Kapitel 09: Er du bange?

Kapitel 09: Er du bange?

ETHAN

Næste dag arbejdede jeg hårdt for at samle al den information, jeg skulle bruge for at begynde at organisere Columbia Labs økonomi.

Der var en del af mig, dybt inde, der håbede, at der ville mangle information om forskningsafdelingen. Bare så jeg kunne have en undskyldning for at se hende. Og at indse dette pissede mig af som bare fanden.

Jeg lykkedes med at samle en liste over al den manglende information inden frokost og bad min assistent om at planlægge et møde med fru Anderson.

Hun kunne kun se mig sidst på dagen, og jeg accepterede alligevel. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at al min nervøsitet skyldtes arbejdet og ikke hende. Men jeg vidste, at i enhver anden situation ville jeg have udsat mødet til næste dag.

Jeg ankom punktligt til laboratoriet; mødet var sat til klokken fem om eftermiddagen. Jeg tilbragte de næste fyrre minutter med Alice på hendes kontor og forklarede alt, hvad jeg ville have brug for ud over det, hun allerede havde leveret.

Da vi nåede de sidste punkter på listen, vedrørende fremtidige investeringsomkostninger for forskningsafdelingen, tøvede jeg ikke.

"Jeg håber, at frøken Brown kan hjælpe mig med disse sidste punkter."

"Åh, ja, men jeg er ikke sikker på, om hun kan se dig lige nu."

"Jeg forstår, måske kunne jeg bare tale med hende og bede hende sende mig en e-mail senere?" Jeg prøvede at lyde så afslappet som muligt.

"Selvfølgelig, jeg beder min assistent om at tage dig til Ellies kontor."

At høre hendes navn var nok til at gøre mig nervøs. Alices assistent, en blondine ved navn Katlyn, var allerede ved at samle sine ting for at gå, da jeg stoppede foran hendes skrivebord.

Hun fulgte mig gennem gangene med et smil, på vej til Ellies kontor. Et par mennesker, der var på vej hjem, gik forbi os. Jeg takkede hende, før hun efterlod mig ved døren.

Jeg tog en dyb indånding, før jeg bankede på. Jeg ventede tredive sekunder, før jeg bankede igen og indså, at hun ikke var der. Kunne hun ignorere mig? Nej. Hun kunne umuligt vide, at det var mig.

Jeg hørte lyden af fodtrin i gangen, høje hæle for at være præcis, før jeg hørte hendes stemme bag mig.

"Kan jeg hjælpe dig med noget?" Jeg vendte mig om for at se hende.

Hendes kæbe var spændt, og hendes hår var sat op i en knold, med løse lokker foran. Jeg rømmede mig, før jeg bemærkede, hvad hun havde på.

Ja, det var en forbandet hvid laboratoriekittel. Hun krydsede armene over brystet, og pressede sine bryster sammen.

"Jeg ledte efter dig," fik jeg sagt, mens jeg løftede blikket til hendes ansigt.

"Det antager jeg, da dette er mit kontor."

Jeg prøvede at huske, hvad jeg ville sige.

"Jeg var til møde med fru Anderson. Hun sagde, at jeg skulle komme til dig, at du kunne hjælpe mig med nogle ting, der mangler fra din afdeling."

"Rigtigt." Hun blinkede flere gange, før hun slappede af i skuldrene. "Jeg var på vej ud, men jeg kan vel hjælpe dig, nu hvor du stadig er her."

"Kan vi gå ind?" Jeg indikerede hendes kontor.

"Nej!" Hun afviste, alt for hurtigt. "Jeg mener... Det burde ikke tage så lang tid, vel? Vis mig." Hun prøvede at slippe af med mig.

Hader hun mig virkelig så meget? Eller kunne det være, at...

"Er du bange?"

"Hvad?" Jeg trådte tættere på og mindskede afstanden mellem os.

"Er du bange for at være alene med mig på dit kontor?"

"Hvorfor skulle jeg føle det sådan?"

"Det må du fortælle mig." Jeg tog et par skridt mere, og hun rykkede tilbage mod væggen.

"Hvad laver du?" spurgte hun, tydeligt forvirret og synligt nervøs.

Jeg lukkede afstanden mellem os, placerede min frie hånd på væggen ved siden af hendes ansigt. Hendes vejrtrækning blev tung, og jeg bemærkede, hvordan hendes bryst hævede og sænkede sig hurtigt.

Min hånd var næsten ved at røre hendes ansigt, da vi hørte lyden af stemmer i gangen bag os.

"For fanden!" bandede hun, før hun greb mig og skubbede mig ind i et skab, åbnede en dør til højre.

Min ryg ramte en hylde, og hele min krop spændte, da jeg mærkede hendes ryg presse mod mig.

For helvede. Hun prøvede at lukke døren, og pressede sig endnu tættere mod mig i processen. Forbandede helvede. Jeg turde ikke bevæge mig, men jeg vidste, at hun kunne mærke min pik presse lige over hendes røv.