Kapitel 3
Heidi smilede beskedent. »Det var helt og holdent takket være hr. Windsors vejledning. Jeg vil gerne personligt udbringe en skål for Dem, hr. Windsor.«
Hun skænkede genert en drink op til Arthur, og et kor af »skål!« brød ud rundt om bordet.
Arthur huskede formentlig ikke, at det var den restaurant, hvor han og Caroline havde mødt hinanden første gang. Den, der blev skålet for og fejret, var skiftet ud. Fra Caroline til en anden.
Caroline tog en stille slurk vin. Den var så bitter, at hun uvilkårligt fortrak ansigtet.
Terry så det og var lige ved at trække Caroline væk, da en alt for opsminket kvinde trådte frem.
»Hvad laver du her?«
Det var Arthurs assistent, Dolly Reed. Ikke mange i firmaet kendte Carolines identitet, men Dolly var en af dem.
»Frk. Hamilton, Deres tilstedeværelse her virker ærlig talt temmelig upassende.«
»Selvom jeg ikke ved, hvordan De har fået nys om det her, så har hr. Windsor givet besked om, at dagens fejring er særligt for frk. White. Og vi vil gerne forhindre, at ‘visse personer’ bevidst ødelægger den, så De forstår nok …«
Hendes ord dryppede af foragt. Terry var så rasende, at hun næsten gik på Dolly, men Caroline holdt hende tilbage.
»Det er ikke det værd.«
Caroline trak Terry mod udgangen og gik med en sidste bemærkning: »Der er ingen grund til at fortælle ham, at jeg var her.«
»Terry, hvis han ikke reagerer, så sender vi bare advokatbrevet.«
Det tog lidt tid, før restauranten var tømt. Arthur gik nedenunder for at slippe for at drikke mere og spurgte Dolly, hvordan det gik.
Dolly bøjede sig let. »Næsten færdigt, hr. Windsor. De behøver ikke bekymre Dem.«
»Godt,« svarede Arthur køligt. »Gå du bare op igen først.«
Han trak en cigaret op af lommen og lagde den mellem læberne uden at tænde den. Han havde ikke røget for sig selv, siden børnene blev født.
Med sammenknebne øjne stirrede han mod restaurantens svingdør, hvor han fangede et glimt af en slank skikkelse, der var på vej væk.
Caroline kørte tilbage til sin lejlighed.
I samme øjeblik hun trådte ind, ringede telefonen. Det var Arthurs søster, Elsie Windsor.
»Caroline, jeg har hørt, du er tilbage i Sovereign City. Hvordan har du det?«
Caroline kunne ikke afgøre, om hendes krop eller hendes hjerte var mest udmattet. Efter en kort pause svarede hun: »Elsie, det er længe siden. Jeg har det fint.«
Hun var ikke klar til at fortælle nogen i Windsor-familien om sin sygdom.
Stemmen i den anden ende bar ægte bekymring. »Caroline, kan du huske, hvilken dag det er om et par dage? Farfar bad helt specifikt om at se dig og min bror.«
Hver sensommer fejrede Isaac Windsor, Arthurs farfar, sin fødselsdag med hele familien samlet.
Caroline, som på det seneste var blevet ramt af det ene slag efter det andet, havde næsten glemt det, hvis ikke Elsie havde mindet hende om det.
»Jeg har forstået det.«
Elsie havde været en af de få, der havde behandlet Caroline ordentligt, siden hun blev gift ind i Windsor-familien.
Carolines første indskydelse var at sige nej. Nu hvor hun var ved at blive skilt fra Arthur, ville hun skære alle bånd over til ham og Windsor-familien.
Men når Isaac direkte havde ønsket hende til stede, var det svært at afvise. Måske var det også en god anledning til at bringe det op, der var sket for år tilbage.
Caroline havde knap lagt sig for at hvile, før der, halvt i døsigheden, kom endnu et opkald. Hun tog den uden at se på displayet.
»Hej, mor!« Laylas søde, barnlige stemme lød i røret.
Carolines døsighed forsvandt på et øjeblik. Efter et kort øjebliks tavshed svarede hun fladt: »Hvad er der?«
»Mor, på det sidste har du været —«
Før Layla nåede at afslutte, skubbede Logan hende åbenbart. »Layla, sig det nu bare.«
Layla lavede en grimasse. »Mor, kan du hente os i aften, så vi kan spise hos bedstefar?«
Caroline kunne se hendes lille, håbefulde ansigtsudtryk for sig.
Før i tiden ville hun have hentet dem, uden at de overhovedet behøvede at spørge. Nu havde hun hverken lyst eller kræfter. Minderne om børnene, der den dag legede lykkeligt omkring Heidi, fik det til at gøre ondt i brystet.
Caroline vendte sig om, trak dynen op over sig og lagde en hånd for øjnene. »Få jeres far til at hente jer i aften. Jeg er meget træt i dag.«
Måske var det en af de få gange i hendes liv, hun sagde nej, og helt sikkert den første gang, de fik et nej fra deres mor. Layla fik pludselig et stik i hjertet. Mor havde altid føjet dem.
Hun var lige ved at sige mere, da Logan nappede ur-telefonen og sagde: „Mor, du er så uansvarlig. Frøken White ville aldrig være sådan her.“
Det skulle nok få hende op i det røde felt – og så ville hun komme.
Over for Logans anklage gav Caroline bare et lille, tørt grin. De tvillinger, hun næsten var død af at føde, ønskede sig en anden som mor.
„Så bed hende om at hente jer,“ sagde hun og lagde på.
Caroline kunne ikke helt holde op med at elske sine børn, men efter år med hengivenhed uden at få noget godt tilbage, ville hun ikke længere jagte deres kærlighed.
Windsor-herregården lå badet i den tiltagende skumring, og bygningerne bar historien i murene.
Så snart Caroline steg ud af bilen, fik hun øje på to små skikkelser, der stod presset op mod de store vinduer fra gulv til loft.
Logan så hende, fortrak ansigtet og løb sin vej. Layla kom løbende og kastede sig om halsen på hende, kiggede op med sit bløde, pjuskede hår. „Mor!“
Caroline gengældte krammet let, før hun blidt skubbede hende fra sig.
I samme øjeblik hun trådte ind i stuen, virkede luften som om den strammede til.
Arthurs storebror og svigerinde sad i hver sin ende af sofaen. Manden lignede Arthur en smule, men virkede mere voksen, mere rolig og solid. Han rejste sig for at tage imod Caroline, da hun kom ind.
Svigerinden, klædt i skarpe farver og glitrende, selvsikker på den måde, som fylder et rum, lod som om hun ikke så Caroline. Hun havde aldrig brudt sig om, at Caroline var „hjemmegående“.
„Caroline, hvad har du dog haft så travlt med, at du ikke engang kunne finde tid til at bringe børnene herover til Windsor?“ Arthurs mor, Tiffany Windsor, talte koldt fra sin plads for bordenden, hvor ingen satte spørgsmålstegn ved hendes autoritet. „Du er mor. Så gør det, du skal.“
Caroline vidste, at Tiffany mindede hende om deres aftale.
Da Tiffany havde sagt ja til ægteskabet mellem Caroline og Arthur, havde det været på én betingelse: Caroline skulle droppe sin karriere helt og udelukkende fokusere på børnene.
Dengang havde et anerkendt medicinsk universitet i udlandet tilbudt hende en uddannelsesstilling, som hun modstræbende opgav for at gifte sig med Arthur. Den plads var i stedet gået til Heidi.
Fem år senere var Caroline blevet fuldtidsmor med ansvar for både mand og børn.
Hendes svigermor, svigerinder og svoger brød sig ikke om hende, hendes mand holdt afstand, og Heidi var vendt tilbage med sejr i ryggen – landet direkte som Arthurs personlige sekretær, med næsen i sky.
Én beslutning havde skabt et helt andet liv.
Caroline åbnede munden for at forklare sig, men indså, at det ikke var umagen værd. „Jeg forstår.“
Hun var kommet i dag for at tale med Isaac om skilsmissen. Der var ingen grund til flere forklaringer. Hun fandt en tom plads, satte sig og spiste stille sin aftensmad.
Isaacs sygdom krævede, at han blev i sengen, så i aften var der ikke nogen fælles middag ved bordet. Caroline fik ikke set Isaac.
Arthur, optaget af arbejde i firmaet, kom først ved midnat. Caroline var på vej ned ad trappen, da hun stødte på ham på vej ind. Deres blikke mødtes et kort sekund. Ingen af dem sagde noget.
Caroline slog hurtigt blikket væk. Arthur var den sidste, hun havde lyst til at se her. Han havde altid været kold over for hende.
Selv om hun havde efterladt skilsmisseaftalen, havde Arthur ikke stillet hende ét eneste spørgsmål om den. I stedet gik han forbi hende for at udveksle høfligheder med Windsor-familien.
Elsie så det hele og klappede Caroline på hånden. „Gå op og få lidt hvile, Caroline. Et ægtepar kan altid tale tingene igennem, når de er alene.“
Men Caroline havde ikke længere lyst til at forklare noget som helst for Arthur.
Gennem årene havde hun prøvet alt for at tø hans hjerte op, men uden resultat. Hun havde brugt al sin varme på ham og havde ikke flere kræfter til at varme ham igen.
Hun var kun kommet i dag, fordi hun ville tale om skilsmissen.
Efter at have snakket med Elsie et stykke tid gik Caroline tilbage til værelset og hørte Arthur tale i telefon ude på badeværelset.
Hans dybe stemme kom gennem glasdøren, dæmpet og ru: „Okay. Jeg tager med dig i morgen.“
Det var en tålmodig tone, han aldrig havde brugt med hende. Hun behøvede ikke gætte på, hvem der var i den anden ende.
Caroline bankede på døren til soveværelset.
„Du kan sove her i nat. Jeg går ind på kontoret.“
Arthur lagde telefonen væk og sendte hende et ligegyldigt blik. „Det er ikke nødvendigt.“
