Kapitel 3

Aloras synsvinkel fortsat

Jeg var knap nok ved bevidsthed, mens de fortsatte med at tale om mig, og de lød bekymrede.

"Hun har mærker i ansigtet, se der er et håndaftryk," sagde den ældre stemme.

"Far, hvem ville mishandle en hvalp?" spurgte den unge stemme.

"Jeg ved det ikke, se på hendes arm, der er et mørkt blå mærke i form af fingre, se neglemærkerne, hun har et andet håndformet blå mærke på den anden kind," påpegede den ældre stemme.

"Hvorfor far? Hun er bare en hvalp, de må have kastet hende i floden," sagde den unge stemme.

"Jeg er bange for, at du har ret, søn, og hun kunne være død, floden er svulmet op og farlig, hendes ben...." den ældre stemme tav.

"Så mange blå mærker...." den unge stemme tav også.

"Alle disse snitsår, hun må være blevet kastet rundt og rundt, det stakkels barn, hvordan kom hun ud af floden?" spurgte den ældre stemme undrende.

"Hvor kom hun fra, far?" spurgte den unge stemme.

"Der er en flok-picnic i dag, husker du, det var der, vi var på vej hen, det ser ud til, at hun havde sin bedste kjole på, trods hvordan den ser ud nu, hun må være kommet derfra," sagde den ældre stemme.

"Far....det er fem kilometer op ad floden," påpegede den unge stemme.

"Jeg ved det, Gudinde...hun burde være død, enhver anden hvalp ville være død, hun er utrolig heldig at have overlevet," sagde den ældre stemme.

"Hun har mørk hud og sort hår, tror du, hun måske tilhører Stenbyggerne eller Bjergflytterne?" overvejede den unge stemme. "De har begge nogle folk blandt dem med solbrun hud...men de fleste har brunt, rødt eller blondt hår," tilføjede han.

"Der er også os, Månestjernerne, og så Sortildene og Skyggesporene, vi har alle sort hår og solbrun hud blandt vores klaner også, men jeg ved, hun ikke er en af vores, og hun lugter ikke som de klaner," sagde den ældre stemme.

"Frost- og Nordbjergfamilierne er dog udelukkende blege og blonde i nogle generationer nu, hun kan ikke være en af deres," bemærkede den unge stemme.

"Den klan har bevidst avlet mørke farver ud, de parrer sig kun med andre, der har blondt hår og blå øjne, søn. Ethvert familiemedlem født med solbrun hud eller mørkt hår bliver gjort til en outsider eller giftet væk, stadig fjernet fra familierne. Hvis deres skæbnebestemte partner har mørke farver, afviser de dem," sagde den ældre stemme.

"Det er dumt, hvorfor gør de det?" spurgte den unge stemme.

"Jeg ved det ikke, søn, men den klans praksis er grunden til, at jeg altid har været i konflikt med den klan. Jeg, Allister Nordbjerg, afviste hans Gudinde-givne partner for den Isdronning, han giftede sig med, fordi hans skæbnebestemte var mørkhudet, den Isdronning afviste også sin skæbnebestemte, fordi han havde mørkt hår," sagde manden og fortsatte.

"Hjertesang-klanens forfader var solbrun, med sort hår og violette øjne. Det siges, at Allister og Bettina havde en datter, der lignede Hjertesangens forfader, den første Alfa. Sandsynligvis karma for at afvise deres Gudinde-givne partnere," sagde den ældre stemme, mumlende den sidste sætning.

"Tror du, denne pige er hende, far?" spurgte den unge stemme.

"Den mishandling, dette barn åbenlyst har lidt, var ikke nødvendig, vi vil finde ud af, om det var hendes families skyld," sagde den ældre stemme. Jeg var endelig i stand til at åbne mine øjne og se på dem, den unge mand ved siden af mig gispede, da han så mine øjne.

"Hedder du Alora, lille hvalp?" spurgte den ældre ulv, jeg nikkede ja, min hals gjorde for ondt til, at jeg kunne tale.

"Hun har også blå mærker på halsen, far," sagde den unge mand. Han havde sort hår og midnatsblå øjne og bleg hud, hans skuldre var brede. Man kunne se, at han ville blive en kæmpe af en varulv, når han var færdig med at vokse, lige så stor som den ældre mand ved siden af mig. Den ældre mand lignede den unge, kun hans øjne var grønne, og der var en sølvstribe i hans hår ved tindingen, det gjorde ham mere flot.

"Ved du, hvem jeg er, barn?" spurgte den ældre ulv.

Hvordan kunne jeg ikke? Jeg havde kun set ham én gang, men jeg havde følt hans magt og status over mig. "Alfa," hviskede jeg.

"Ja, barn, og dette er min søn Damien, vi vil tage dig til Flokhuset og behandle dig, før vi tager dig tilbage til din familie," sagde Alfaen.

"Far, skal vi virkelig lade dem få hende tilbage?" spurgte Damien.

"Vi har intet valg, søn, hun skal være hos sin familie, og jeg kan ikke bare tage barnet væk." Jeg besvimede igen, mens de skændtes.

Banken på min værelsesdør bringer mig tilbage fra den erindring. Desværre var det ikke den eneste frygtelige erindring, jeg bar på. Det var ikke det eneste ar, min familie havde indprentet i min sjæl, der var mange, mange andre. Jeg vidste, hvem der havde banket på døren, selv før jeg hørte hendes stemme.

"Rejs dig, din usling!" skriger hun, hun skriger altid ad mig. Halvdelen af tiden tror jeg, hun har glemt mit navn, fordi hun altid tiltaler mig som "din usling." 'Hun' er min mor. Man skulle tro, hun ville kalde mig ved navn. Men det var spild af tid at håbe på noget andet. Det har jeg vidst i et stykke tid nu.

Tid til at klæde sig på og tage i skole, jeg gør mit bedste for ikke at give efter for trangen til at synge i bruseren. Hver gang jeg synger, går min familie amok. De siger, jeg skal stoppe med at skrige som en døende kat, og at min stemme får deres ører til at bløde. Det var endnu en ting, de brugte til at såre mig.

Jeg er blevet mindre og mindre tolerant over for den undertrykkende og voldelige måde, de behandler mig på. Jeg har kæmpet for at holde igen, for at opretholde billedet af en underdanig og lydig hun-ulv. Der er kun to uger tilbage af skolen. Det er det, jeg skal minde mig selv og Xena om.

"Kun to uger mere, Xena, så er vi fri," siger jeg til hende.

Hvilke eksamener har vi i dag? spørger Xena.

"Du ved hvad, jeg tror, vi har vores træningseksamener i dag, både i menneske- og ulvekamp." Jeg mærker hendes enorme glæde, vi begge kan lide træningen, følelsen af hvor stærke vi virkelig er.

Vil du bede mig om at holde igen? spørger hun, og jeg mærker hendes glæde dæmpes ved tanken.

suk "Ja, vi bliver nødt til det, vi skal op imod eliten i dag, men vi skal op imod dem foran resten af afgangseleverne," fortæller jeg hende.

Det tager al sjov ud af det piver hun, og jeg mærker hendes hale falde.

Jeg sukker, "Ja, ja det gør det," svarer jeg med min egen skuffelse.

Så stopper jeg op for at tænke et øjeblik. Der var ingen reel grund til, at jeg skulle holde igen til min eksamen. "Da vi ikke skal op imod Isprinsessen, og dette er den sidste eksamen, er der ingen reel grund til at holde igen længere." Jeg mærker Xenas begejstring stige igen, og jeg forestiller mig hendes hale logre med tungen hængende ud og ørerne spidset op i interesse. Min ulvs narrestreger fik mig til at le.

Jeg besluttede, at hvis eksamen skulle være fysisk, ville jeg klæde mig derefter, i stedet for de posede træningsbukser og hættetrøje, jeg har brugt til at skjule mig selv alle disse år. Jeg går efter det nye tøj, jeg har købt med nogle af mine indtægter fra burgerstedet.

Jeg er også træt af at skjule mig på denne måde. Jeg tager en mørkelilla trådløs sports-bh på, der støtter og placerer mine piger, hvor de skal være. Jeg tager en sort tanktop med bryderryg og lilla kranier på og et par sorte capri-leggings med sidelommer ned ad lårene til min telefon.

Jeg fletter mit hår i en fransk fletning til nakken, binder det med en mørkelilla hårelastik og deler resten af længden i tre forskellige fletninger, som jeg binder op med tyndere mørkelilla hårelastikker. Jeg tager en lilla wrap-around nederdel over leggingsene og en skulderlang sort kortærmet cardigan over tanktoppen. Jeg beslutter at tage sølvstikker i ørerne, så mine øreringe ikke bliver fanget, mens jeg kæmper.

Jeg kommer sikkert til at få ballade for mit tøj. Men jeg er ligeglad længere, jeg mærker min ulvs utålmodighed. Vi er trætte af at skjule os. Det plejede at være en måde at beskytte os selv på, da vi var svage, da vi vidste, de kunne tage det fra os. Nu har jeg allerede afsluttet mine eksamener til universitetet.

Jeg vil få mine doktorgrader og licenser, så snart jeg består eksamenerne og er færdiguddannet. Der er stadig de officielle ceremonier at deltage i, det er bare en formalitet. Faktum er, at Alfaen og begge skoler gør alt officielt umiddelbart efter, de vil ikke tage chancen for, at min familie eller klan finder en måde at forhindre det hele i at ske.

Jeg ville blive fri af dem, uanset hvad.