


Kapitel 2
"Jeg gjorde det ikke!" protesterede Rachel, hendes stemme rystende af tilbageholdte følelser.
Michael fnøs og så ned på hende, som om hun var ingenting. "Du er klog; du ved, hvad du skal gøre."
Og med det vendte han sig om og gik, efterlod en stilhed koldere end vinterluften udenfor.
Rachel stirrede på sit spejlbillede, bleg og udmattet. Var det virkelig hende? Hun plejede at være så stolt, men dette forhold havde gjort hende ydmyg og knækket. Hvor ynkeligt.
Efter et langt øjeblik åndede hun langsomt ud, hendes beslutsomhed blev stærkere. "Tid til at give op," mumlede hun til sig selv.
Næste morgen tog Michael Mandy til hospitalet for et tjek.
Rachel stod foran spejlet, smed det forklæde, hun havde båret i seks år, trak i en hvid kjole og greb sin kuffert.
James lå og dasede og så fjernsyn. Han kiggede op og sagde: "Hey! Hvor skal du hen?"
Rachel sendte ham et koldt blik, ignorerede ham og gik direkte mod døren.
Da han indså, at hun mente det alvorligt, sprang James efter hende og greb hendes kuffert. "Er du døv? Hørte du mig ikke? Har du gjort rent? Har du lavet mad? Hvor skal du hen så tidligt?"
Den sekstenårige møgunge havde aldrig vist hende nogen respekt, og hans krav var kun blevet værre med årene.
Rachel pried hans fingre af sin kuffert én efter én. "Hør, fra nu af er jeg ikke din tjenestepige," sagde hun, hendes stemme fast og ubøjelig.
James, overrasket, begyndte at råbe, "Mor! Mor, kom her! Rachel mobber mig!"
Emily dukkede straks op, med en kæp i hånden. Da hun så konfrontationen, forvred hendes ansigt sig af raseri. "Din kælling, hvordan tør du mobbe min søn! Jeg slår dig ihjel!"
Emily havde slået hende før, og Rachel havde taget det for Michaels skyld. Men ikke denne gang.
Rachel greb kæppen ud af Emilys hænder og smed den på jorden, hendes stemme iskold og kontrolleret. "Hvordan tør du!" udfordrede hun.
Emily, chokeret, trådte tilbage. Da hun kom sig, skreg hun, "Rachel, hvad laver du? Jeg får min søn til at skille sig fra dig!"
Tidligere havde Rachel undgået konfrontationer af respekt for Michaels bedstemor, Catherine, og for at undgå Michaels mishag. Hun havde været bange. Men nu var det ligegyldigt.
"Gør det bare," svarede hun koldt.
Uden at ænse råbene og forbandelserne bag sig, trak Rachel sin kuffert ud af døren. Udenfor ventede en rød Ferrari, og den flotte fyr indeni vinkede til hende. "Rachel, kom ind."
Uden et blik tilbage steg Rachel ind i bilen, og de kørte væk.