105. Han venter på mig.

Jeg stivner, åndedrættet fanges, da jeg mærker hele hans vægt smelte imod mig. Christophers varme, feberagtig og desperat, siver ind i min hud. Han klamrer sig til mig, som om jeg er det eneste, der holder ham fast til sengen, til værelset, til livet — til sig selv.

Jeg ved ikke, om jeg hader ham ...

Log ind og fortsæt med at læse