes brud med Michael. Hun trådte langsomt frem, tog Catherines hånd som altid, og sagde blidt, "Fru Smith, du burde være glad for mig. Jeg kan endelig være mig selv, ikke?"
Catherine sendte et bebrejdende blik mod Michael, der stod udenfor døren, og vendte sig derefter mod Rachel. "Michael er en tåbe, der lader en god kone som dig gå. Og nu kalder du mig ikke engang Bedstemor."
Rachel blev rørt og mumlede, "Bedstemor."
Catherine klappede blidt hendes hånd. Hun talte alvorligt, "Rachel, jeg har set, hvordan du har haft det med Michael alle disse år. Kan du virkelig give slip?"
"Jeg har intet valg end at give slip," mumlede Rachel, hendes hjerte tungt af sorg.
Catherine omfavnede hende og klappede blidt hendes ryg for at trøste hende, "Jeg bebrejder dig ikke for at blive skilt fra Michael. Jeg vidste, at denne dag ville komme før eller siden. Det er Michaels tab."
Rachel lænede sig stille ind mod Catherines arme. Under hendes år med Smith-familien var Catherine den eneste, der viste hende venlighed.
Med Catherines omsorg turde Emily og James ikke handle hensynsløst og måtte være en smule forsigtige. Rachel havde længe betragtet Catherine som familie. Hun fortrød ikke skilsmissen, men hun følte en smule fortrydelse over, at hun ikke kunne blive ved Catherines side for at passe på hende.
"Rachel, jeg har kendt Michael, siden han var barn og forstår hans natur. Hvis han en dag prøver at vinde dig tilbage, ville du vende tilbage?" spurgte Catherine håbefuldt. Hun kunne ikke bære at miste en så god svigerdatter og håbede naturligvis, at de ville være sammen igen i fremtiden.
Men Rachel vidste, at Mandy, ikke hende, var den eneste person, der var Michaels svaghed. Hun svarede roligt, "Men Bedstemor, han kan ikke lide mig. Det burde jeg have forstået for seks år siden."
Catherine indså også noget, hendes ansigt mørknede i stilhed.
"Bedstemor, uanset om jeg er din svigerdatter eller ej, vil jeg altid respektere dig." Rachel talte, mens hun rakte ud for at hjælpe Catherine med at ordne hendes hår. "Du skal være glad og tage dig af dit helbred. Bekymr dig ikke om noget andet."
Michael stod stille udenfor. Han var klar over båndet mellem Rachel og Catherine. Gennem årene, selvom han ikke kunne lide Rachel, kunne han ikke benægte, at Rachel behandlede Catherine meget godt, som om hun var hendes egen bedstemor.
Selvom Emily og James ikke behandlede hende godt, tog hun altid sig af dem. Efter at have lært, at Mandys bilulykke var forårsaget af Rachel, følte Michael afsky, men ved at se hendes oprigtige omsorg for Catherine, valgte han at lade hende gå. Det var hans sidste handling af mildhed over for hende.
Efter lang tid kom de to endelig ud.
Catherine sukkede, "Rachel, hvis du har tid i fremtiden, kom og besøg mig ofte. Jeg frygter, at jeg ikke har mange år tilbage."
Rachel rynkede panden. "Bedstemor, sig ikke sådan. Du vil leve et langt liv. Jeg vil besøge dig ofte."
I det øjeblik trådte Michael frem og tilbød, "Jeg kan køre dig."
Rachel afslog distanceret. "Ingen grund, nogen henter mig." Hun vendte sig og gik mod den sorte Maybach, der allerede var ankommet.
Michaels øjne var fyldt med kulde. Det var John og Robert.
Den varme scene, hvor de tre talte og lo sammen, irriterede ham.
Catherine hostede et par gange, lidt forpustet. Hun mumlede, "Jeg er gammel, og jeg kan ikke længere styre jeres sager. Jeg håber bare, at I ikke vil fortryde det en dag."
Catherine, som altid havde været meget kærlig over for Michael, var nu ekstremt skuffet og ønskede ikke at se på ham længere. Hun gik tilbage ind med hjælp fra en tjener.
Michael stod alene ved døren. Han tænkte, 'Fortryde? Det er umuligt.'
