Kapitel 5

Ella

En-en tusind, to-en tusind, tre-en tusind, fire-en tusind, fem- kommer mine ekstremt kedsommelige tanker, mens jeg fortsætter med at sidde her på politistationen. Jeg var ankommet omkring klokken 10 om morgenen, og nu var klokken 10:15, og ingen var dukket op endnu, hvilket efterlod mig helt alene blandt den travle bygning, mens betjentene fortsatte deres morgen som om de havde glemt, at jeg overhovedet var her.

Hvor er de? tænker jeg og prøver at finde ud af, hvor mine brødre var. For de skulle komme og hente mig, men jeg havde nu siddet her i 15 minutter, og ikke en eneste af dem var dukket op. Er det deres måde at sige, at de har glemt mig? Med en rynke i panden er jeg ved at rejse mig og gå, indtil jeg pludselig ser en meget høj mand stå ved skranken. Hans 1,88 meter høje skikkelse med brunt hår og brune øjne, klædt i en sort jakkesæt og matchende bukser, mens han bærer en simpel hvid skjorte, får mig til at undre, om han var sendt for at hente mig af mine brødre.

Da den kvindelige betjent peger i min retning, bliver det pludselig meget klart, at manden faktisk leder efter mig. Hvem er han? undrer jeg mig, tydeligvis ikke vidende hvem han var, men antager, at han er en, mine brødre kender.

Mens manden nærmer sig mig, kan jeg ikke lade være med at føle en ro udstråle fra ham.

“Ella Knight?” spørger manden, da han står ved siden af mig.

“Ja” svarer jeg, mens jeg fortsætter med at betragte manden, alt imens jeg holder min specielle bamse, den jeg havde fået af mine brødre.

Smilende blidt, begynder manden at tale igen. “Jeg er blevet sendt her af en af dine brødre, en hr. Reece Knight. Jeg er hans personlige assistent. Blandt andre ting, men han har bedt mig om at komme og hente dig og bringe dig tilbage til huset. Mester Reece samt dine andre to brødre skulle være der ved vores ankomst.”

Tøvende langsomt er jeg ikke sikker på, om jeg helt tror på ham, men ønsket om ikke at blive på denne dumme politistation længere får mig til at nikke i enighed, mens jeg bevæger mig for at følge efter manden, kun for at han stopper igen. “Frøken Ella, hvor er dine tasker? Vi var under antagelsen, at du ville medbringe tøj og andre nødvendige ting.”

Pausende bider jeg mig i underlæben, noget jeg har gjort meget på det seneste, når jeg er nervøs over noget. Rødmer af forlegenhed, bevæger jeg mig for at svare ham. “J-jeg kunne ikke.. Der var en indbrudstyv stadig inde i mit hus på det tidspunkt, hvilket forhindrede mig i at samle dem, jeg kunne kun sikre min bamse” siger jeg, stadig flov.

Hævende sit øjenbryn nægter manden at svare, kun for at gestikulere til mig om at fortsætte med at gå, da vi bevæger os for at forlade bygningen og derefter gå hen mod en stor sort slank sedan, et Audi-symbol pryder hele forsiden af bilen og fanger mine øjne.

Er-er det den nye Audi A5 sportback? De burde ikke være ude i mindst et år endnu, hvor rige er mine brødre egentlig? Chokeret over hvad jeg så, bevægede jeg mig ikke, da manden åbnede bagdøren til passagersiden, før han lod mig glide ind.

Da jeg først er inde, bevæger jeg mig for at spænde sikkerhedsselen, det sorte læderinteriør matcher samme farve som bilen udenfor, mens manden glider ind i førersædet, når min dør var blevet lukket.

“Klar, Principessa?” spørger manden blidt, hvilket næsten får mig til at overse ordet prinsesse, der glider ud af hans mund.

“J-ja” mumler jeg, forvirret over det hele i øjeblikket.

Glidende endnu en gang mod mig fra bakspejlet smiler manden, før han tænder bilen og kører afsted mod hjemmet, hvor end det nu måtte være. Giver mig tid til mig selv prøver jeg at reflektere over alt, hvad der er sket indtil videre, kun for at høre manden tale igen.

"Jeg hedder Grant, forresten. Hvis du nogensinde har brug for noget, Ms. Knight, er du velkommen til at spørge efter mig eller Hayden, og vi vil være mere end glade for at hjælpe dig. Ellers kan Mrs. Foster og Mr. Gray også hjælpe med at imødekomme dine behov."

"Øhm, hvem?" spørger jeg, usikker på, hvem de mennesker var.

"Mrs. Foster og Mr. Gray, vores husholderske og butler i huset, de sørger for alles behov, inklusive personalets," svarer Grant med et vidende blik.

"De lyder som virkelig rare mennesker," indrømmer jeg, igen prøvende at finde ud af, hvor rige mine brødre egentlig var, for at kunne have råd til husholdersker og butlere samt personlige assistenter.

"Det er de virkelig. Mrs. Foster er som en mor, der tager sig af dem, der har brug for ekstra kærlighed og vejledning, mens Mr. Gray er som en far, altid klar til at disciplinere og give den ekstra vejledning, som Mrs. Foster ikke kan give," bemærker Grant, mens vi fortsætter med at køre.

Nikkende læner jeg mig tilbage mod bilsædet og prøver at slappe af, mens jeg forsøger at glemme alt, hvad der er sket med mig siden i morges, hvilket har ført til, at jeg nu er på vej til min brors hjem. Sukker og tænker på dem som altid, mit sind så langt væk i tanker om dem, at det var svært ikke at lade andre vide, at jeg havde en svaghed for mine brødre eller stedbrødre, hvis man skulle være teknisk.

Mens jeg lader mig selv blive fuldstændig opslugt af mine tanker, bemærker jeg ikke den stille samtale, som Grant har med nogen over telefonen, mens han fortsætter med at køre. Mine øjne bliver pludselig tunge af træthed, og jeg kryber tættere på min bamse, før søvnen endelig overtager mig.

================

Grant

Det var ikke engang gået 10 minutter af bilturen, før Principessaen allerede var faldet i søvn. Hendes øjne lukkede blidt, mens hun krøb ind til sin bamse. Rynkende panden ringede jeg til Reece, velvidende at han ville have en opdatering på situationen, og med hende sovende i bilen var jeg ikke bange for, at hun skulle overhøre min samtale med hendes bror.

Det tager kun to ring før Reece svarer på sin mobiltelefon. "Ja, har du Ella?" spørger Reece, der går direkte til sagen uden omsvøb.

"Det har jeg, hun sover lige nu," fortæller jeg ham, mens jeg af og til kaster et blik på pigen på bagsædet.

"Godt, lad hende sove. Dylan og Caleb er også på vej hjem, og jeg burde være der forhåbentlig før du ankommer. Hvad end du gør, Grant, lad ikke noget ske med vores Tesoro, forstået? Hun er alt, hvad vi har tilbage, og jeg vil være forbandet, hvis jeg mister hende også," indrømmer Reece, der ikke ønsker at lyde svag omkring andre, men ved, at Ella er hans svaghed.

"Vær ikke bekymret, Chef, din skat er sikker hos mig, det lover jeg dig," svarer jeg, kaster et blik tilbage på Ella, før jeg vender tilbage til min samtale. "Chef, bare en advarsel, da jeg hentede Prinsessen, havde hun kun en stor brun bamse og sin rygsæk. Hun havde ingen tøj eller noget af den slags."

"Hvad?" råber Reece i telefonen, lidt vred over det. "Hun skulle have taget tøj med sig... hvad fanden skete der med hende."

"I følge Prinsessen var der stadig en indbrudstyv i huset, hvilket efterlod hende ude af stand til at pakke noget tøj og kun tid nok til at gribe sin bamse," siger jeg til ham.

Ved lyden af hans knurren ved jeg, at han er tydeligt oprørt over det, velvidende at hun igen var blevet sat i fare, mens hun var hjælpeløs, hjalp ikke hans nerver, før Ella var sikker og tryg tilbage i huset.

"Glem det, vi tager hende ud at shoppe senere, for nu bare kom hjem, før jeg beslutter mig for at gøre noget drastisk, som jeg måske vil fortryde senere," mumler Reece.

"Skal gøre, Sir," er alt, hvad jeg siger til ham, før jeg lægger på, uvidende om at vi blev fulgt på en sikker afstand af en anden sort sedan, som om de prøvede at se, hvor vi var på vej hen, før de slog til.