Kapitel 2

(Annora)

Nogle dage føler jeg mig som en robot. Jeg står op, tager tøj på og laver morgenmad til min datter. Så tager jeg hende i skole, kører til hospitalet, hvor jeg arbejder, og tilbringer resten af min dag med syge eller tilskadekomne børn. Jeg elsker mit job. Det er den karriere, jeg har drømt om, siden jeg var tretten.

Men det er dage som i dag, der bare får mig til at føle mig... fastlåst.

Lugten af antiseptisk middel hænger ved mine grønne kitler, da jeg forlader operationsstuen. Jeg blev bedt om at deltage i en akut blindtarmsoperation på en otteårig pige. Pigen og hendes familie kom ind på skadestuen sent i går aftes for at få hjælp med smerter. Skadestuen var oversvømmet med patienter, så den lille pige lå i smerter i timevis, før en læge kunne se hende.

Nu vil jeg bare tage et bad, skifte til mit almindelige tøj og tage hjem for at få noget tiltrængt søvn. I stedet går jeg tilbage til mit kontor for at foretage nogle opkald. Det skuffer min mor, at jeg omlægger vores aftale for femte gang i træk. Jeg er ærligt talt overrasket over, at hun ikke er vant til det nu.

"Dr. Winters, har du et øjeblik?"

Jeg kigger over skulderen, mens jeg venter på elevatoren. En høj mand, jeg aldrig har mødt før, går hen imod mig. Ud fra hans jakkesæt og den manilla-konvolut, han holder ved sin mappe, gætter jeg på, at han er advokat. Noget ved denne mand føles ikke rigtigt.

"Hvad kan jeg gøre for dig? Er du i familie med en af mine patienter?" spørger jeg. Så læner jeg mig frem og trykker på knappen for at kalde elevatoren.

"Er der et sted, hvor vi kan tale privat?"

Uden at give ham et svar hopper jeg ind i elevatoren, så snart dørene åbner. Han følger efter mig, men venter på, at dørene lukker, før han siger noget mere. At være alene med ham i elevatoren får det til at krybe i mig, men jeg ved, at jeg ikke har noget andet valg nu.

"Mit navn er Marcus Drumond, og jeg repræsenterer Kyle..."

Før han kan afslutte sin sætning, løfter jeg hånden for at tysse på ham. Jeg tager min telefon op af lommen og trykker på knappen for at ringe til min advokat. Før jeg kan trykke på opkaldsknappen, griber han min hånd for at stoppe mig. Handlingen får mig til at tabe min telefon.

Hans øjne bliver store, da den rammer gulvet og går i stykker. "Åh gud, jeg er så ked af det. Jeg har bare brug for, at du lytter til mig. Jeg køber dig en ny telefon."

"Lyt godt efter, Mr. Drumond, for jeg siger det kun én gang. Jeg er ligeglad med, hvem du er, men jeg vil fortælle dig, hvad du skal sige til din klient. Ring til min advokat. Vi er færdige her."

Da dørene åbner, træder jeg ud af elevatoren og går hen mod mit kontor. Marcus følger efter mig, mens jeg skynder mig hen til min dør. Han bliver ved med at tale om, hvordan hans klient har bedt ham om at tale med mig. Jeg ignorerer ham, indtil vi når min lukkede kontordør.

"Du har to valg, Mr. Drumond. Det første er at gå din vej og give min besked videre til din klient. Eller du kan fortsætte med at chikanere mig på min arbejdsplads, hvilket vil få mig til at ringe til sikkerheden og få dig fjernet fra bygningen. Din klient har fået at vide flere gange, at al yderligere kommunikation mellem os skal gå gennem vores advokater. Venligst nævn dette for ham, når du taler med ham."

Jeg vender på hælen for at åbne min dør og lukker den hurtigt i hans ansigt, da han forsøger at følge med ind. Med hurtige skridt går jeg hen til mit skrivebord for at tage telefonen. Jeg ringer ned til sikkerheden ved receptionen for at give dem advokatens navn og beskrivelse.

Marshall, vores sikkerhedschef, tager telefonen. Han forsikrer mig om, at han vil eskortere Drumond væk fra ejendommen med en advarsel om ikke at komme tilbage, medmindre det er en medicinsk nødsituation. Jeg takker ham og lægger på for at foretage endnu et opkald. Denne gang til min advokat, Lorelai Davon.

Da hendes sekretær tager telefonen, informerer han mig om, at hun er i møde med en ny klient. Jeg fortæller ham, hvad der er sket, og han forsikrer mig om, at hun vil ringe tilbage, så snart hun er fri. Jeg lægger røret på og synker ned i min stol.

Som læge skulle man tro, at jeg var vant til at håndtere advokater. Men jeg har ikke haft så mange møder med utilfredse patienter, der krævede advokaters indblanding. Jeg har reddet, forbedret og hjulpet flere børn og deres familier, end jeg har mistet.

Min børnepraksis har kun været i gang i et år nu. To år tidligere end planlagt. Normalt ville der være fire års turnus, men jeg sprang de sidste to år over, da jeg blev tilbudt stillingen her til at lede deres børneafdeling. Jeg vidste ikke før efter, jeg havde accepteret stillingen, at min far havde trukket i nogle tråde for at skaffe mig jobbet.

En del af mig ville sige op, men jeg blev på grund af en lille pige. Min anden patient, Chloe, kom til hospitalet med en alvorlig forbrænding på benet. Efter at have undersøgt hende fandt jeg beviser på misbrug. Mange helbredte brud, som i de fleste tilfælde ikke ville være alarmerende for et barn i hendes alder, men det var skadernes natur.

Chloe rørte ved noget i mig. Noget som kun én anden person i mit liv har været i stand til. Jeg blev på Mercy General for hende og mindet om fortiden. For at være ærlig blev jeg også for min egen skyld. Dette har altid været min drøm.

Nu bliver den drøm plettet af min mareridtsagtige eksmand. Vores ægteskab var en fejl fra det øjeblik, jeg sagde ja til at gifte mig med ham. Hvis jeg havde vidst om hans voldelige tendenser, før vi blev gift, ville jeg være løbet væk.

Jeg plejede at elske mit liv. Jeg har et fantastisk job, et smukt hjem og en datter, der gør mig stolt hver dag. Alligevel mangler der noget i mit liv. Min eksmand var en voldelig idiot, og jeg savner ikke at blive slået, sparket eller skubbet, hver gang jeg ikke gjorde ham tilfreds.

Han elskede mig aldrig. Ikke på den måde, jeg havde brug for at blive elsket. Jeg har brug for den slags kærlighed, jeg engang havde, men mistede for længe siden. Timingen var forkert, men kærligheden var ægte. Jeg savner den følelse.

Min telefon ringer, og jeg kigger op på uret på væggen overfor mit skrivebord. Der er gået tredive minutter, siden jeg satte mig. Jeg tager telefonen og hører Lorelai taste noget ind på sin computer.

"Annora, jeg har lige talt med Kyles advokat. Han undskylder mange gange for, at Drumond dukkede op på hospitalet. Tilsyneladende havde den ivrige mand ikke fået besked om, at alt skulle gå gennem mig først." Lorelais stemme er rolig, mens hun går lige til sagen.

"Vores skilsmisse er afsluttet. Hvad mere kan der være at diskutere?"

"Kyle er under den vildfarelse, at han får huset. Han vil vide, hvornår du flytter ud."

"Huset var en gave til mig fra mine forældre. Det står kun i mit navn. Det stod også i ægtepagtens aftale, at hvis vi blev skilt, ville han ikke have nogen krav på det."

"Du fortæller mig ikke noget nyt. Det står i hans skilsmissepapirer, som jeg går ud fra, at han ikke har læst. Jeg fortalte alt dette til hans nye advokat. Det var lidt trist at se, at han fyrede Pensky. Jeg var ved at vænne mig til den lille skid."

Jeg griner af hendes præcise beskrivelse af Albert Pensky. Den mand fik mig altid til at føle, at jeg havde brug for et skoldende varmt brusebad efter at have været i samme rum som ham. Han var også umoden for en mand i halvtredserne. Han opfører sig som en forkælet frat-boy, der stadig går på universitetet.

Lige børn leger bedst, tænker jeg. Kyle hyrede ham trods alt.

"Så, fik du sat dem på plads? Vil de genere mig igen på arbejdet?"

"Hans advokat måtte finde papirerne for at bekræfte det, hvilket han burde have gjort, før han tog sagen. Da han ringede tilbage, undskyldte han igen og fortalte mig, at han havde droppet Kyle som klient."

"Det er da noget til vores fordel. Kan du sikre dig, at alt vedrørende huset, min bil og Graces tillidsfond er uden for hans rækkevidde?"

"Allerede gjort. Han har ingen juridisk ret til noget af det, da det hele blev oprettet, før I blev gift. Vi skitserede det tydeligt i ægtepagten, som han underskrev. Han har ingen sag for at få adgang til noget af det."

"Tak fordi du vendte tilbage til mig, Lori. Og tak fordi du altid går over og ud over."

"Det er mit job, Annora. Desuden er du mere end en klient for mig, og det ved du."

Hun har en pointe.

Min personsøger, der går af i min lomme, får mig til at afslutte opkaldet hurtigere end planlagt. Jeg ser på nummeret på den, griber mit stetoskop og min reserve-mobiltelefon og skynder mig hen til elevatoren for at tage tilbage til skadestuen. Jeg sætter mit simkort fra min knuste telefon i reserve-telefonen, mens elevatoren kører nedad.

Jeg ringer til min mor for at spørge, om hun vil hente Grace fra skolen, og fortæller hende, at jeg kigger forbi på vej hjem. Jeg får den forventede skyldfølelse for at aflyse vores frokostdate, men hun går med til min anmodning. Min mor går aldrig glip af en mulighed for at tilbringe tid med sit barnebarn.

Hvad jeg ikke havde forventet at se, da jeg ankom til mine forældre, var min bror Max, der kom ud af huset, da jeg trak op. Max bor i New York med sin kone, som enten stadig er inde eller ikke er med ham på denne tur. Hvad har fået ham til at komme til Californien?

"Nå, du er et syn for ømme øjne," siger jeg, mens jeg stiger ud af bilen.

Blikket i hans ansigt, da han ser mig, er kortvarigt glad. Så skuler han og ser væk. Det er ikke et godt tegn for Max. Det betyder, at noget generer ham. At han flyver til Californien for at se vores forældre betyder, at hvad end der generer ham, er slemt.

"Hej, hvad sker der, Max?" Jeg går hen til ham, mens han står fastfrosset og stirrer på jorden.

"Leita og jeg skal skilles."

Det er en erklæring, jeg aldrig havde forventet at høre fra ham. Han mødte Leita, da han gik på universitetet. De datede gennem hele universitetet, slog op i et år og fandt sammen igen. Da de blev gift, var det den lykkeligste dag i deres liv. Eller det troede jeg.

"Hvad skete der? Jeg troede, alt gik godt med jer to. Leita lød så glad, da jeg talte med hende i sidste uge. Hvad med barnet?"

"Hvis I to skal have den samtale, foreslår jeg, at I kommer ind, så naboerne ikke kender vores forretninger." Min mors stemme kalder fra den åbne hoveddør.

Gud forbyde, hvad vil naboerne tænke om vores familiedrama!

Max ryster på hovedet ad mig. "Kan jeg møde dig hjemme hos dig, efter du har hentet Grace?"

"Ja, du kan også tage gæsteværelset i stedet for at bo på hotel, som jeg ved, du planlægger at gøre."

Han nikker og skynder sig hen til sin bil. Jeg hører en stille gråd og nogle udvalgte ord, da han sætter sig ind i sin lejebil. Mit sind er i oprør, mens jeg prøver at finde ud af, hvad der er sket med min stærke, stoiske storebror, som har fået ham til at være tæt på tårer.

Uden at vente på, at min mor kalder mig ind igen, går jeg hen til døren. Jeg kan høre Graces latter give genlyd ned ad gangen. Jeg ignorerer min mors vrede blik og går tilbage til køkkenet, hvor jeg kan høre Grace tale med min far. Hans stemme minder mig om alle de gange i min barndom, hvor han sad i køkkenet og lavede krydsord på sine sjældne fridage.

Da han ser mig, kan jeg se, at hvad end Max havde at sige, ikke var godt. Hans øjne ser triste ud, men han smiler, da Grace kommer med en vittighed. Jeg må bare vente til senere i aften for at få sandheden ud af min bror.

Jeg fanger det blik, som min far sender mod min mors ryg, mens hun laver te. Den kærlighed, der skinner igennem hans øjne, når han ser på hende, er noget, jeg kun har oplevet én gang selv. Det får mig til at se tilbage på min datter, mens hun lægger sine kort ned på bordet og bryder ud i en latter.

Grace er en tro kopi af sin far. Quinn Greyson. Hver gang jeg ser ind i hendes øjne, husker jeg dem i et andet ansigt. Ansigtet af en ung mand på tærsklen til at blive soldat. Det ansigt dukker stadig op i mine drømme om natten.

Den sommer for længe siden hjemsøger mig stadig den dag i dag. Hver gang jeg ser på min datter, spekulerer jeg på, hvor han er lige nu. Er han i sikkerhed? Er han lykkelig? Tænker han på mig, som jeg tænker på ham? Med længsel, ikke kun efter fortiden, men efter hvad der kunne have været, hvis tingene var gået anderledes.

Hvad vil jeg sige til ham, hvis vi mødes igen? Vil jeg falde tilbage i hans arme, som om ingen tid er gået? Tolv år er lang tid at savne nogen. Tolv år er lang tid stadig at føle den rus af kærlighed, når jeg tænker på ham. Kærlighed, som jeg troede ville forsvinde, efterhånden som jeg blev ældre.

Den blev kun stærkere med tiden. Jeg savner ham så meget, at det gør ondt. Jeg forsøgte at finde ham ved hjælp af min fars kontakter i hæren. Intet kom nogensinde ud af mine forespørgsler. Måske er det nu et godt tidspunkt at prøve hårdere at finde ham. Hvis ikke for min skyld, så for det barn, vi skabte sammen.

Barnet, der tog mig med overraskelse og ændrede min verden til det bedre. Hun blev undfanget i kærlighed, da intet andet i verden betød noget end mig og ham. Under en sommer med udforskning, spirende romantik og begyndelsen på en kærlighed så ren og sød, at jeg aldrig har kunnet glemme den.

Jeg kunne heller aldrig glemme ham.

Grace er mit evige bånd til min eneste sande kærlighed. Faderen, som hun endnu ikke har mødt, fordi jeg ikke ved, hvor han er nu. Faderen, jeg berøvede hende. Hvad vil han tænke om mig, hvis vi nogensinde mødes igen?

Quinn, min elskede, hvor er du?

Kom venligst tilbage til mig.

Jeg savner dig.

Jeg stoppede aldrig med at elske dig.