Kapitel 14

På kontoret sad Michael og trommede med pegefingeren på skrivebordet i en jævn rytme. Det så ud til, at han ventede på noget.

Efter cirka fem minutter trådte David ind. "Hr., der var et par problemer, men vi har fået oplysningerne."

Michael løftede langsomt blikket, øjnene knebne. "Hvad skete der?"

David rømmede sig og justerede mappen i sine hænder. "Optagelserne fra Elm Street blev overskrevet for længe siden. Men jeg fandt en computermand, der havde gemt en kopi. Bilulykken for seks år siden var en stor sag, så han tænkte, at han måske ville få brug for den en dag. Da jeg fortalte ham, hvad vi ledte efter, gav han den til mig."

Michael vippede hovedet let, nysgerrig. "Og hvad viser videoen?"

David tøvede, bevidst om følsomheden. "Den bekræfter, at frøken Browns bil blev ramt af en anden blå bil. Vil du se den?" Rachel kørte en blå Audi dengang.

"Ikke nødvendigt," svarede Michael glat, hans ansigt ulæseligt. Han rettede sin opmærksomhed tilbage mod pennen på sit skrivebord. "Giv mig optagelserne. Sørg for, at den fyr ikke taler med nogen om det her."

"Forstået," nikkede David. Han kendte Michael godt nok til at genkende afslutningen på den samtale. Han ville ikke afsløre Rachel eller lade hende stå til ansvar for dette.

Alene igen vandrede Michaels tanker. Efter et par stille minutter greb han sin frakke og vendte tilbage til Smith Manor.

Han trådte ind og fandt hallen fyldt med latter. Emily og Mandy var dybt i samtale, og den normalt drilske James var usædvanligt stille, fokuseret på sin telefon.

Da Michael trådte gennem døren, fangede Emilys skarpe øjne ham, og hun rejste sig hurtigt. "Michael er tilbage!" annoncerede hun, hendes ansigt lyste op.

Mandy rejste sig også, udstrålende en blid ynde. Michael nikkede og gav sin frakke til en ventende tjener. "Hvad er det, der gør alle så glade?"

Mandy kastede et blik på Emily, hendes øjne strålende. "Fru Smith fortalte mig historier om din barndom. De er ret underholdende."

Emily, der lod som om hun var irriteret, viftede afværgende med hånden. "Mandy, nok med 'fru Smith.' Du bliver snart min svigerdatter. Kald mig mor."

Mandys kinder blussede, og hun kiggede genert på Michael. "Det er stadig tidligt."

"Vi er alle familie, ingen grund til at være genert. Hvad synes du, Michael?" drillede Emily de to med vilje.

Mandys ansigt blev endnu rødere. Michael sukkede. "Mor, stop med at drille Mandy. Hun er genert."

Emily lo. "Okay, jeg vil ikke forstyrre jer to mere. Jeg går udenfor og snakker med nogle gamle venner."

James, der var snu, blinkede også legende. "Michael, jeg vil heller ikke forstyrre dig."

Med dem væk, var Michael og Mandy alene i det stille rum. Mandy, stadig en smule rød i kinderne, gik over og tog hans hånd. Hun spurgte, "Michael, min far har spurgt om bilulykken for nylig. Har du nævnt noget for ham?"

Michael rystede på hovedet, hans ansigt roligt. "Nej. Jeg har ikke sagt et ord."

Mandys bryn rynkede. "Det er mærkeligt. Han ser ud til at vide, det involverer Rachel, men jeg har aldrig fortalt ham det. Jeg har tilgivet hende og vil ikke trække det ud."

Michael spurgte, "Har du ingen nag?"

"Ærligt talt, nej. Hun må virkelig have været forelsket i dig for at handle så irrationelt. Jeg kan ikke hade hende for det." Mandys forstående væsen var afvæbnende.

Michael strøg blidt hendes hår, fortabt i sine tanker. "Du har altid været så godhjertet, Mandy. Som dengang du skrev om at redde den lille mus som barn, og du beholdt den på din seng. Din far fik næsten et hjerteanfald."

Han lo, mindet lettede spændingen. Mandys smil vaklede kort, før hun genvandt fatningen. "Det var for længe siden. Vi bør fokusere på nutiden," foreslog hun blidt. "James nævnte, at fru Catherine Smith ikke har haft det godt. Jeg vil gerne besøge hende."

Michael tænkte på Catherines kulde over for ham og overvejede et øjeblik. "Jeg tager dig derhen i morgen."

Mandy nikkede. "Okay."

Det var først, da Michael gik ovenpå, at Mandy tog sin telefon frem og ringede et nummer. "Hvordan går det?"

En mandlig stemme kom igennem telefonen, "Frøken Brown, det er gjort. Hvad er næste skridt?"

Mandy sagde, "Dagen før banketten vil jeg se det trende."

Manden i den anden ende af telefonen svarede. "Forstået."