Kapitel 7

Præcis klokken seks skar vækkeuret på natbordet igennem med sin hårde lyd.

Carolines øjenlåg flakkede. Hendes indre ur – stabilt i syv år – rev hende straks helt vågen.

Hun satte sig op, og natkjolens udskæring gled lidt ned og blottede en bleg hals.

Efter rutinen burde hun allerede stå ude i køkkenet og lave morgenmad til de to børn.

Når de havde spist, ville hun køre dem i skole, så hjem igen for at rydde op og begynde på Arthurs aftensmad ...

De hverdagslige gøremål lå som et program i hendes krop.

Men idet hun var ved at slå dynen til side og stige ud af sengen, kom hun pludselig i tanke om påmindelsen om opfølgning på hospitalet, der havde blinket frem på hendes telefonskærm aftenen før.

Uanset at hun havde planer om at blive skilt fra Arthur, var børnene uskyldige i det hele.

Caroline trak vejret dybt, rakte ud efter telefonen på natbordet og fandt Arthurs nummer i kontakterne.

Telefonen ringede længe, før han tog den. „Hallo, hvad er der?“

„Arthur, det er mig.“ Carolines stemme var rolig. „Jeg har noget, jeg skal ordne i dag, og jeg kan ikke køre børnene i skole. Kunne du—“

„Det er i orden, du behøver ikke—“ Han nåede ikke at gøre sætningen færdig, før en klar, mild kvindestemme pludselig lød i røret: „Arthur, hvor længe er der til spejlæggene?“

Carolines fingre strammede om telefonen. Den stemme kendte hun alt for godt. Det var Heidi.

Der lød raslen fra den anden ende, så blev der stille, og derefter smækkede en dør.

Caroline sagde ingenting. Hun pressede bare telefonen tættere ind til øret.

Arthur fortsatte: „Når du har besluttet at bo et andet sted, er der ingen grund til at rende frem og tilbage. Heidi sætter børnene af ved skolen på vej til kontoret. Det ligger alligevel på hendes rute.“

Carolines læber trak sig op i et bittert smil, men før hun nåede at svare, hørte hun børnenes lyse jubel i røret. „Far, er det dig og frøken White, der kører os i skole sammen i dag?“

Det var Logans stemme, fuld af barnlig begejstring.

Lyden borede sig ind i Caroline som nåle og sendte en tæt, udbredende smerte gennem hende.

At køre børnene i skole sammen med Arthur havde været hendes ønske, lige siden de blev født.

Og Heidi havde opfyldt det uden besvær.

Caroline havde altid troet, at børnene var afhængige af hende, at de havde brug for hende.

Men nu virkede det, som om de var gladere uden hende. Med et par spejlæg havde Heidi let taget sig af syv års hengivenhed fra Caroline.

Caroline lukkede øjnene og trak vejret dybt. Da hun åbnede dem igen, havde uroen i hendes blik lagt sig til en død ro.

Hun sagde fladt ind i telefonen: „Tak. Det sætter jeg pris på.“

Uden at vente på Arthurs svar lagde hun på.

Da skærmen blev sort, stirrede Caroline et par sekunder ind i mørket. Så rakte hun ud efter alarmen, der trofast havde ringet klokken seks hver morgen i syv år, og uden tøven slettede hun den.

Syv år. Hun kunne endelig holde op med at spænde i kroppen på det tidspunkt.

Hun lagde sig tilbage og trak dynen tæt om sig.

Da hun vågnede igen, var klokken næsten ti.

Caroline stod langsomt op, gjorde sig klar med en enkel morgenrutine og tog en løs, beige frakke på. Godt pakket ind greb hun sin taske og gik.

På hospitalet hang den blandede lugt af desinfektion og medicin altid i luften – kold og trykkende.

Efter at have meldt sin ankomst satte Caroline sig på en bænk i venteområdet. Hun så navnene rulle hen over den elektroniske skærm, mens hendes fingerspidser ubevidst gled hen over journalhæftet i frakkelommen.

Tre personer før hende.

Hun så ned på sine hænder. Fingerspidserne havde fine hårdheder, og ved tommelfingerens rod lå et lavt ar – et brandsår fra kogende vand, der var sprøjtet op, da hun lavede suppe til Arthur.

Netop i det samme dukkede navnet »Heidi White« op på den elektroniske skærm.

Carolines hjerte trak sig sammen med et ryk, og hun så instinktivt op.

Heidi kom gående ind gennem indgangen til venteområdet, arm i arm med Arthur.

Hun havde en lys rosa kjole på med en hvid cardigan, og det lange hår faldt glat ned over skuldrene. Et svagt smil lå på hendes læber, og hun så bemærkelsesværdigt sund ud.

Arthur, som ellers plejede at holde læberne stramt sammen, havde nu en let bue i mundvigene. Der var en blidhed i hans blik, Caroline aldrig havde set, mens han bøjede hovedet for at sige noget til Heidi.

Caroline fik en summen for ørerne. Hun stirrede på dem, som om hun var naglet fast.

Syv år. Hun havde været gift med Arthur i syv år, og alligevel havde hun aldrig vidst, at han kunne se på nogen med så milde øjne, lytte så tålmodigt eller smile af nogens latter.

Det var ikke, fordi han ikke kunne være øm. Den ømhed havde bare aldrig været hendes.

Hun ville ikke have, at de skulle få øje på hende, slet ikke nu.

Heidis undersøgelse var hurtigt overstået. Arthur blev ved med opmærksomt at holde om hendes talje, mens de gik mod udgangen, snakkede og lo.

Caroline holdt blikket nede, til deres skridt var helt forsvundet ned ad gangen, før hun endelig løftede hovedet og trak vejret langt ud.

»Caroline Hamilton.« Sygeplejerskens stemme lød lige ved siden af hende.

Caroline snøftede hurtigt, tvang uroen i brystet ned og rejste sig for at følge sygeplejersken ind i konsultationsrummet.

Heidi var på vej ud, da hun syntes at høre et velkendt navn bag sig og standsede en anelse.

»Hvad er der? Har du det skidt?« spurgte Arthur straks, fuld af bekymring.

»Viste mine prøver ikke, at jeg er helt sund? Bare rolig, kom, vi går.«

Heidi smilede blot svagt, skubbede det velkendte navn ud af tankerne og fortsatte ved siden af Arthur.

Carolines undersøgelse forløb uden problemer, men resultaterne var ikke opløftende.

Lægen kiggede på scanningerne, og hans pande rynkede sig let. »Frøken Hamilton, din tilstand ser ikke god ud. Du er nødt til at hvile i den her periode og undgå at overanstrenge dig.«

Han holdt inde et øjeblik. Blikket faldt på Carolines hånd med ringen, der hvilede på bordet, og han sukkede. »Se på dine hænder. De afslører tydeligt mange års husarbejde—de er ret ru. Det er problemet med husmødre—alt for mange bekymringer, og det gavner ikke helingen.«

Carolines læber sitrede. Hun ville gerne smile, men det lykkedes ikke.

Lægen, som måske fornemmede, at han havde været for hård, skiftede tone til noget mere trøstende. »Du ved, hende damen der var inde før dig—hun er i fremragende form, ingen problemer overhovedet. Hendes mand var med, og de så ud som nygifte, så kærlige.«

Som om han kom i tanke om noget, tilføjede han: »Den dame er tydeligvis en forkælet, velhavende frue. Hendes hænder er så velplejede, og hendes mand behandler hende virkelig godt. Du burde tage en snak med din ægtefælle, når du kommer hjem. Lad være med at slide dig selv helt ned.«

Caroline lo bittert. Hun spekulerede på, hvad lægen ville tænke, hvis han vidste, at manden ved Heidis side var hendes egen mand.

Da hun trådte ud af konsultationsrummet, lå sollyset udenfor helt rigtigt.

Caroline blev stående og så på sin skygge på jorden—spinkel og alene.

Hun løftede langsomt hånden og betragtede den. Vielsesringen på højre ringfinger virkede pludselig fremmed for Caroline.

De her hænder havde vasket utallige skjorter til Arthur, lavet endeløse måltider til børnene og holdt det her hjem kørende i syv år.

Alligevel var det eneste, hun fik til sidst, en bemærkning om, at hendes indsats »ikke var befordrende for helingen.«

Hun sukkede lavt, tog diamantringen af—den, der havde holdt hendes ungdom indespærret i syv år—og lagde den ned i tasken.