Kapitel 4

Sammenlignet med den hårde tone, Charles havde brugt tidligere, da han udspurgte Wayne og Bianca, var hans svar til Emily mærkbart mildere.

Emily trak et lettelsens suk.

Med en så stærk allieret på sin side ville kvinderne, der stadig sad fanget og led, have langt bedre chance for at blive reddet.

Emily gjorde sine tørre læber fugtige og så på manden i den skarptpressede uniform, der stod over for hende, med et blik fyldt af endnu dybere respekt.

Selv om hun ikke havde kendt ham længe, var den retfærdighedssans, der strålede ud af ham, nok til at vinde Emilys fulde beundring.

"Betjent Howard, på vegne af alle dem, der stadig er fanget derude, tak igen."

Emily bøjede hovedet en anelse, og hendes tone var alvorlig og oprigtig.

Den lille bevægelse trak i sårene på hendes hals. Emily rynkede brynene, selv om hendes ansigtsudtryk forblev uændret.

Ingen kunne se, at hun netop var blevet reddet ud af det kvælende fængsel.

Charles så ned på hende.

Han havde bestemt ikke brug for hendes tak.

At udrydde kriminelle elementer og redde uskyldige liv var ganske enkelt det, han stræbte efter.

Selv efter at Emily havde udstået så umenneskelige pinsler, bevarede hun et så rent hjerte.

Charles løftede et øjenbryn, og hans blik blev varmere af anerkendelse.

De omkringstående gæster vidste ikke længere, hvad de skulle stille op med situationen. De var kommet for at få dramatik, men Charles’ uventede tilsynekomst havde vendt op og ned på det hele.

Og han stod tydeligvis på Emilys side.

Når Charles havde talt hendes sag, ville det at fortsætte med at stille spørgsmål ved hendes rygte svare til at gå imod Howard-familiens arving.

Så dumme var de ikke, så de trak sig gradvist tilbage.

Da optrinnet endelig var forbi, kunne Emily trække vejret lidt friere. Hun ignorerede snavset på sin kjole og vendte sig igen mod Charles.

Denne gang bar hendes stemme præg af hast.

"Betjent Howard, for hver dag de forbrydere går fri, er ofrene i større fare."

"Vi bør tage af sted så hurtigt som muligt."

Emilys følelser kogte. Hun vidste bedre end nogen, hvor håbløst det føltes at være spærret inde i de sol-løse steder, hvor pinefuld den daglige tortur kunne være.

Hun ville redde de mennesker med det samme.

Charles overvejede det kort, før han nikkede og gik hen mod sin bil. Emily trådte frem for at følge efter.

Lige som de tog det første skridt, skar en skarp kvindestemme gennem stilheden.

Laura råbte: "Emily, det er godt nok tankeløst af dig."

Emily standsede instinktivt.

"Betjent Howard er din redningsmand, og dermed er han også Windsor-familiens redningsmand. Hvordan kan du lade vores velgører gå, uden så meget som at byde ham en kop te?"

Laura bar et sødt smil, da hun gik hen til Wayne og legende ruskede i hans arm som et forkælet barn.

"Far, du har altid lagt vægt på god opførsel hos os børn. Måske har Emily glemt sin etikette efter at have været væk et år, men vi kan ikke gå på kompromis med vores standarder."

Hun sendte Wayne et meningsfuldt blik.

Wayne forstod straks hentydningen.

De fik sjældent så meget som et glimt af Charles, og her var en gylden mulighed for at skabe en relation til ham.

At komme på god fod med Charles kunne kun gavne dem.

Laura tænkte som altid flere træk frem.

Waynes øjne glimrede, mens hans blik hvilede på Emily, der stod et par skridt bagved. Et øjeblik gled et næsten skjult udtryk af væmmelse over hans ansigt.

Emily var så ivrig efter at holde sig tæt på Charles, og alligevel skabte hun ikke nogen muligheder for, at familien kunne knytte forbindelser.

'Hvilken ubrugelig datter! Hun kan kun skabe problemer, i modsætning til Laura, der ved, hvordan man skaber muligheder for familien.'

"Betjent Howard, Laura har ret. Som Emilys familie vil vi gerne have mulighed for at takke dig ordentligt for at have reddet hendes liv. Emily ved ikke bedre – hun får end ikke inviteret dig indenfor."

Wayne trådte smiskende frem, med Bianca og Laura lige i hælene.

"Desuden blev Emily kidnappet, og vi aner ikke, hvilken slags overgreb og tortur hun har været udsat for. Ethvert forældrepar ville være knust. Min kone og jeg brugte et helt år på at bede om, at hun kom sikkert hjem. Betjent Howard – det skyldes alt sammen dig."

Wayne lod som om, han tørrede tårer væk og sukkede dybt.

Laura så på Wayne med medfølelse, stemmen tung af sorg. "Betjent Howard, vi har ingen bagtanker. Vi vil bare vise vores taknemmelighed på den rigtige måde."

Med det løftede hun blikket mod Charles med rødkantede øjne, og hendes ynkelige udtryk trak i alles hjerter.

Enhver anden ville være blevet fuldstændig taget ved næsen af hendes optræden.

Emily kastede et blik til siden; hendes læber sitrede uvilkårligt.

Før i tiden ville hun uden tvivl have troet på, at Laura oprigtigt ville takke sin redningsmand.

Men nu kunne hun ikke stole på Lauras falske oprigtighed, uanset hvad.

"Laura ved virkelig, hvordan man gør tingene ordentligt. Selvom hun er lillesøsteren, er det hende, der sørger for, at vi får takket vores livredder."

"Ærligt talt opfører Laura sig mere som storesøsteren. Og hvad angår Emily…"

Underforståelsen stod lysende klart for alle.

Emilys hænder knyttede sig og åbnede sig igen ved hendes sider, mens hun lo koldt.

Lauras lille forestilling var virkelig mesterlig.

Med få ord havde hun formået at sætte Emily i rampelyset igen.

Gæsternes mumlen var ikke høj, men den dæmpede hvisken var kun endnu mere ubehagelig at høre. Charles rynkede panden med tydelig irritation, hånden hvilende let på bildørens håndtag.

Han vendte sig mod dem, og irritationen var ikke til at tage fejl af.

"Hvis I lagde halvt så mange kræfter i faktisk at arbejde som i at fedte, så havde Windsor-familien ikke brugt årtier på bare at få et navn i den her by."

Han holdt en pause, og den naturlige skarphed i hans stemme skar gennem luften og lagde en ubehagelig stilhed over dem.

På trods af sin unge alder udstrålede Charles mere autoritet end erhvervsveteraner med årtiers erfaring.

"Blive til te? Jeg har ikke tid til at spilde på den slags pjat."

Uden at sige mere åbnede han resolut førerdøren og satte sig ind, og døren smækkede i med en endegyldig klang.

Emily blev stående et øjeblik og mødte Charles’ skarpe, tiltrækkende blik gennem bilruden. Han vippede let med hovedet og gav tegn til, at hun skulle sætte sig ind.

Uden yderligere tøven nikkede Emily og steg ind i bilen.

Motoren startede, og Laura stod et stykke fra bilen og stirrede chokeret på scenen, der udspillede sig foran hende.

Hun kunne knap tro det, hun lige havde hørt og set.

Charles havde ikke engang værdiget hende et andet blik, og han havde kaldt det spild af tid at blive hos Windsor-familien.

Laura bed sig hårdt i læben, og hendes knyttede næver sendte en skarp smerte gennem håndfladerne.

Hun var Windsor-familiens anden datter; ingen havde nogensinde vovet at ignorere hende så åbenlyst!

Især med så mange tilskuere havde Charles ikke vist hende den mindste respekt – nærmest inviteret alle til at gøre grin med hende.

Laura var så ydmyget, at hun havde lyst til at synke i jorden.

På dette tidspunkt følte gæsterne sig utilpasse ved at blive ved med at overvære optrinnet og fandt tilbage til deres pladser.

Men Laura blev stående og stirrede i den retning, Maybachen var kørt, mens hun skar tænder.

Oppe på trappen stod Lucas og så de to skikkelser forsvinde, mens en sær fornemmelse langsomt bredte sig i hans bryst.