Kapitel 5
Efter at have sagt farvel til John og Robert, rullede Rachel tilbage til Williams Manor. Stedet var støvet og livløst, præcis som hun følte sig indeni. Det så ud, som om ingen havde rørt det i evigheder. Men Rachel ville ikke lade tristheden tage over, så hun tog et forklæde på og gik i gang med rengøringen.
Under sofaen stødte hun på et gammelt bryllupsbillede med Michael. Hun strålede af håb, mens Michael så ud, som om han hellere ville være et andet sted. Ved siden af lå en bunke noter, hun havde skrevet: dagbogsoptegnelser om Michaels yndlingsmad, hans daglige rutiner og hans hobbyer.
Hver note var en trist påmindelse om, hvor hårdt hun havde prøvet at holde deres skrøbelige ægteskab sammen. Men al den indsats førte kun til mere hjertesorg.
Tårerne pressede sig på, mens hun stirrede på minderne og forsøgte at holde dem tilbage. Netop da brummede hendes telefon og rev hende tilbage til virkeligheden. Det var en sms fra Robert.
Robert: [Rachel, du hjalp mig for seks år siden. Nu er det min tur til at hjælpe dig. Gør hvad du vil; jeg er din støtte.]
En varme fyldte hendes hjerte. Selvom Robert oprigtigt ønskede at betale tilbage, vidste Rachel, at hun måtte stå på egne ben. Hendes tid med Michael havde fået hende til at glemme, hvordan man er ubekymret og selvstændig. Hun tog sin telefon op og ringede et nummer, hun kendte udenad.
"Rachel, hvad vil du nu?" Michaels kolde stemme lød i den anden ende.
Hendes stemme var lige så kold, som om han var en fremmed. "I morgen er det mandag. Husk at gå i retten for at søge om skilsmisse."
Michael rynkede panden. "Du..."
Inden han kunne afslutte, lagde hun på. Michael greb sin telefon stramt, hans øjne fyldt med vrede.
"Michael, hvem ringede til dig?" spurgte Mandy nysgerrigt fra sengen i soveværelset, mens hun kiggede mod balkonen.
Michael lagde telefonen væk og gik hen til hende, dækkede hende med et tæppe. Han svarede, "Det er ikke noget. Du burde tage din medicin først."
Mandys blege ansigt var hjerteskærende. Hun holdt hans hånd og surmulede, "Urtemedicinen er for bitter; den får mig til at føle mig dårlig."
Michael var forundret. "Jeg husker, da vi var pennevenner, sagde du, at du ikke var bange for urtemedicin. Vær nu sød. Tag medicinen, så du kan blive rask."
Han talte afslappet, uden at bemærke noget skjult i Mandys øjne. Snart fyldtes hendes øjne igen med tårer, mens hun kiggede op og tvang et smil frem. "Okay, jeg lytter til dig."
Mandy havde været i koma i seks år. Hendes krop var skrøbelig, og hendes personlighed virkede fastlåst i hendes skoletid. Hendes sårbarhed vækkede en dyb medlidenhed i ham. "Næste gang vil jeg bede David Wilson om at ændre medicinen til kapsler."
Mandy klamrede sig til hans arm, hendes stemme blid. "Michael, du er den bedste for mig!"
Efter at have forladt værelset gik Michael nedenunder. Emily kom hen med en skål suppe og spurgte, "Har Mandy det bedre?"
Michael svarede, "Hun har lige taget sin medicin og taler i telefon med sine forældre."
Emily smilede, "Michael, Mandys far er formand for TriStar Corporation. Hans accept af at lade Mandy blive hos os er nærmest hans godkendelse af dit ægteskab med hende. Vi må ikke forsømme Mandy."
Michael nikkede, men Emilys ord udløste et uønsket minde. Sidste år, da Rachel havde fået en slem forkølelse, havde Emily været nedenunder og raseret, smadret ting i vrede, og så havde Rachel måttet trække sig ud af sengen for at lave mad.
Netop som han mærkede en modstridende bølge af skyld, mindede han sig selv om, hvad han troede: Rachel havde skadet Mandy og derefter manipuleret situationen for at gifte sig med ham; så hun fortjente den slags behandling.
Emily kiggede rundt, forvirret. "Hvor er James? Jeg har ikke set ham hele dagen."
Som på kommando svingede døren op, og en dyster James trådte ind, hans ansigt præget af frustration.
"James, hvad er der galt?" Emily satte hurtigt skålen fra sig og nærmede sig ham.
James skubbede hendes hånd væk. "Jeg har det fint, mor."
Han kiggede så på Michael, tøvende. "Michael, jeg så Rachel på baren i dag. Hun var meget tæt på en mandlig model, og deres forhold virkede... usædvanligt."
Michaels ansigt blev mørkere. "Med hvem?"
