Kapitel 5

Sophie rakte Timothy et glas vand.

"Drik langsomt, du må ikke kløjs i det." Hun gik på hug, tog en serviet frem og tørrede vandet væk i mundvigen på ham.

Thomas, der legede i nærheden og var blevet helt varm, kom også hen. "Mor, jeg vil også have noget!"

"Selvfølgelig, skat." Sophie vendte sig tilbage mod caféen for at hente endnu et glas.

Sollyset skyllede ind over hende og lagde et blidt skær omkring hendes skikkelse. Hun så ud som selve billedet på moderlig ømhed—rolig, kærlig og fredfyldt.

Synet fik Benjamins hjerte til næsten at gå i stå.

Sophie! Hun var faktisk i live!

Hvordan vovede hun... Hvordan vovede hun at lade som om hun var død og gøre ham til grin i fem lange år!

De sidste fem år—hvilket liv havde han ikke holdt ud? Utallige nætter var han vågnet med et ryk, skræmt af billeder af hende, der lå i en pøl af blod. Han hadede hende—hadede hendes hårdhed, hadede hvordan hun igen og igen havde såret Olivia. Alligevel, da han hørte, hun var død, var følelsen af at blive hul indeni umiskendelig ægte.

Han havde endda troet, en tid, at skyldfølelsen havde drevet ham til vanvid.

Men nu stod hun der, lyslevende—med to børn tilmed!

Benjamins blik gled uvilkårligt over på de to små drenge i nærheden.

Deres ansigter var som taget ud af hans egne barndomsfotos!

Han regnede hurtigt efter.

For fem år siden var Sophie kommet i fængsel og så "døde" hun. Børnene så ud til at være højst fire eller fem år. Det passede skræmmende godt!

Så de var ikke en anden mands børn—de var hans, Benjamins børn!

En erkendelse, både absurd og knivskarp, skar sig gennem ham. Måske havde han misforstået hende fra begyndelsen.

Men tanken varede kun et øjeblik, før en endnu mere overvældende vrede tog over.

Hvis børnene var hans, hvorfor havde hun så ikke forklaret det?

I de fem år, hvor hun havde været i live, hvorfor havde hun så ikke opsøgt ham?

Hun foretrak at gemme sig væk med hans børn frem for at vende tilbage til ham.

Var hun så desperat efter at slippe væk fra ham?

"Benjamin?" Nathan iagttog sin vens hastigt skiftende ansigtsudtryk med stigende uro. "Hvad gør vi nu?"

"Det, der skal gøres," svarede Benjamin køligt.

Han ville se med egne øjne, hvad Sophie havde gang i!

Nathan trak skarpt efter vejret, men tog sig sammen, før han gik hen til hende.

Han satte sig over for Sophie og tvang et smil frem, som han håbede så professionelt ud. "Undskyld, er du Stella? Jeg hedder Nathan Reynolds fra Reynolds Enterprises. Det glæder mig at møde dig."

Sophies blik dvælede et sekund ved Nathans ansigt, og hendes hjerte sank.

Nathan!

Benjamins bedste ven!

Hvad lavede han her?

"Undskyld!" Hendes krop reagerede hurtigere end hendes tanker, og ordene væltede ud. "Jeg kan ikke tage jobbet!"

Uden at vente på Nathans svar vendte hun sig for at gå.

Hun havde kun én tanke: Hun måtte få Timothy og Thomas væk herfra med det samme!

Hun måtte for alt i verden ikke lade Benjamin opdage børnene.

Med hans magt og ressourcer ville han helt sikkert tage dem fra hende!

"Laura! Vi skal af sted nu!" Sophie skyndte sig udenfor, og hendes stemme afslørede hendes hastværk, selv om hun forsøgte at holde den i ro.

Laura, stadig forvirret, forstod straks, at noget var galt, og rejste sig og tog begge børn i hånden.

"Mor, hvad er der galt?" spurgte Thomas, forvirret.

"Ingenting, skat. Jeg kom bare i tanke om noget, der hastede – vi skal hjem." Sophie rev hurtigt bildøren op, hjalp begge børn ind på bagsædet og gled derefter selv ind bag rattet.

Motoren brummede i gang, og deres SUV flettede sig hurtigt ind i trafikken.

Hun sad bag rattet og så caféen blive mindre i bakspejlet, men Sophies hjertebanken var stadig ikke faldet til ro.

Hun havde troet, hun var forberedt på enhver eventualitet.

Men i samme øjeblik hun satte foden i den her by igen, kunne alt, der havde med Benjamin at gøre, stadig slå panikken løs i hende.

Hun måtte være mere forsigtig.

Bilen rullede stabilt mod hjemmet, og stemningen indenfor var mærkbart dæmpet. Thomas og Timothy, der fornemmede deres mors uro, var usædvanligt stille.

Ved indkørslen til deres boligkompleks gjorde Sophie sig klar til at dreje ind mod parkeringsområdet.

Et øredøvende hviiiiin fra bremser flænsede pludselig luften.

En sort Rolls-Royce Phantom skød frem fra siden og lagde sig med brutal dominans direkte foran hendes bil, så hun blev tvunget til at bremse hårdt.

Forreste kofangere var mindre end ti centimeter fra hinanden.

Sophies hjerte slog et voldsomt slag, som om det sprang op i halsen på hende. Stadig rystet af chokket reagerede hun instinktivt og lænede sig ind for at skærme sine børn.

Rolls-Roycens dør blev skubbet op med kraft.

Benjamin steg ud.

Med solen bag sig bar hans høje skikkelse en overvældende, truende tyngde, mens han skridt for skridt gik hen imod hendes bil. Hans ødelæggende smukke ansigt var nu stivnet i kulde, som en dæmonfyrste, der rejste sig fra helvede.

Sophies blod frøs i det øjeblik.

Han havde fundet hende alligevel.

Han hamrede knyttenæven mod sideruden, så hele bilen gav et ryk.

"Sophie Scott!" Hans stemme var så iskold, at den kunne danne rim. "Hvor længe har du tænkt dig at gemme dig?"

Sophie tvang sig selv til at holde sig rolig. Hun kunne ikke vise svaghed over for ham.

Hun åbnede bildøren og rejste sig for at møde Benjamin. "Hr. Brown, jeg mener ikke, vi har noget at tale om."

"Ikke noget at tale om?" Benjamin lo kort og koldt. Hans blik gled forbi hende og ind på børnene i bilen. "Hvad så med dem? Er de også 'ikke noget at tale om'?"

Han pegede på Thomas og Timothy. "Det dér er mine sønner! Tør du benægte det?"

Inde i bilen så Thomas og Timothy op på hans ansigt, der var fortrukket af raseri.

"Slemme mand!" Thomas sendte ham et frygtløst blik. "Du skal ikke mobbe min mor!"

Timothy var endnu mere direkte. Han løftede sit børne-smartwatch og sagde med sin søde stemme: "Mor, skal vi ringe til politiet? Der er en slem mand, der chikanerer os."

De enkle ord fik kun Benjamins vrede til at blusse op.

Hans egne sønner kaldte ham en slem mand? Og truede med at få ham anholdt!

"Nu er det nok!" Benjamin mistede tålmodigheden fuldstændigt. Han greb Sophies arm og trak hende hårdt ind mod sig. "Du forklarer mig det hele! Hvad der er sket de sidste fem år!"

"Slip mig!" Sophie vred sig fri, håndleddet dunkede under hans jernhårde greb.

I tumulten blev ærmet på hendes chiffonbluse revet brutalt tilbage.

Med det samme blev et net af ar – helet, men stadig grotesk tydelige – blotlagt for luften.

På hendes slanke arm krydsede lag på lag af gamle og nyere ar hinanden som klamme tusindben – et chokerende syn.

Benjamins bevægelse stivnede brat.