Kapitel 2 Bilulykken

Sadie kunne næsten ikke tro sine egne øjne.

For fire år siden havde hun skyndt sig til sin fars firma efter at have hørt om hans konkurs og bilulykke. Kort efter havde Newarks rigeste mand, Edmond Roth, begået selvmord. Skandalen om Frøken Roth, der blev dumpet og tilbragte natten med en mandlig eskorte, havde spredt sig som en steppebrand og gjort hende til byens samtaleemne.

Flygtende til landet havde hun opdaget sin graviditet blot få måneder senere. I en lurvet, landlig klinik havde hun født to drenge og en pige – hendes tre dyrebare børn.

Synet af kortegen rørte noget i hende. Da bilerne dukkede op, bankede hendes hjerte hurtigere, og hun tillod sig et glimt af håb. "Brenda, se! Den bil – det er Ronan Potters!" Hendes smil blev lysere et øjeblik.

Brenda, forpustet og rød i ansigtet, vendte sig for at se, lettelsen skyllede over hende. "Du har ret, frøken Roth. Hr. Potter må være blevet tvunget til at bryde forlovelsen. Nu er han kommet for at tage dig med tilbage."

Men livvagterne ignorerede Sadie, og hendes smil stivnede gradvist, en vag uro steg i hendes hjerte.

Hun bemærkede en velklædt kvinde gå elegant over mod dem. Sadie så hendes ansigt og blev forbløffet – det var Leah White! "Leah... Ronan, har de...?" Sadie mumlede for sig selv, et hint af skuffelse i hendes øjne.

Leah, klædt i designertøj, så mere raffineret ud end for fire år siden. Ved siden af hende var en lille dreng, Billy Potter, omtrent samme alder som Sadies tre børn.

"Fru Potter, hr. Potter, værsgo!" hilste livvagten ivrigt.

"Uh, aldrig mere tager jeg toget. Det er beskidt, fuld af lavklasse affald," mumlede Leah og dækkede næsen med et lommetørklæde.

"Ja, hvis det ikke var for vejret, ville hr. Ronan Potter aldrig have ladet dig og hr. Billy Potter lide," forklarede en livvagt.

Omgivet af livvagter førte Leah Billy ind i luksusbilen. Mor og søn var meget arrogante, og de kastede ikke et blik på nogen andre, naturligvis ikke bemærkede de Sadie i mængden.

"Hvad foregår der?" Brenda genkendte Leah og udbrød, "Var det frøken White? Har hun giftet sig med hr. Potter?"

Sadies hjerte sank. Lydene foran hende blev gradvist slørede, og alt, hvad hun kunne høre, var hjertets voldsomme banken. Hun huskede stadig, hvordan Ronan holdt hende og lovede at elske hende hele livet. Men nu var Ronan virkelig sammen med Leah, og selv deres søn var vokset så meget.

Sadie stod der, hendes øjne tomme, hjertet fuld af bitterhed. Da hendes tre børn så deres mors nød, omringede de hende. "Mor har det fint," forsikrede hun dem, tørrede sine øjne og krammede dem tæt.

"Mor, vær ikke ked af det," sagde Noah, hendes ældste. "Når jeg bliver stor, køber jeg dig en luksusbil, så du ikke behøver at arbejde så hårdt." Nathan, altid beskytteren, hævede en lille knytnæve. "Mor, jeg skal banke enhver, der mobber dig!" Og lille Mia, der gned sit ansigt blidt mod Sadies, mumlede blot, "Mor, græd ikke."

"Græd ikke!" gentog en lille grøn papegøje, der dukkede op fra Mias lomme, med hovedet nysgerrigt på skrå.

"Okay, mor græder ikke," Sadie tog en dyb indånding og smilede. "Kom, lad os tage hjem."

"Hjem!" råbte børnene i kor. En taxa ankom, og de satte sig ind, Sadies hjerte stadig tungt.

Deres chauffør, lidt hensynsløs, trådte hårdt på speederen og kørte hurtigt gennem trafikken. Børnenes glade snak på bagsædet gjorde lidt for at lette hendes spænding. Da de nærmede sig et rødt lys, bremsede han ikke, men forsøgte i stedet at overhale farligt.

"Hey, sæt farten ned!" råbte Sadie, hendes alarm steg. Men taxachaufføren ignorerede hende og accelererede i stedet. I en skræmmende sløring kolliderede bilen med en Rolls-Royce parkeret ved vejkanten.