Kapitel 4 - Arbejde og leg

Hopes synsvinkel

“Hvad fanden!!!” Mine hænder fløj op til min hals og skulder, famlede efter et kødsår eller blod, der flød ned ad min krop, men der var intet. Jeg tumlede ud af min seng og var ved at falde fladt på mit ansigt, før jeg fik stabiliseret mig selv. Mit hoved snurrer, og jeg står midt i mit værelse, forvirret. Jeg drejer rundt og leder efter den gigantiske ulv. “Floden, hvor er floden?” Jeg trækker vejret hurtigt og holder stadig fast om min hals af frygt for at bløde ud lige her i mit soveværelse. Mine øjne flakker rundt. Jeg ser min kommode ved væggen, mit skrivebord foran vinduet, tøjet jeg havde på i går, smidt på gulvet. Der er ingen lyde af græshopper eller rindende vand, ingen sand under mine fødder og intet blod på min hals. Min vejrtrækning begynder at falde til ro, og jeg koncentrerer mig om at tage dybe indåndinger.

“Indånd, udånd, indånd, udånd,” gentager jeg for mig selv, mens jeg trækker vejret ind gennem næsen og slipper det ud gennem munden.

“Du kender denne her, det er ikke virkeligt, bare en drøm, så tag dig sammen og kom ud af det.” Hvisker jeg ud i rummet. Jeg går langsomt hen til mit vindue, i behov for en ændring af scenen. Jeg trækker gardinerne til side. Det er stadig mørkt udenfor. Natten er klar, og månen er fuld.

“Så det er dig, der roder med mine drømme, hva?” Siger jeg til månen og husker noget, jeg læste om mennesker og dyr, der bliver påvirket af fuldmånen.

“Nå, jeg ville sætte pris på lidt kvalitetssøvn, så hvis du kan irritere en anden, ville det være fantastisk.” Jeg slipper gardinerne og slæber mine fødder ud i køkkenet. Uret på min køkkenvæg siger 02,53. Så hvis jeg er heldig, får jeg cirka 4 timer mere, før jeg skal op og på arbejde. Jeg sukker og hælder et glas vand op til mig selv. Jeg slugte det ned og indså, hvor tørstig jeg er. Efter 2 glas mere går jeg tilbage til min seng, skifter lagnerne, der er fugtige af min sved, før jeg dykker ned på mine tre store puder og trækker dynen op til kinderne. Floder, ulve og græshopper er for længst glemt.

Som heldet ville have det, ligger min lejlighed ikke langt fra mit job i en af byens syv daginstitutioner. Mens jeg bander over mig selv for at have sovet over, halvjogger jeg to blokke, før jeg når parken. Normalt stopper jeg og nyder de smukke omgivelser, men ikke i dag. Jeg tager en genvej over en græsplæne, hopper over en hæk, to hegn og løber på et par picnicborde for at spare nogle sekunder, hopper af, lander på mine fødder og med et lille smil på læben takker jeg stille min mor for at have introduceret mig til parkourtræning som barn. Selv Jesse ville måske være imponeret over mine bevægelser denne morgen.

Efter nogle få blokke mere når jeg den nordlige side af byen. Lejlighedsbygningerne bliver erstattet af enfamiliehuse i forskellige størrelser. Skovområder og små legepladser pryder området. Jeg ankommer til skolebygningen, der huser daginstitutionen. Jeg er overrasket over, at jeg føler mig så stærk på trods af nattens manglende kvalitetssøvn.

Maya venter på trappen ved indgangen med min refleksvest i hånden og fniser, da jeg når hende.

“Lige på kanten, kan jeg se,” siger hun og vrikker med øjenbrynene.

“Har stadig et par minutter til overs,” svarer jeg, mens jeg tager min vest fra hende og prøver at få vejret.

Den første bil kører op, en stresset far kysser sine to børn farvel, før han slipper dem i vores varetægt og går tilbage til sin bil.

“Ha' en god dag, Mr. Evans!” Råber Maya og sætter et forførende smil på sine trutmundslæber. Mr. Evans vender sig halvt om for at give et lille vink, snubler og er ved at falde, før han tumler de resterende meter til sin bil. Jeg ser en ny nuance af lyserød på hans ansigt, da han hopper ind og kører væk.

“En rigtig lækkerbisken den der, får min mund til at løbe i vand.” Siger hun, mens hun overdreven slikker sig om læberne. Jeg griner og ruller med øjnene ad hende. “Hvad?” spørger hun og sætter et uskyldigt udtryk på sit ansigt.

“Du er bare ond! Stakkels fyr.” Svarer jeg, stadig grinende.

Maya er den slags pige, som fyre vender sig 180 grader efter. En rigtig hovedvender. Langt blondt hår, store blå øjne, slank krop og bryster, der synes at være immune over for tyngdekraften. Hun er smuk, og hun ved det. Hun blinker og giver mig et djævelsk grin.

“Videre til den næste, min kære, videre til den næste,” siger hun med lav stemme og fniser, før hun vender sig mod endnu en stresset forælder.

At arbejde med Maya er aldrig kedeligt. Ja, hun er denne her varme modelgudinde, der går blandt os andre, men det stiger hende aldrig til hovedet. Hun er meget jordnær, rolig og venlig, når hun ikke fjoller rundt ved indgangen om morgenen og giver fædrene blå kugler, altså.

Dagen gik hurtigt. Det er onsdag, så temaet på skemaet i dag var natur. Vi gik ud i skoven med vores gruppe. Det var femten børn i alderen fire til seks år, og så mig og Maya. Vi kiggede på insekter, orme, biller, blade og alt det, børnene fandt interessant. Hvis vi fandt aftryk fra hove eller poter, samledes vi i en cirkel, og børnene skulle gætte, hvilket dyr det kom fra. Ved frokosttid stoppede vi ved en bålplads omgivet af store træstammer.

Efter vi havde tændt et bål, fyldt børnenes maver med hotdogs, frugt og småkager til dessert, var der fri leg under opsyn i et stykke tid, før det var tid til at vende tilbage til centeret.

Klokken 15 overtager eftermiddagsskiftet, og mig og Maya går ud af indgangen.

"Har du træning i dag?" spurgte Maya.

"Ja, vil du med?" siger jeg, allerede vidende hendes svar.

"Hmm, onsdag, det betyder selvforsvarsklasse, ikke?" siger hun.

"Det er korrekt," nikker jeg.

"Næh, jeg springer over. Jeg har alt det forsvar, jeg har brug for lige her," Maya klapper på sin taske og henviser til sin peberspray, som hun altid bærer med sig.

"Men jeg kan give dig et lift, det er alligevel på vejen," siger hun med et smil, mens hun går mod parkeringspladsen og sin lysegule Beetle.

Klassen ledes af Hr. og Fru. Morton. De er et par i 40'erne med en solid baggrund både i militæret samt i privat sikkerhed, boksning og kampsport.

Hver klasse starter med, at Mortons viser os de bevægelser, vi skal lære i dag. Derefter parrer vi os og begynder at strække ud. Min partner i dag er Kyle.

Kyle er på min alder, og vi har kendt hinanden i nogle år. Vi plejede at date, men da tingene udviklede sig, sluttede jeg det. Dels fordi jeg ikke følte mig klar til det seriøse, og dels fordi Kyle ikke var den type, jeg ønskede at have et forhold til.

Vi skiltes som venner, slags. Vi hænger ikke ud, men vi kan danse eller tage en drink eller kaffe, hvis vi støder på hinanden i en klub eller i centret. Han er en flot fyr. Omkring 1,75, kroppen af en svømmer, et sødt smil og rodet blondt hår. Han vender nogle hoveder, og jeg ved, at han er kommet videre mindst fem gange, siden vi datede.

"Klar, mis?" spørger Kyle og giver mig et smil.

"Du ved, jeg hader det kælenavn," svarer jeg og lyder mere irriteret, end jeg faktisk var.

Kyle griner højt, ser det som en sejr at irritere mig.

"Klar, når du er," siger jeg og ryster det dårlige humør væk.

Vi skiftedes mellem angreb og forsvar, mens Mortons cirkulerede for at rette eller give råd. I den sidste øvelse skal Kyle låse mine arme bagfra, og jeg skal befri mig ved at træde på hans fod og sno min krop ud af hans greb.

Det tog nogle forsøg, før jeg fik det rigtigt, men ved det sidste forsøg trådte jeg, snoede mig, vendte rundt og fejede mit ben, så Kyle mistede balancen og faldt.

Helt udmattet satte jeg mig ned på måtten ved siden af ham. Han havde sin underarm over øjnene, og hans bryst hævede og sænkede sig for at ilte sine muskler efter træningen. Jeg lod mine øjne vandre over ham. Fra hans uglede hår, hans lige næse, lyserøde læber til skægstubben på hans hage. Jeg kan se konturerne af hans muskler under hans t-shirt, og en del af mig vil række ud og lade mine fingre følge linjerne. Jeg lod mine øjne vandre tilbage, og jeg ser hans adamsæble bevæge sig, da han synker hårdt.

"Kan du lide, hvad du ser?" spurgte Kyle med et fjollet grin på ansigtet. Jeg mærker mine kinder blive varme og takker min heldige stjerne for den hårde træning, der allerede har gjort mit ansigt rødt af anstrengelse.

"I dine drømme! Jeg sørger bare for, at du trækker vejret og ikke dør på mig. Du gjorde mig bekymret et øjeblik," svarer jeg ham og slår ham på maven, før jeg rejser mig op.

"Av, rolig!" klynker han, før han følger mig op.

Vi takker Mortons og går ud sammen. Da vi kommer udenfor, vender Kyle sig mod mig. "Tak for i dag, jeg havde det sjovt," siger han og låser sine øjne med mine. Han står lidt for tæt, og det gør mig anspændt. Jeg kan mærke varmen fra hans krop, jeg kan lugte hans ånde, og hvad er det? Er det hans hjerteslag? Eller er det mit? Jeg føler en knude i min nedre mave, mine hænder sveder, og min mund føles tør. Jeg ser, hvordan hans tunge kommer ud og slikker hans læber, og jeg mærker mine nedre muskler trække sig sammen ved synet. Hvad fanden??? Først Jesse og nu Kyle? Jeg skal væk herfra!

"Nå, du kender mig, jeg sigter efter at behage, pas på dig selv, vi ses!" svarer jeg ham med en rystende stemme, før jeg vender mig om og går væk. Jeg kan høre ham grine bag mig, mens jeg går. Hvad var der galt med mig? Det var Kyle, for pokker. Jeg har ikke noget for ham, jeg kan ikke lide eller tænker på ham på den måde, og det har jeg ikke gjort i lang tid. Jeg skyndte mine skridt, skulle hjem så hurtigt som muligt. Jeg har brug for et iskoldt brusebad for at få mit hoved på plads igen.