Kapitel 2

Reece

Jeg sad stille og roligt til et af mine årlige bestyrelsesmøder med mit firma, da min sekretær, fru Scarlett, trådte ind i rummet. Hun nærmede sig lydløst, mens bestyrelsesmedlemmerne fortsatte med at tale om finansiering og andre sager.

"Hr., en betjent Johnson er i telefonen for dig, siger det er vigtigt," hvisker Scarlett i mit øre. Politiet, hva? Har en af mine tåbelige brødre gjort noget dumt igen, som Caleb og hans hurtige kørsel? Sukker jeg og nikker.

"Tak, Scarlett, jeg tager den på mit kontor," siger jeg og rejser mig, hvilket forbløffer den, der talte.

"Hr.?" siger stemmen, en smule forvirret.

"Mødet er aflyst. Noget er kommet op, som jeg må tage mig af. Vi afslutter dette på et senere tidspunkt," siger jeg, mens jeg forlader rummet.

Da jeg er ude af rummet, sukker jeg. Grant, min personlige assistent og livvagt, står nu ved siden af mig, mens vi går. "Hr., er alt i orden?" spørger Grant, hans 1,88 meter høje skikkelse ved siden af min 1,90 meter høje skikkelse. Hans krop bygget som en slank, men stærk kampmaskine, med brune øjne og brunt hår.

"Nej," siger jeg, idet jeg træder ind på mit kontor kort efter. Jeg sætter mig ved mit skrivebord og rækker ud efter telefonen, Scarlett har allerede stillet opkaldet igennem. Grant ser på, mens jeg tager telefonen.

"Hej? Hr. Johnson? Det er hr. Reece Knight. Min sekretær siger, at du ringede for at tale med mig?" siger jeg, da jeg tager telefonen.

"Ah ja, hr. Knight. Desværre har jeg nogle bekymrende ting at diskutere med dig," siger politibetjenten.

"Hvis det handler om min bror, kan jeg forsikre dig om, at det vil blive håndteret," siger jeg, håbende at det var grunden til opkaldet.

"Faktisk, nej, hr. Knight. Det handler om dine forældre. En hr. Alex og fru Kristen Knight," forklarer betjenten, hvilket får mig til at stoppe op i mine næste ord.

Mine forældre? Tænker jeg, da jeg ikke har set mine forældre siden vi var 18. Efter at have forladt hjemmet for at gå på universitetet og derefter vores karrierer, havde vi ikke været hjemme meget. Mine tanker løber nu til hende. Vores søde lille Engel.

"Hvad skete der med mine forældre?" spørger jeg, lidt usikker på, hvad der foregår.

"De blev myrdet, hr. Mørdet i morges i sikkerheden af deres eget hjem," forklarer betjenten, hvilket igen får mit hjerte til at banke, håbende at min Engel ikke var hjemme og at hun var i sikkerhed.

"Myrdet? Var det et røveri, der gik galt? Fortæl mig, jeg har brug for at vide det," råber jeg, prøvende ikke at vise for mange følelser, da jeg er en direktør og har et ry at opretholde, men når det kommer til min familie, bekymrer jeg mig, især når det kommer til hende.

"Desværre, nej hr. Der blev ikke stjålet noget, så vidt vi kunne se, men vi undersøger sagen," svarer betjenten.

Ubrugelige, tænker jeg vredt.

"Så ring til mig, når I ved noget!" brøler jeg, velvidende at de kun prøver at hjælpe. "Hvor er Ella? Var hun hjemme, da det skete?" spørger jeg, fokuseret på det eneste, der betyder noget lige nu.

"Nej, din søster var på Valley View, da det skete. Jeg har folk på vej for at hente hende," svarer betjenten, og mit hjerte falder til ro ved at vide, at hun i det mindste var i sikkerhed.

"Hvor skal hun hen nu?" spørger jeg, velvidende at hun ikke var fyldt 18 endnu, så hun kunne ikke lovligt bo alene, selvom vi aldrig ville lade hende gøre det. Hun var vores, siden vi først mødte hende, kun vidste vi det ikke dengang. Nu ville hun være vores, og ved tanken derom fløj mit hjerte.

"Som udpeget værge har hun mulighed for at bo med dig og dine brødre. Men hvis I vælger ikke at tage hende, vil hun blive placeret i systemet, indtil hun fylder 18, og så vil hun være fri til at bo alene," svarer betjent Johnson.

Ved nævnelsen af systemet knurrer jeg, mens Grant ser tavst på mig, da ingen søster af os nogensinde ville blive placeret i systemet. Ikke hvis vi havde noget at sige i sagen.

"NEJ! Vi tager hende. Hun kommer til at bo hos os," er alt, jeg siger til ham, glad for at jeg bad far om at udpege os som hendes værger lige inden vi tog af sted til universitetet. Vidende at hvis noget skete med dem, ville Ella blive vores og vores at tage sig af.

"Som du ønsker. Vi tager hende med for at hente hendes ting og bringer hende derefter til politistationen. Der vil hun vente på, at du eller dine brødre henter hende," siger betjent Johnson.

"Tak. Jeg sørger for transport. Nogen vil snart være der for at hente hende," og med det lægger jeg på, mine øjne ser på Grant.

"Grant, jeg har brug for, at du sørger for, at vores tesoro (skat) kommer hjem sikkert," siger jeg til ham, mine øjne alvorlige, mens han nikker.

"Selvfølgelig sir, jeg går straks i gang med det," siger Grant, før han går for at udføre ordren.

Da han er væk fra rummet, sukker jeg endnu en gang, en hånd hviler mod min tinding. Ella, vores prinsesse. Stønnende ser jeg på hendes billede på mit skrivebord. Hun var 16 dengang og begyndte at udvikle sig smukt, som hun bevægede sig ind i voksenlivet. Vi var 26 dengang og havde besluttet at komme hjem til jul et år, da vi så hende, siddende smukt ved et vindue. Hendes øjne stirrede ud på sneen.

Uden at forstyrre hende, tog jeg stille et billede med min telefon. Et billede, der kunne passe til en model. Efter at have taget billedet, fortalte vi hende, at det var spisetid, før vi hurtigt forlod stedet, ingen tid til at tale, da vi tavst fik en rejsning og måtte forlade, mens vi kunne, da det var tydeligt, at hun var smuk.

Selvom hun stadig var vores stedsøster, gjorde det ikke tiltrækningen til hende meget lettere. Vi vidste straks, at vi måtte gøre hende til vores, ingen anden kvinde ville nogensinde kunne tilfredsstille os på en måde, som kun Ella kunne. For hun var vores, og vi var hendes, og derfor ville vi vente, indtil hun fyldte 18, før vi gjorde krav på hende.

Sukkende vidste jeg, hvad jeg måtte gøre, mens jeg sendte en besked til mine brødre om vores forældre og selvfølgelig Ella, vores nye tilføjelse til huset. Et smil trak nu i mine læber, da jeg knap kunne vente med at se hende. Min Tesoro (skat).