Kapitel 3-

Jeg vågnede ved, at Ava skubbede til min skulder. "Ember, se. Vi sætter farten ned; jeg tror, vi må være tæt på, hvor de har taget os hen." Hun hviskede næsten. Det var mørkt, men jeg kunne skimte lys og noget, der lignede en landsby omgivet af skov. Da vi kom tættere på, lagde jeg mærke til, at landsbyen var større, end jeg havde troet på afstand.

Der var mange spredte huse, mange med haver og små lader. Byen havde også, hvad der lignede små butikker, som alle omkransede en lille sø. Det var svært at se præcist i det svage lys, men det lignede en hyggelig lille landsby. Vi kørte op til en enorm træhytte, og da vi stoppede, tog jeg en dyb indånding; jeg må være stærk, sagde jeg til mig selv og prøvede at undertrykke frygten, der voksede i mit bryst. Vi blev ført fra vognen i grupper på omkring tolv ind i hytten. Bygningen var enorm og opdelt i lejligheder. Selvom jeg stadig var skrækslagen for, hvad der kunne komme, var jeg imponeret over bygningens skønhed og størrelse; måske er disse mennesker mere civiliserede, end jeg oprindeligt troede.

Hver lejlighed i hytten havde senge opstillet langs væggen og en stor pejs, der var også et badeværelse tilknyttet rummet med tre store kar indeni. Det var varmt og overraskende komfortabelt, meget mere komfortabelt end vores kahyt på skibet, der havde fungeret som vores fængsel den sidste uge. På hver seng lå en lang hvid natkjole og en kåbe. Vi fik at vide, at vi kunne vaske os og bevæge os frit i rummet, og at de næste morgen ville begynde interviews. Jeg syntes, det var mærkeligt, at det blev specificeret, at vi skulle skifte til det tøj, der var lagt frem, inden morgenen.

Jeg havde ingen idé om, hvad "interviewet" indebar, men jeg var glad for de rene og komfortable omgivelser. Da vi hver især blev ført ind i soveværelset, blev kæderne taget af vores ankler. Jeg var glad for at være fri for den smertefulde byrde, men det bekymrede mig, hvor begejstret manden var for at røre vores ben og fødder, og hvordan han havde stønnet stille, mens han befriede os. Tænker på mandens rovgriske blik begyndte jeg at indse, at jeg ikke havde set nogen kvinder i landsbyen eller hytten, siden vi kom ind. Måske fordi det var nat, forsøgte jeg at berolige mig selv.

Efter vi alle var inde og frigjort, blev døren lukket, og vi hørte låsen dreje. Jeg er sikker på, at den også er bevogtet af de mænd, der bragte os her. Rummet havde ingen vinduer og ingen chance for flugt. Ava blev ved min side, selv da vi blev efterladt i vores nye fælles værelse, selv da jeg badede, blev hun lige ved siden af mig. Følelsen af at vaske sig efter uger på havet var fantastisk og satte mig lidt mere i ro. Der var parfumer og olier lagt frem, men jeg besluttede mig for at holde mig til sæbe; jeg ønskede ikke at gøre mig selv attraktiv for nogen af disse mænd. Jeg kunne klare morgendagen nu, hvor jeg følte mig som et menneske igen, ren og ikke længere lænket som en gal hund. Jeg kunne ikke tro, hvor meget skidt der havde klæbet til min krop og hår i den tid mellem min tilfangetagelse og nu. Jeg lagde mig ned i den komfortable seng, ren og i mit nye nattøj.

Jeg følte et lille strejf af håb, mens jeg nød komforten i rummet, men det håb forlod mig hurtigt, da Ava puttede sig ind til mig og spurgte: "Ember, hvad tror du, de vil interviewe os om i morgen?" Jeg kyssede hendes pande og strøg hendes hår. "Jeg ved det ikke, Ava, men vi skal være på vagt og gøre alt, hvad vi kan for at overleve. Måske kan vi endda finde en måde at komme hjem på igen. Nu skal vi have noget søvn." Jeg håbede, at jeg havde ret, og at vi kunne finde en måde enten at opnå vores frihed eller finde en svaghed inden for disse mure og undslippe. Søvnen overmandede mig hurtigt, det var så længe siden, jeg havde fået mere end et par timers hvile. Jeg vil få brug for det til i morgen. Til hvad end interviewet vil bringe.

˜

Vi blev vækket af lyden af en klokke, der ringede gennem bygningen. Bekymringen begyndte at erstatte den fred, der var kommet med den behagelige varme seng. Ava og jeg stod op og forsøgte at gøre os klar til, hvad end der ventede. Jeg børstede hendes hår med fingrene og reparerede hendes smukke fletning, jeg havde forsøgt, men mislykkedes med at tæmme mine vilde lokker. De var ofte uforudsigelige, så jeg bandt bare en del af det tilbage, så det ikke var i mit ansigt.

Vi sad stille og ventede på, hvad der ville ske næste. Låsen på døren klikkede, og vi blev ført nedenunder og ind i en stor spisesal, hvor hver af os fik et måltid af varm grød og æg. Ingen af mændene spiste, selvom der var mange åbne borde, de sad bare og så på os og hviskede stille til hinanden. Er dette en del af testen eller interviewet? Jeg holdt bare hovedet nede og spiste, forsøgte ikke at få øjenkontakt med nogen af dem. Det sidste, jeg ønsker, er at skille mig ud.

Efter morgenmaden blev vi tiltalt af manden, der havde fanget min opmærksomhed i går ved vognene. Den flotte med det lange blonde hår og skæg. Han trådte ind i spisesalen med en aura af magt omkring sig, bare synet af ham fik mit hjerte til at slå hurtigere. "Kvinder, I bliver siddende, hvor I er. Når I bliver prikket på skulderen, følger I efter uden nogen dramatik. Efter jeres interview vil I blive ført tilbage til jeres lejlighed for at hvile. Kommandør Titus vil hurtigt tage sig af enhver ulydighed." Mens han uddelte ordrer, begyndte jeg at forstå, at han måtte være lederen. Han skræmte mig og fascinerede mig på én gang, hvad er der galt med mig?

En efter en blev kvinderne prikket på skulderen og ført ud af den store sal og vendte ikke tilbage. Mit hjerte føltes som om, det slog ud af mit bryst, da kvinden ved siden af mig blev taget væk. Jeg håber bare, jeg gør et godt indtryk, eller at dette ikke er en slags fælde for at adskille os og derefter dræbe eller voldtage os én efter én. Jeg så manden komme hen imod mig med et smil på læben, jeg tror, det var den samme mand, der strøg mit ben, da han lænkede mig af i går aftes. Jeg gav Ava et sødt smil og fortalte hende, at jeg ville se hende snart og ikke skulle være bange. Selvom jeg ikke havde nogen idé om, hvad der ville komme, ville jeg berolige hende. Jeg ville ønske, jeg ikke var bange, men det er jeg, jeg hader at føle mig så svag.

Jeg blev ført ned ad en lang gang til et rum med en gruppe mænd bag et langt bord, hver med en stak papirer foran sig. Manden, der sad i midten af bordet og stirrede huller gennem mig, var ingen anden end manden fra den dag, vi gik af båden. Manden, der gav os instruktioner for ikke længe siden. Jeg har hørt mændene kalde ham Alpha, men jeg kender ikke hans navn. Selv nu, ramt af frygt, er jeg så tiltrukket af ham.