Kapitel 2 - Ulige følelser

Solen skinnede gennem vinduerne og ramte mig lige i ansigtet. Jeg åbnede ikke øjnene. I stedet lod jeg solen varme mig, mens jeg prøvede at ryste den kuldegysende følelse af den drøm, jeg lige havde haft, af mig. Jeg skal ringe til min mor; jeg har brug for at høre hendes stemme, hendes irriterende men livlige snak om, hvad der er sket i den forgangne uge.

Jeg rækker ud efter mit natbord og finder min telefon, trykker på hjem-knappen. "Ring til mor," siger jeg, og snart hører jeg den beroligende stemme i den anden ende.

"Godmorgen, skat! Du er tidligt oppe i dag!"

Jeg kan mærke klumpen i halsen og prøver at synke den ned.

"Er alt okay, skat?" spørger min mor, da jeg ikke siger noget.

Jeg tager en dyb, lidt rystende indånding og svarer hende.

"Ja, mor, jeg har det fint; jeg havde bare brug for at høre din stemme."

"Dårlige drømme igen?" undrer hun sig.

"På en måde; det var en mærkelig en, gav ingen mening," siger jeg og åbner endelig øjnene og begynder at kravle ud af sengen.

"Drømme giver sjældent mening i starten. Vil du fortælle mig om den?" spørger hun.

Vil jeg? Hvad vil jeg sige? "Vi boede i en hule, og denne smukke fyr dræbte dig. Med sine tænder, drak dig tør, faktisk."

"Nej, det er okay; den forsvinder alligevel. Jeg kan egentlig ikke huske så meget," svarer jeg, velvidende at min mor kan bruge timer på at tolke drømme, hvis jeg fortæller hende den mindste detalje.

Det startede, da jeg var barn, måske i en alder af tre. Jeg havde disse perioder med mareridt, ikke de sædvanlige om monstre under sengen eller klovne på Tivoli. Nej, mine var af en langt mere blodig karakter, med mennesker, der blev revet fra hinanden, lem for lem, bæster i mørket, og naturen selv, der vendte sig mod vores menneskelige race. Nogle gange kunne jeg ikke skelne, hvor drømmen sluttede, og mit virkelige liv begyndte. Min mor tog ofte fri fra arbejde for at blive hjemme, når jeg havde en dårlig nat, og overbeviste mig om, at det hele bare var en drøm.

I fire år forsøgte min mor at få mig hjælp, og jeg kunne se, hvordan det åd hende op. For hver læge, der ville give mig en ny type medicin eller tale mere om min far, der forlod os, blev hun mere nedslået. Hun købte alle bøger om drømmetydning, hun kunne få fat i, med en mission om at fikse mig. Så jeg begyndte at skjule eller lyve om mine drømme. Jeg fortalte hende små brudstykker og holdt altid de værste tilbage, indtil jeg en dag sagde, at de var væk, erstattet af drømme om søde drenge og kærlighedshistorier. Og snart var de det virkelig.

"Det er godt, skat... Men Hope, du ville fortælle mig det, ikke? Hvis mareridtene kom tilbage?" Min mors bekymrede stemme sendte et stik til mit hjerte.

"Selvfølgelig, mor, men bare rolig, det var ikke et mareridt, bare et underligt et," løj jeg.

"Jeg skal virkelig afsted; har ikke haft min morgen tissetur endnu," grinede jeg, velvidende at det ville afslutte samtalen.

"Okay, du må hellere komme i gang. Ses vi på søndag?" spurgte hun.

"Jeg kommer!" sagde jeg og afsluttede opkaldet, før jeg skyndte mig ind på badeværelset. Det var ikke en løgn; min blære var virkelig ved at sprænge.

I dag havde jeg fri fra arbejde. Efter at have blundet et par timer, var min første idé at blive hjemme, i sengen, se Netflix og proppe mig med stærk kaffe, sandwiches, chips og is. Men den vedvarende følelse af at være fanget i en hule fik mig til at længes efter frisk luft. Jeg overvejede at sende Maya en sms. Måske kunne vi hænge ud, men jeg skrinlagde det. Selvom Maya ofte var en frisk pust, kræver hun en masse energi, og lige nu følte jeg, at jeg havde brug for den energi til mig selv.

Jeg åbnede mit klædeskab og sukkede, da jeg kiggede på bunkerne af tøj. Måske skulle jeg bruge dagen på at organisere dette rod? Jeg udsatte det...igen...

Jeg tog en sort tanktop, et par jeans og mine hvide Converse på. Jeg greb min cowboyjakke og min skuldertaske og forlod min lejlighed.

Luften udenfor føltes ren efter den kraftige regn natten før. Solen var varm, men ikke hed. Jeg tog et par dybe indåndinger og besluttede, at det virkelig var en smuk dag.

Efter en kort gåtur endte jeg ved byens zoologiske have. Jeg elsker det her sted. Jeg foretrækker faktisk dyr frem for mennesker, fordi der ikke er behov for at tale.

Min gåtur tog mig forbi sælerne og delfinerne og gennem krybdyrhuset. Jeg stoppede ved børnenes klappezoo for at kramme kaninerne. Jeg elsker duften af kaniner! Derefter var der området med de store katte. Jeg bryder mig ikke så meget om dem, må jeg indrømme. Jeg finder dem dovne og arrogante, og hvis jeg var et dyr, ville jeg ikke stole på dem. Mange bagtalende vibes der. Jeg endte det samme sted som altid. I den fjerne ende af parken, ved ulvene. De er en solid flok på 8 ulve, og de er den eneste terapi, jeg har brug for. Jeg får øjenkontakt med alfa hunnen, og jeg føler et smil forme sig på mit ansigt. "Kom nu, kald dem," hvisker jeg til hende, som om jeg virkelig tror, hun kan høre og forstå mig. Hun lægger hovedet tilbage, og en lav hylen bryder ud fra hendes hals, og jeg fniser. Det tager ikke lang tid, før resten af flokken kommer løbende. Alfa hannen stopper ved sin hun, snuser til pelsen på hendes hals, før han kommer frem til mig. Alfa hunnen bliver på sin plads og iagttager.

Jeg glider ned på græsset foran dem, kun adskilt af hegnet i deres indhegning, og jeg stikker hånden ned i min taske. Syv par ører spidsede til, syv par øjne fulgte hver eneste af mine bevægelser, og syv våde tunger slikkede deres snuder.

"Jeg ved, hvad I vil have, I fjollede hunde," griner jeg, mens jeg trækker en pose tørret kød op af tasken. Jeg vender mig først mod Alfaen.

"Nu kender du aftalen; du giver din dame først." siger jeg og giver ham stykket kød mellem de stramme stænger i hegnet. Jeg ser, hvordan han jogger over og lægger kødet foran hende, før han kommer tilbage til mig. "God dreng! Du er sådan en gentleman," roser jeg ham og giver ham hans eget stykke delikatesse. Derefter giver jeg opmærksomhed til hver af de seks resterende ulve, før jeg læner mig op ad hegnet og slapper af et stykke tid. De pelsede syv på den anden side gjorde det samme.

"Jeg ville virkelig ønske, I kunne forstå mig. Det ville være rart at have nogen at tale med. Jeg er ikke så god til at tale med mennesker; jeg har aldrig været god til det." Jeg vendte mig mod alfa-hannen. Han hvilede sit hoved på sine store poter og kiggede tilbage på mig. "Nå, måske kan vi træne på det næste gang, hva'?" Jeg smågrinede, før jeg rejste mig op.

Alfa-hunnen spejlede mig, før hun igen vippede hovedet og kaldte på sin flok.

De løb alle afsted efter hende, men før han forsvandt, vendte alfa-hannen sig om og gav mig et stærkt hyl, der gik lige ind i min sjæl, og så var han væk. Mine ben rystede, og jeg greb fat i hegnet for at stabilisere mig. Hvad var det? Det var ikke en trussel eller en dominanshandling. Det føltes mere som et klap på ryggen. Mere som "Du klarer det," "Jeg forstår dig," og "Hold ud."

"Gud Hope, det må virkelig være slemt, hvis du håber på opmuntring fra en ulv." hviskede jeg til mig selv, rystede på hovedet, og en stille latter forlod mine læber.

I stedet for at gå hjem, tog mine ben mig til parkour-parken et par blokke fra min lejlighed. Det er en omfattende park, ikke kun for parkour; der er en kaffestand med nogle borde og stole, områder til picnic og frisbee-spil, en lille hundepark, og selvfølgelig George ismanden med sin vogn af kolde, himmelske lækkerier. Normalt kommer jeg her fra tid til anden for at træne mig selv, men i dag er jeg kun tilskuer. Jeg bestilte en medium caffe mocha og satte mig ved et bord med udsigt til parken. Teenagerne, der normalt invaderede denne del, var nok i skole, men der var nogle få, måske på min alder, der trænede deres færdigheder. Jeg nippede til den bittersøde væske, mens jeg så på springene, svingene og glidene foran mig. Jeg kunne mærke mine muskler trække sig lidt sammen, længende efter at deltage.

"Springer du træningen over i dag?" hører jeg en mandlig stemme komme op bag mig.

Jesse tog plads i stolen ved siden af mig. Rødt hår, blå øjne, og fregner dækkede hans hud. Han smilede sit hvide, charmerende smil.

"Nej, det er min fridag, så jeg kom bare for kaffen," svarede jeg og smilede tilbage.

"Bliv ved med at fortælle dig selv det." Jesse blinkede til mig, mens han trak sin trøje af og flexede sine muskler. "Jeg er ret sikker på, at du kom for udsigten," fortsatte han, mens han vrikkede med øjenbrynene.

"Ja, du ville ønske!" svarede jeg, mærkede en lille rødmen i mit ansigt og følte mig lidt varmere end normalt.

Han lo højt, før han rejste sig, ruskede mit hår og tog afsted.

Jeg smilede til mig selv og tog en slurk mere fra min kop.

Han har ikke helt uret; jeg kan godt lide at se ham træne. Ikke som en forelsket pige, der er imponeret over hans gode... nej, exceptionelle kropslige fysik, men hans hastighed, fleksibilitet og styrke blæser mig ofte væk. Det er som om, han ikke er menneske. Som om han er trådt ud af en Avengers eller Gladiator film. Når jeg ser ham i luften nogle gange, er det som om, han trodser tyngdeloven. I dag var en af de dage. Hans krop, skinnende af sved, drejede, vendte, landede, forlod og fløj, som om den ikke var beregnet til andet. Fra at balancere på smalle overflader til at lande på en anden, alt for langt væk, det var som en dans med naturen og

Jeg mærkede min vejrtrækning blive hurtigere, min hud varmere, og jeg slikkede mine læber, lidt ude af fokus.. hvad fanden?… Jeg reagerer aldrig på Jesse på denne måde.

"Er du sikker på, at du ikke vil være med?" råbte han efter et stykke tid. Jeg rystede bare på hovedet og vinkede til ham om at fortsætte, glad for at han var for langt væk til at se mit rødmende ansigt.

Jeg træner med ham nogle gange, og måske hvis han havde sendt mig en besked om, at han ville være her, kunne jeg have taget bedre tøj på og deltaget.

Jeg tjekker min telefon.

En ny besked…

Fra Jesse: Træning i dag, vil du være med?.

Ups, den missede jeg totalt.