Kapitel 32: En løftering

Harper rømmede sig. "Så det var dejligt."

Lucas lo blidt og løsede sine arme omkring hende. "Dejligt? Bare dejligt?"

"Nå..." Hun smilede og trak på skuldrene. "Det var godt. Meget godt, faktisk. Du er virkelig―øhm―meget dygtig med din... tunge." Hun krummede tæer.

Hvad er der galt med mig? tænkte ...