Død Hustru Vender Tilbage med Tvillinger

Udenfor lå verden dækket af sne, mens en bidsk vind hylede.

Sophie Scott stod øverst på trappen til anden sal. Hun var omgivet af varme, og alligevel føltes det, som om en isnende kulde trængte helt ind i knoglerne.

Synet foran hende foldede sig ud som et mareridt, der blev ved med at vende tilbage—Olivia Sanders lå på gulvet, og blodet trængte hurtigt gennem tøjet og farvede den dyre marmorgulvplade under hende.

"Mit barn! Sophie, hvorfor skubbede du mig?" skreg Olivia i smerte, mens hun beskyttende pressede hænderne mod maven.

Sophies ansigt blev kridhvidt. Før hun nåede at forsvare sig, var Benjamin Brown allerede kommet stormende til. Hans blik låste sig fast på Sophie med utilsløret had. "Sophie, har du et dødsønske?"

De få ord skar gennem Sophies hjerte som et væld af knive.

Hun trak vejret dybt og tvang sig selv til at holde hovedet koldt. "Jeg skubbede hende ikke. Der er overvågningskameraer her—du kan se optagelserne." Hun kunne næsten ikke fatte, at Olivia ville bruge sit eget barn til at sætte hende i fælden.

"Hvis du ikke tror mig, finder jeg nogen til at tjekke det med det samme."

"Hold op! Tror du virkelig, jeg stadig hopper på dine ynkelige løgne? Jeg har set, hvem du i virkeligheden er—en ondskabsfuldt grusom kvinde," sagde Benjamin, med kolde, truende øjne.

Han gik imod Sophie, skridt for skridt. Den isnende udstråling omkring ham var skræmmende, men endnu værre var den dræbende hensigt i hans blik. Sophie bakkede instinktivt.

"Hvis du ikke havde forsøgt at give Olivia skylden for brandstiftelsen for år tilbage, var min søster ikke blevet vansiret. Og nu har du dræbt mit barn. Sophie, du fortjener enhver straf, der venter dig."

Sophies krop vaklede, og hun knyttede næverne så hårdt, at det gjorde ondt. "Det, der skete dengang, var ikke min skyld. Hvorfor vil du ikke bare undersøge det og finde sandheden?"

Med Benjamins enorme magt og forbindelser kunne han uden besvær grave sandheden frem, hvis han ville.

I årevis havde hun båret stemplet som en ond kvinde og udholdt Benjamins kulde og brutalitet. Hun kunne ikke holde til det længere.

"Jeg stoler på det, jeg har set med mine egne øjne!" brølede Benjamin.

Sophies pupiller trak sig sammen. Hun kunne ikke få et eneste ord frem til sit forsvar.

Det gjorde ondt i hjertet, som om det blødte. Sandheden lå lige foran ham—hvis han bare ville lede efter den.

Men han gav hende ikke engang en chance for at bevise sin uskyld.

"Jeg kan ikke redegøre for alle dine misforståelser om mig lige nu. Først må jeg bevise, at det, der skete i dag, ikke var min skyld. Det er tydeligt, at hun forsøger at lægge det over på mig!" sagde Sophie med sammenbidte tænder.

Hvis hun bare kunne få fat i overvågningsoptagelserne og bevise, at Olivia ikke var så uskyldig, som hun så ud, ville Benjamin måske begynde at tvivle på sine gamle antagelser.

Sophie vendte sig for at finde overvågningsmaterialet, men snublede pludselig, og maven ramte gulvet hårdt. En skarp, voldsom smerte skyllede straks gennem hele hendes krop.

"Min mave gør så forfærdeligt ondt!" Sophies øjne fyldtes af panik, da hun så blod samle sig under hende.

Skrækslagen tryglede hun: "Benjamin, vær sød at tage mig på hospitalet; vores babyer..."

Benjamin så ned på Sophie med foragt. "Det er ikke andet end en horeunge fra din affære med en eller anden tilfældig mand! Det barn fortjener ikke at komme til verden!"

Fortvivlelsen stod i Sophies øjne, mens hun rystede. "Benjamin, jeg kan forklare alting. Vær sød—red vores barn først."

Det var barnet, hun havde båret i otte måneder—bare lidt endnu, og barnet ville være kommet til verden.

Med sin sidste rest af kræfter rakte hun ud mod Benjamin og klamrede sig til den spinkleste håbstråd. Hvad nu hvis han ville tage hende på skadestuen?

Men hendes udstrakte hånd greb kun ud i luften. Hun kunne ikke engang nå kanten af hans bukseben.

Olivia skjulte sin tilfredshed og skreg af smerte. „Benjamin, tag mig nu hurtigt på hospitalet. Det gør så forfærdeligt ondt!“

Uden at tøve gik Benjamin hen til Olivia, løftede hende op i armene og satte kurs mod udgangen med lange skridt.

Fra start til slut ofrede han ikke Sophie så meget som et eneste blik. Han så ikke den sidste gnist af lys i hendes øjne briste.

Hun lå på gulvet, mens håbløsheden skyllede ind over hende. Hun kunne næsten høre lyden af sit hjerte, der gik i stykker.

Alligevel, da hun så ned på sin mave, vidste hun, at hun ville sætte livet på spil for at holde sine børn i live.

Sophie kravlede smertefuldt frem, fandt sin telefon og ringede efter en ambulance.

Efter hvad der føltes som en evighed, kom redderne endelig, gav hende akut behandling og kørte hende straks på hospitalet.

Sophie lå bleg og udmattet på hospitalssengen og fik drop. Hendes blik var tomt, tankerne indhyllet i tåge.

I det samme bragede to vagter ind ad døren, rev droppet ud af hendes arm og trak hende brutalt ud af sengen.

Sophie havde ikke engang kræfter til at gøre modstand. „Hvor tager I mig hen?“ spurgte hun svagt.

„Hr. Brown siger, at sådan nogen som dig skal straffes. Du kan tænke over alle dine fejltagelser i fængslet!“ Vagterne førte Sophie med magt til politistationen.

I det øjeblik blev der helt stille i Sophies hoved.

Hun tryglede desperat om, at de ville redde hendes børn. Det var slemt nok, at Benjamin havde forladt hende, men nu sendte han hende i fængsel.

Den ene vagt trak nogle papirer frem. „Hr. Brown har beordret, at du skal have den hårdest mulige straf! Du kommer til at sidde mindst fem år!“

Da hun hørte de ord, smuldrede den sidste rest af følelser, Sophie havde for Benjamin, fuldstændigt.

Nej—deres forhold var styrtet ned i afgrunden i det øjeblik, Benjamin igen og igen valgte Olivia frem for hende.

Sophie havde narret sig selv og klamret sig til håbet om, at hvis hun bare holdt ud lidt endnu, kunne hun måske tø hans frosne hjerte op.

Virkeligheden gav Sophie et sviende slag. I Benjamins øjne var hun ikke engang værd så meget som et eneste hår på Olivias hoved.

Sophie sad omtåget og lyttede til betjente, der gennemgik de forskellige sigtelser.

Hun havde intet tilbage i verden, ud over bekymringen for sin forsvundne storebror, Simon Scott, og sin anden bror, Steve Scott, der sad i fængsel.

For nogle år siden havde Scott-familien været blandt de ti største virksomheder i Luminous City. Nu var de forsvundet sporløst.

Efter at Scott-familien var gået konkurs, havde Benjamin hævngerrigt gået efter alle deres slægtninge.

Han var overbevist om, at Sophie var den skyldige. Uanset hvor meget hun bad eller forsøgte at forklare, var det forgæves.

Benjamin ville have hende til at lide en skæbne værre end døden.

Sophies skarpe negle borede sig dybt ind i hendes håndflader. Hvis Benjamin nogensinde fandt ud af sandheden om, hvad der skete for år tilbage, så ville hun aldrig tilgive ham, selv hvis han knælede ved hendes grav!

Hun fortrød, at hun nogensinde havde mødt Benjamin—det havde ødelagt hele hendes liv!

Sigtelserne blev hurtigt fastlagt. Sophie blev anholdt for vold. Iført en orange fængselsdragt, med lænker om anklerne og håndjern om håndleddene, blev hun ført ombord i politibilen med en stenhård beslutning i blikket.

I dette liv skulle hun og Benjamin aldrig mødes igen.