Kapitel 3: Hjælp

Pigens synsvinkel

Efter at have set hans smil, prøvede jeg endnu hårdere at gøre mig så lille som muligt. Jeg forsøgte at finde ud af, hvad jeg havde gjort så galt, at jeg blev kastet i fangehullet i første omgang. Så vidt jeg vidste, havde jeg udført mine pligter til det bedste af mine evner. Jeg håbede, at Roland var for fuld til at gøre noget ved mig, og at han bare ville falde om. Nej, jeg tog fejl. Han var så ædru som muligt. Han står bare der og stirrer på mig. Jeg ønsker bare, at denne tæsk skal være overstået, og at han skal gå.

"Hvor er du, min lille luder," spørger han.

Jeg svarede ikke, og jeg blev så stille som muligt. Måske ville han gå, eller måske ville Roland tro, at jeg var død. Men jeg tog fejl.

"Jeg har fundet dig," siger han.

Han griber fat i kæderne, der holder mine håndled og låser lænkerne op. Han smider mig mod væggen. Jeg skreg af smerte. Han har mig på jorden og sparker mig overalt på kroppen. Så river han det lille tøj, jeg har på, af og placerer sig mellem mine ben. Han støder sin pik ind i min skede. Han bliver færdig. Så slæber han mig til midten af rummet, hvor kæderne er, og lænker mine hænder over mit hoved. Han begynder at piske mig. Jeg mister tællingen efter seks og besvimer enten af blodtab eller smerte. Roland smider en spand vand på mig. Det vækker mig.

Jeg har tårer, der løber ned ad mit ansigt. En del af mit øje var hævet til, hvor Roland havde slået mig dagen før.

"Stop, vær venlig," bad jeg.

Alfaen kommer ind i cellen.

"Din mor og far har givet mig problemer," siger han.

"Jeg vil dræbe dig, ligesom jeg dræbte dine forældre," siger han.

"Nej!" skreg jeg.

"Vi kan ikke lade Kong Ray finde ud af, at vi har prinsessen," siger han.

"Det vil være enden for os."

Jeg kan høre dem tale om den forsvundne prinsesse, mens jeg glider ind og ud af bevidsthed. De skændes frem og tilbage om, hvad de skal gøre med mig.

"Vi skal ende hende og være færdige med det," sagde alfaen.

Så kommer Roland tilbage ind.

"Bliv færdig med det og vær hurtig," siger alfaen.

Så hører alfaen en tumult udenfor. Det er kun mig og Roland. Han slog mig i maven og brækkede mine ribben. Jeg begyndte at miste bevidstheden igen. Han fortsætter med at slå mig, selvom jeg ikke kan bevæge mig eller knap nok trække vejret. Han griner, mens han slår mig.

"Jeg har ventet længe på at kunne gøre, hvad jeg ville med dig," siger han.

Jeg kan høre folk skændes udenfor. Alfaen skændes med nogen. Så løber Roland ud af rummet. Jeg hører mere skænderi. Roland forlader cellen, hvilket jeg er taknemmelig for. Så bliver alt stille. Hvad har jeg gjort for at fortjene dette? Jeg var en baby, da alfaen bragte mig her. Derefter blev jeg tvunget til slaveri. Hvem var mine forældre? Alle disse spørgsmål kører gennem mit hoved, og jeg får nok aldrig svar på dem. Jeg kan mærke mit liv glide væk fra mig. Jeg ved, at dette måske er enden. Jeg beder til, at det er enden. Så kan jeg måske i døden finde mine forældre og møde dem for første gang. Hvem var Kong Ray, og hvorfor var de så bekymrede for, at han skulle finde ud af noget om prinsessen?

Hvorfor skulle jeg lide på grund af hende? Jeg hørte rygter om prinsessen og at hun var gået tabt i en kamp. Men ingen sagde nogensinde, hvad hendes navn var eller hvor hun kom fra. Jeg kan høre snak ude på gangen. Jeg håbede, det ikke var Roland eller alfaen. I stedet går stemmerne forbi min celle. Jeg har det så dårligt, at jeg ønskede, jeg bare ville dø. Så kunne jeg høre skrig i den anden ende af gangen. Jeg ved, at en stakkels sjæl bliver tortureret. Jeg undrer mig over, hvad de har gjort. I fangehullet er der alle slags kriminelle, fra slaver til folk, der er blevet fanget som spioner. Jeg begyndte at miste bevidstheden igen.

Der er et hvidt lys igen og den stemme.

"Hold ud, hjælp er på vej," siger stemmen.

"Hvem kommer?" spurgte jeg stemmen.

"Din skæbne," svarer stemmen.

Igen er der kun et hvidt lys. Så vågner jeg, og der er kun mørke. Skrigene bliver svagere, og lysene falmer. Jeg hører min celledør åbne igen. Roland går ind. Hvorfor vil han ikke dræbe mig? Jeg kan næsten ikke se, da mine øjne er hævede. Han dasker til mit ansigt for at se, om jeg er vågen.

"Stop, vær så venlig," bad jeg.

"Så du er stadig i live," siger han.

"Vær så venlig at lade mig være," bad jeg.

"Det er så sødt, når du beder," svarer han.

Så slår han mig igen i ansigtet. Han spytter på mig. Han tager pisken og begynder at piske igen. Jeg kan ikke føle smerten længere. Jeg kan ikke skrige mere. Jeg prøver at skrige, men der kommer intet ud. Det lyder som en trompet, der er blevet blæst alt for mange gange. Jeg begyndte at glide ind i bevidstløshed igen. Så, pludselig, bliver celledøren revet ud af væggen. Der er et brøl, der ryster hele rummet. Jeg hører Roland bede for sit liv.

"Han tvang mig til det," siger han.

Jeg hørte et dunk mod væggen. Så hørte jeg en lav, hæs stemme spørge, hvad han troede, han lavede.

"Alfa Mark tvang mig til det," siger Roland.

"Jeg tager mig af dig senere," siger stemmen.

Så falder jeg bevidstløs. Der er det hvide lys igen. Så den stemme.

"Du vil være okay nu," siger stemmen.

"Hold ud lidt længere," siger stemmen.

"Hvem er du?" spurgte jeg.

"Du vil finde ud af det i rette tid," siger stemmen igen.