Kapitel 6

Catherine Ashton

Jeg kiggede på mig selv i spejlet og sendte et lille smil. Endelig er den rigtige Catherine Ashton tilbage. Jeg er ikke længere Dakota Lennix, og skjulestuen er slut nu. Jeg er tilbage med mit blonde hår, min egen stil og bare som Catherine. Jeg er glad for, at jeg besluttede at vende tilbage, selvom jeg elskede mit arbejde i New York.

Jeg kiggede på mit ur og skyndte mig ud af hotelværelset for at gå ned og spise middag med en mand ved navn Jacob Williams, som min bedstefar ønskede, at jeg skulle møde. I stedet for at mødes i LA, havde han arbejde i Vegas, så han sagde, at han gerne ville se mig.

Jeg gik ind i restauranten, og tjeneren spurgte efter mit navn. Jeg fortalte hende mit navn, og hun førte mig til et privat rum. Jeg åbnede døren, og ja, der var en mand på min alder, som allerede ventede på mig. Han rejste sig og smilede til mig, da jeg trådte ind i rummet. Han var omkring 185 cm høj, havde mørkebrunt hår, der var glattet tilbage, blå øjne, et tyndt skæg, og han var ret flot.

"Hej, du må være Catherine Ashton. Jeg er Jacob Williams, og jeg er ked af, at jeg fik dig til at mødes med mig her." sagde han, mens han gik hen til mig og rakte hånden frem. Jeg gav ham hånden, og han trak min stol ud og lod mig sætte mig først. Jeg smilede akavet, og han satte sig på sin plads.

"Så.. øhm.. Rart at møde dig, jeg er Catherine." sagde jeg og præsenterede mig selv, og han smilede.

"Vil du bestille først?" spurgte han, og jeg nikkede. Han trykkede på knappen, og en tjener kom ind. Jeg kiggede på menuen og besluttede mig for at bestille en bøf, og Jacob bestilte fish and chips. Tjeneren gik ud, og jeg vendte mig mod Jacob igen.

"Så.. jeg hørte, at du har arbejdet i New York hele tiden?" spurgte han.

"Ja, jeg arbejder under en anden. Hvad med dig? Jeg har aldrig hørt om dig.. Jeg ved, det lyder uhøfligt, men.."

"Jeg er fra Toronto, mit firma er baseret i Toronto, og det er okay. Ingen hårde følelser for ikke at vide det." Han grinede, og jeg følte mig lidt mere komfortabel med denne mand.

"Jeg gætter på, at du har hørt om arrangeret ægteskab, ikke?" spurgte han, og jeg kunne ikke lade være med at nikke.

"Ja." sagde jeg akavet.

"Vi kan trække os tilbage, hvis vi vil, vil du ikke det?" spurgte han, og jeg nikkede let.

"Det er det 21. århundrede, og ideen om arrangeret ægteskab er bare mærkelig.." sagde jeg, mens jeg tog mit glas vand.

"Ja, men jeg antager, at vi kan lære hinanden bedre at kende, og tiden kan afgøre det." Han smilede, og jeg drak mit vand.

"Nå.. måske." sagde jeg og smilede tilbage.

"Du overtager Ashton nu?"

"Ja, det er på tide at tage over efter 5 år med at forsøge at være selvstændig. Hvad med dig?" sagde jeg og nikkede.

"Nå.. mig også. Efter at have nydt mit ungkarleliv, tror jeg, det er tid til at slå sig ned."

"Så du planlægger at gifte dig?" spurgte jeg og løftede øjenbrynene.

"Måske, hvis jeg finder den rette.."

"Hvad med det her arrangerede ægteskab, vil du det?" spurgte jeg forsigtigt.

"Ærligt talt, jeg tvivlede på det, fordi jeg ikke kendte dig, men nu.. vil jeg gerne lære dig bedre at kende. Jeg mener.. jeg vil ikke gå med til det, hvis du ikke vil, jeg vil ikke tvinge dig." svarede han, og det fik mig til at tænke. Skal jeg prøve det her, eller skal jeg bare trække mig? Han virker som en rigtig flink fyr.

"Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig haft held i kærlighed.." sagde jeg, helt usikker på, hvordan jeg skulle håndtere det her.

"Hver uge vil jeg komme til København for at besøge dig, så vi kan lære hinanden bedre at kende. Lad os bare lade skæbnen bestemme, jeg vil heller ikke tvinge noget." sagde han, og jeg nikkede.

"Okay.." sagde jeg, og samtidig kom vores mad. Vi talte mere om vores liv, og jeg fandt ud af, at han er enebarn, han gik på Københavns Universitet, og han er mere en hundeperson. Han er virkelig rar, og han er bedre, end jeg troede, han ville være.

Jeg forventede en idiot, men han er langt fra det. Han var høflig, velopdragen og bare så flink. At tale med ham var ikke kedeligt, men heller ikke vildt spændende, der var en flow i det, men det var okay. Efter frokosten måtte vi gå hver til sit, men han lovede, at han ville komme til København næste uge for at besøge mig igen.

Efter det gik jeg hen til elevatoren for at tage op til mit værelse, og samtidig ringede min bedstefar til mig.

"Så hvordan var det?" Jeg kan ikke tro, at han spurgte om det med det samme.

"Det var okay.."

"Virkelig?"

"Han sagde, at han vil komme til København næste uge for at besøge mig." sagde jeg, og jeg kunne høre min bedstefar bare grine.

"Jeg er så glad for det her, jeg ved ikke hvorfor." sagde han, og jeg rullede med øjnene.

"Ja.. du er glad for at forsøge at lege Kirsten Giftekniv i mit kærlighedsliv." snerrede jeg koldt.

"Åh kom nu, Cathy. Han er ikke så slem, vel?"

"Jeg hader dig."

"Åh.. Joseph inviterede mig faktisk her til morgen til Toronto om 3 dage. Hvad med at du tager med mig der, fordi de har en velgørenhedsbegivenhed? Jeg mener, du kan overraske Jacob der."

"Øhm, det har jeg ikke lyst til." sagde jeg, helt uden lyst til at tage til en velgørenhedsbegivenhed uinviteret.

"Han nævnte ikke velgørenhedsbegivenheden for mig tidligere, så jeg synes ikke, det er en god idé bare at tage af sted."

"Catherine, hans bedstefar er min bedste ven. Du behøver ikke føle dig utilpas."

"Desuden.. du er syg, og jeg vil ikke lade dig tage til Toronto." sagde jeg.

"Jeg har brug for at nyde mit liv, Catherine. Du tager med mig til Toronto om 2 dage, ingen flere klager." sagde han, og jeg sukkede.

"Jeg hader dig."

"Åh, du vil elske mig." Jeg kunne høre, at han smilte stort bag telefonen.